
Skolerne har fået en smule flere penge i 2025 sammenlignet med 2024. Det er især folkeskolen, specialtilbuddene, privatskolerne og rådgivningstilbud, der har fået de største millionløft. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Privatskoler og specialtilbud får større budget i 2025
Udover flere penge til folkeskolen, så budgetterer kommunerne med mere til både privatskoler og diverse specialtilbud i 2025 sammenlignet med 2024. Det viser gennemgang af kommunernes budgetter.
Udgivet: 03/02/2025
Kommunerne øger budgettet i 2025 til især fire områder. Det gælder folkeskolen, privatskolen, forskellige specialtilbud og Pædagogisk psykologisk rådgivning.
Folkeskolerne får løftet budgettet med 185,4 mio. kr., friskolerne med 136 mio. kr., kommunale specialskoler, behandlings- og specialundervisningstilbud med 139,3 mio. kr. og pædagogisk psykologisk rådgivning med 47,9 mio. kr.
Selvom folkeskolen får det største millionbeløb, så svarer det kun til en stigning på 0,4 procent. De tre andre områder bliver løftet med 2-3 procent.
Det er alt andet lige et reelt løft, da antallet af børn mellem 6-16 år er gået ned i løbet af 2024. Derfor vil der i 2025 komme en smule flere penge pr. barn på skoleområdet, end der var i 2024.
Man skal være opmærksom på, at selvom kommunerne ifølge Danmarks Statistiks tal løfter budgetterne i 2025 med 475 mio. kr., så er det ikke sikkert, at det direkte skyldes den gunstige økonomiaftale for 2025, hvor kommunerne fik mulighed for at løfte rammerne med 3,2 mia. kr.
Det kan også skyldes aftaler fra Folketinget, hvor kommunerne er blevet pålagt ekstra opgaver på skoleområdet, som de har fået DUT-kompenseret. DUT er når det samlede statstilskud forhøjes eller reduceres, når kommunerne eller regionerne bliver pålagt eller frataget opgaver
"Specialundervisning i regionale tilbud" er det område, som har haft den største procentuelle nedgang i budgettet.
Her ses den samlede oversigt over, hvor meget der er budgetteret på de enkelte konti i 2024 (2025-PL) og 2025. Stigningerne og faldet de enkelte år er ikke nødvendigvis udtryk for, at de enkelte børn har fået det bedre eller værre, det kan også skyldes konteringspraksis er ændret, at antallet af børn i aldersgruppen har ændret sig, effektiviseringer eller lignende. Tallene er derfor alene udtryk for, hvordan kommunerne har konteret på skoleområdet fra 2024 til 2025.
Sidst opdateret: 03/02/2025 - 11:45









































