
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) vil have indsigt i økonomiaftalens konsekvenser for 2026 for alle kommunerne under selve økonomiforhandlingerne. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (t.v.) og Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Derfor ønsker københavnske borgmestre konsekvensberegninger under økonomiforhandlinger
Hver kommune skal vide, om økonomiaftalen er god eller dårlig for dem, når regeringen og KL skal fremlægge økonomiaftalen for 2026. Det siger flere københavnske borgmestre til NB-Økonomi.
Udgivet: 03/02/2025
Det er ikke længere nok, at finansminister Nicolai Wammen (S) sammen med KL præsenterer en økonomiaftale, der for kommunerne under ét er gunstig.
Hvis det står til flere borgmestre på Københavns rådhus, så skal hver kommune vide, hvad økonomiaftalen betyder for deres kommune både før, under og efter en eventuel økonomiaftale er indgået. Det er er resultatet af et forslag, som et flertal i København har stemt igennem.
Fik du læst?
København vil presse KL til at fremlægge økonomiaftalens konsekvenser under forhandlinger
Til NB-Økonomi forklarer flere borgmestre på rådhuset, at de har stemt for forslaget, fordi man sidste år oplevede, at det, der blev præsenteret som en god økonomiaftale for 2025, i praksis viste sig at betyde besparelser for omkring halvdelen af landets kommuner, fordi KL og regeringen var blevet enige om at skære i kommunernes finansiering via balancetilskuddet uden kommunernes viden.
"Vi synes, det er vigtigt, at der er en gennemsigtighed i forhold til kommunerne om den økonomiaftale, der bliver indgået. Sidste år oplevede vi, at både fra regeringen og KL gik ud og sagde, at det her var en virkelig god aftale, at der var sket et sporskifte, og nu var der en mulighed for at løfte velfærden. Noget senere kom der så meldingerne ud til de forskellige kommuner om, hvad man rent faktisk havde fået, og hvor der var en del kommuner, der kunne se, at de skulle ud og skære, fordi der manglede penge," forklarer teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod (EL), der også er medlem af KLs bestyrelse, til NB-Økonomi.
Socialdemokratiet, der sidder på overborgmesterposten samt også en plads i KLs bestyrelse, stemte også for forslaget. Det samme gjorde de Konservative i København, der dog ikke har en KL bestyrelsespost.
"For at vi kan træffe oplyste beslutninger, så er der behov for at få beregnet mulige forhandlingsudfald både før, under og efter et forhandlingsforløb," siger børne- og ungdomsborgmester i København Jakob Næsager (K).
Så alle kommunerne skal vide, hvad økonomiaftalen for 2026 præcis vil betyde for dem?
"Ja. Man kan ikke sidde som forhandlingspartner (KL), hvor det kun er den ene side af bordet (staten), der ved, hvordan det her, det falder ud. Det svarer til at forhandle med bind for øjnene," understreger Næsager.
"Det er svært som kommunalpolitiker at gennemskue konsekvenser af det, når vi har en udligningsreform med tæt på 50 kriterier. Det kræver rimelig meget regnekraft, og det ligger kommunerne ikke inde med - så vidt jeg har forstået heller ikke KL. Så for at vi kan tage stilling til, om det er en aftale, vi vil tilslutte os, så har vi behov for at kende konsekvenserne."
Hvis København får trumfet deres forslag igennem hos et flertal af de delegerede til KLs topmøde i marts i år, vil det i praksis betyde, at kommunerne vil have KLs formand og næstformand til at presse regeringen til at give adgang til elementer af MTU (Meddelelse om tilskud og udligning) allerede under selve økonomiforhandlingerne og ikke først nogle uger efter, at økonomiaftalen er indgået. MTU med de økonomiske konsekvenser for kommunerne, offentliggøres normalt lige inden 1. juli af indenrigsministeriet.
Rettelse: 4/2/2025 kl. 10.47: Vi har tilføjet "elementer af MTU" i stedet for MTU som helhed, her begik NB-Økonomi en fejl, da vi ikke fik oplyst, at forskellige data og statistikker ikke er tilgængelig så tidligt i forløbet under selve økonomiforhandlingerne.
Balancetilskud er en black box og demokratisk problem
For Konservative i København, så er det generelt et problem, at kommunerne og borgerne ikke har fuld adgang til den kommunale økonomi, siger Jakob Næsager.
"Vi synes, det er et demokratisk problem, at der bliver omfordelt så mange milliarder, uden at der er offentlighed omkring det, og uden der er gennemskuelighed omkring, hvordan man er kommet frem til beløbene," siger Jakob Næsager.
Gælder det også, hvordan indholdet i balancetilskuddet er stykket sammen?
"Ja. Det kan ikke hjælpe noget, at kommunernes økonomi, der udgør så stor en del af den offentlige økonomi, at den er en black box. Vi er nødt til at have åbenhed omkring det, og det skal være transparent," siger han.
Hos Enhedslisten handler det primært om det samlede billede. Kommunerne kan ikke begynde at regne på konsekvenserne af økonomiaftalen, før de har adgang til MTU'en.
"Vi vil gerne have, at man simpelthen får lavet beregningerne på (konsekvenserne for de enkelte kommuner, red.) - helst så hurtigt som muligt - inden vi skal tage stilling i KL, om vi skal sige ja til økonomiaftalen, eller vi mener, der skal ændres på nogle ting, fordi vi ved, hvad konsekvenserne er," siger Line Barfod.
Meddelelse om Tilskud og Udligning (MTU)
Tilskud og udligning for kommuner som oplyst hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet
“Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsender senest den 1. juli meddelelse til alle kommuner om deres tilskuds- og udligningsbeløb for det kommende år. (MTU )
Meddelelsen indeholder en samlet oversigt over hver enkelt kommunes tilskuds- og udligningsbeløb, som kommunerne kan lægge til grund for deres budgetlægning
Publikationen indeholder endvidere eksempler på beregning af tilskud og udligning til enkelte kommuner samt tabeller med tilskuds- og udligningsbeløb for alle landets kommuner.”
(Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet)
Sidst opdateret: 04/02/2025 - 09:59









































