Thomas Møller Palner, økonomidirektør i Hedensted Kommune skriver som en del af dette kvartals debatpanel om skævheder i tilskuds- og udligningssystemet set fra en økonomidirektørs perspektiv.

Thomas Møller Palner, økonomidirektør i Hedensted Kommune skriver som en del af dette kvartals debatpanel om skævheder i tilskuds- og udligningssystemet set fra en økonomidirektørs perspektiv. - Foto: Hedensted Kommune

Debat

Den kommunale udligningsordning: Eksempler på alvorlige systemfejl

Udligningssystem er kørt skævt, og det kan betyde massive milliontab for nogle kommuner. I dette debatindlæg kommer økonomidirektør med to eksempler.

Udgivet: 20/02/2025

Del artiklen:

Af: Thomas Møller Palner, økonomi-, personale- og it-direktør i Hedensted Kommune

Den 23. januar 2025 kom en rigtig positiv nyhed for alle med interesse i kommunaløkonomi, da KL's bestyrelse godkendte borgmestrenes ønske om et bredt kommissorium for udligningssystemet, der indeholder ni specifikke ”krav” til regeringen.

Blandt disse ”krav” er i brevet fra KL til regeringen beskrevet grundlæggende principper, som bør danne ramme for fremtidige reformer: For det første, at der gennemføres en grundig og bred analyse af systemet; for det andet, at et nyt system baseres på et opdateret datagrundlag; og for det tredje, at det skal være objektivt og sagligt. Alt dette lyder som sød musik i en økonomidirektørs ører.

Selvom jeg ikke er ekspert i det kommunale tilskuds- og udligningssystem, har jeg sammen med flere af mine kollegaer observeret, at flere af de nævnte hensyn ikke i tilstrækkelig grad er blevet taget i betragtning i dag.

I dette debatindlæg vil jeg give et par konkrete eksempler på, hvordan de eksisterende systemfejl økonomisk rammer en kommune som Hedensted. Hvert år. Hvis udligningssystemet var tidssvarende, ville Hedensted Kommune modtage mellem 38 og 44 millioner kroner mere om året alene på baggrund af de to eksempler, jeg vil beskrive.

Fik du læst?

Udligningsreform: Byg et nyt kommunalt finansieringssystem fra bunden

Eksempler fra høring

Eksemplerne stammer fra en analyse, der blev præsenteret under en høring, hvor Hedensted Kommunes politiske ledelse deltog sammen med borgmestrene fra tre andre kommuner: Holstebro, Favrskov og Rebild Kommune. Høringen fandt sted den 28. februar 2024, arrangeret af Folketingets Indenrigsudvalg. Der henvises desuden til det offentligt tilgængelige materiale fra høringen, som blev udarbejdet af Dataproces i forbindelse med vores gennemførte analyse.

Fik du læst?

Kom til høring på Christiansborg om fremtidens kommunale økonomi

Det skal indledningsvis understreges, at de fire kommuner, der deltager i analysen, alle er veldrevne med relativt lave drifts- og anlægsudgifter og et relativt godt skattegrundlag. Desuden er de fire kommuner i relativ god vækst i borgere og arbejdspladser, ligesom de er kendetegnet ved relativ lav ledighed under gennemsnittet.

På trods af dette er de fire kommuners økonomi langt mere udfordret end gennemsnittet, primært som følge af skævheder i udligningssystemet, som bliver mere og mere ulige år efter år – også i de kommende år.

Vores analyse viste kort fortalt:

  • At kriterierne i udligningssystemet ofte virker tilfældige og forældede, som f.eks. kriterierne for beskæftigelse, handicap og uddannelse.
  • At kriterierne er blevet mere specifikke og målrettet enkelte kommuner i stedet for at være objektive.
  • At systemet er præget af lappeløsninger, såsom særtilskudspuljer til særligt udsatte kommuner.

Eksempel 1: Socioøkonomisk kriterium for overførselsudgifter

Det vigtigste socioøkonomiske kriterium for beregning af udgifter til overførselsområdet (20-59-årige uden beskæftigelse) er forældet. Kriteriet tager afsæt i, hvordan arbejdsmarkedet var for 30 år siden, og stopper ved 59 år, selvom folkepensionsalderen nu er 67 år. Det betyder, at alle borgere over 60 år ikke tælles med i dette kriterium, selvom vi stadig har udgifter til områder som førtidspension. Desuden tager det ikke højde for, at flere borgere i dag er i småjob.

Eksempel 2: Socioøkonomisk kriterium for udsatte borgere

Hvis en kommune lykkes med at få en borger med handicap i job, koster det Hedensted Kommune ca. 200.000 kr. om året. Kommunen skal fortsat afholde udgifterne til borgeren, f.eks. overførsler og serviceudgifter, men modtager ikke længere kompensation i udligningssystemet. Har det været hensigten?

Fik du læst?

Forstå på fem minutter: Derfor taber kommuner penge på at få handicappede i arbejde

Disse to eksempler viser, at når kommunen hjælper de mest udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet, straffes de af et udligningssystem, der ikke er tidssvarende, og som stadig afspejler forholdene på arbejdsmarkedet for ca. 30 år siden.

I analysen præsenterede vi flere eksempler på alvorlige systemfejl, der underminerer de oprindelige intentioner med udligningssystemet – nemlig at sikre ensartede vilkår for velfærd på tværs af kommunerne.

Jeg håber, at regeringen vil tage bestik af alle de ni hensyn også i det videre forvaltningsmæssige arbejde med et kommissorium og efterfølgende reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, som KL for nylig har fremsendt og offentliggjort. Det vil også løse de her beskrevne alvorlige systemfejl, som bl.a. Hedensted Kommune rammes af hvert år.

Fakta

Vil du deltage i debatten?

Vi har valgt panelet ud fra forskellige holdninger, geografi og partifarve, når det kommer til borgmestre. Derudover er der også en udligningsekspert og en økonomidirektør.

Har du også holdninger til kommissoriet eller tilskuds- og udligningssystemet og dermed en potentiel ny udligningsreform?

Så tøv ikke med at skrive til os og send dit debatindlæg på maximalt 600 ord inklusiv mellemrum.

Du kan sende dit debatindlæg til redaktør Christian Brandt, [email protected]

Sidst opdateret: 20/02/2025 - 10:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]