
Det vil gå mindre ud over sundhedsvæsenet sammenlignet med kommunerne, at der kommer flere og flere ældre over 80 år, viser forskning. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Forskning bekræfter: Ældreboom får plejeudgifter til at eksplodere
Udgifter til kommunal pleje og hjemmehjælp vil stige i takt med, at der kommer flere ældre. Det er ikke tilfældet med sundhedsudgifter. Derfor bliver behovet for sosuer større end behov for sygeplejersker, siger forsker.
Udgivet: 05/02/2025
Når der kommer flere og flere borgere over 80 år, så vil det ikke betyde lige så meget for hospitalerne, som det vil for kommunerne, viser forskning udgivet af Rockwoolfonden.
Årsagen er blandt andet, at de ældre ikke løbende bruger meget tid på hospitalerne, da det især er tiden op til, at folk dør, de gør brug af hospitalsvæsenet i stor grad. Det gælder uanset, hvilken alder borgeren har, når de dør.
"Den mekanisme observerer vi ikke for ældreplejen. Der ser det ud til, at der følger det den kronologiske alder," siger sundhedsøkonom ved SDU Jes Søgaard, der er én af forskerne bag analysen.
På grund af den mekanisme, vil det betyde stigende udgifter til kommunerne.
"Kommunerne (må, red.) forvente, at udgifter til plejehjem, hjemmehjælp m.v. til de mange flere ældre kommer til at stige ganske betydeligt," står der i Rockwoolanalysen.
Jes Søgaard peger på, at det derfor bliver særlig vigtigt med antallet af sosu'er i takt med, at der kommer flere og flere ældre frem for sygeplejersker. Der kommer nemlig et særligt stort plejebehov om blot få år.
"Når vi ser fremskrivninger i behov for arbejdskraft, så er det sosu-assistenter, der er behov for, meget mere end sygeplejersker, som typisk er ansat i sundhedsvæsenet end i ældresektoren," siger Søgaard.
"Efterspørgslen på plejeydelser vil vokse proportionalt mere end for sundhedsydelser."
Ifølge KL vil der i 2030 mangle 19.000 sosu'er, hvis man skal opretholde velfærden.
Sidst opdateret: 05/02/2025 - 19:41










































