Af Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune

Min gode kollega Steen Christiansen (S) fra Albertslund Kommune skrev forleden et debatindlæg om udligning hos NB-Økonomi.

Her præsenterede han en valid pointe om, at kommuner som Albertslund med mange socialt udsatte bør tilgodeses i en kommunal udligningsreform, og illustrerer samtidig både hvorfor den nuværende udligningsmodel ikke fungerer, og hvorfor en justering af enkelte kriterier ikke vil løse de grundlæggende problemer. Forslaget i debatindlægget er at øge vægten af kriteriet ”almene boliger” i udligningsmodellen.

Men hvorfor er det så et problem?

Antagelsen i udligningssystemet er, at mængden af almene boliger er et udtryk for det sociale udgiftspres i kommunerne, fordi mange socialt udsatte bor i almene boliger. Mens det utvivlsomt er rigtigt, at der i Albertslund bor mange socialt udsatte i almene boliger – som er den dominerende boligform i netop denne kommune – er billedet på landsplan mere broget.

Land og by

I de seneste år er der opført mange nye almene boliger i og omkring de større byer. På grund af både pris på almene lejeboliger og pres på boligmarkedet i storbyerne bebos en betydelig – og voksende – andel af de almene boliger i de større byer af borgere, der er i arbejde eller uddannelse. (Dette gælder i øvrigt også i Albertslund).

Omvendt har kommuner i resten af landet typisk en lavere andel af almene boliger, og en større andel af de socialt udsatte bor i andre boligformer – ofte private udlejningsboliger. På Lolland kan vi f.eks. se, at kun 20 procent af de socialt udsatte tilflyttere bor i almene boliger. Det bør derfor ikke være boligtypen i sig selv, der definerer udligningsgraden, men hvilket menneske, der bor i boligen.

Og det er netop problemet med de fleste af de kriterier, der indgår i den nuværende udligning; Fordi de er indirekte indikatorer, der skal opfange det underliggende problem, fører det både til overudligning til kommuner, der opfylder kriteriet, men ikke har det underliggende problem, og til underudligning til kommuner, der har problemet, men ikke opfylder kriterierne.

Hvis et fremtidigt udligningssystem skal løse den egentlige fordelingsopgave – nemlig at sikre, at kommuner med mange socialt udsatte, som Albertslund og Lolland, kan levere et rimeligt serviceniveau – er det afgørende, at vi får et opgør med de mange tilfældigheder og historiske antagelser, der præger det nuværende udligningssystem.

I stedet bør der skabes en udligning, der måler direkte på de reelle udgiftsdrivende faktorer – som f.eks. antallet af socialt udsatte, førtidspensionister, pensionister, udsatte børn osv. – der tilsammen definerer en kommunes udgiftsprofil.

Det vil efter min mening være en bedre hjælp til mine gode venner i Albertslund, til os på Lolland og til etableringen af et udligningssystem, der både er rimeligt og forståeligt for andre end de særligt indviede.