
Få måneder før indenrigsminister Sophie Løhde (V) skal offentliggøre indholdet i det kommissorie, som Finansieringsudvalget under hendes ministerie skal arbejde med, har formanden for udvalget fundet et andet job. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Formand for Finansieringsudvalg skifter job før kommissoriet er offentliggjort
Finansieringsudvalget under Indenrigsministeriet skal have ny formand. Dermed får udvalget en helt ny formand op til, at kommissoriet med indhold til en ny analyse af udligningen skal offentliggøres i medio 2025.
Udgivet: 05/02/2025
Når Finansieringsudvalget under Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal arbejde med det kommissorie, der skal skitsere arbejdsopgaverne til en ny bred analyse af tilskuds- og udligningssystemet, bliver det med en helt ny formand.
Den nuværende formand for Finansieringsudvalget, der hedder Ingrid Melchiorsen, og er afdelingschef i ministeriet med ansvar for blandt andet den kommunale udligning, skifter nemlig job til stabschef i Rødovre Kommune, skriver Altinget på baggrund af et opslag på Linkedin fra Ingrid Melchiorsen.
"Efter i mange år at have været med til at skabe rammerne for de kommunale velfærdsområder, glæder jeg mig bl.a. til at skulle prøve kræfter med også at implementere de mange velfærdsreformer," skriver hun på Linkedin.
Hun har været i Indenrigsministeriet siden 2012.
Det var dog ikke Ingrid Melchiorsen, der var formand for Finansieringsudvalget, sidst der blev afrapporteret på baggrund af et analysearbejde om udligningen tilbage i 2018. Dengang var det afdelingschef Torben Buse fra det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium der sad for bordenden i udvalget.
Udvalget vil dog mangle den tunge erfaring og viden om kommunerne, nu hvor Ingrid Melchiorsen har valgt at stoppe.
"Som afdelingschef for ministeriets Indenrigsafdeling har hun blandt andet haft ansvaret for valg og folkeafstemninger, budgetsamarbejdet med KL og Danske Regioner, tilskuds- og udligningssystemet, kommunalfuldmagtsreglerne samt lovgivningen om kommuner og regioners styrelse," skriver Altinget.
Man skal dog være opmærksom på, at der Finansieringsudvalget er fyldt op med medlemmer fra netop ministeriet, så der vil alt andet lige være kapaciteter internt i ministeriet, der kan fylde de faglige huller, hun vil efterlade sig.
Sidst opdateret: 05/02/2025 - 11:27









































