
KL-formand Martin Damm (V) vil ifølge borgmestrene blive sendt til økonomiforhandlingerne med regeringen med et krav om, at der skal flere penge til både socialområdet og anlæg i økonomiforhandlingerne for 2026. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmesterrundspørge: Anlæg er lige så vigtig som socialområdet i 2026
Anlæg er blevet lige så vigtig for borgmestrene som socialområdet, når de skal pege på, hvilke områder det er vigtigst at få penge til i økonomiaftalen for 2026. Det viser en spørgerunde blandt borgmestrene.
Udgivet: 28/01/2025
29 ud af 49 kommuner mener, at anlæg er blandt de tre vigtigste ting, der skal forhandles penge til i økonomiaftalen for 2026. 34 borgmestre mener, at det er socialområdet.
Svarene fra borgmestrene er interessante, fordi de er et forvarsel på, hvad de forventer, at KL skal kæmpe for, når økonomiforhandlingerne for 2026 går i gang i starten af maj mellem KL og regeringen.
KL laver altid deres egen rundspørge, hvor de kommer godt rundt i alle kommuner, og de endelige svar kan derfor blive anderledes, da kun halvdelen af kommunerne har svaret på NB-Økonomis spørgerunde.
Når det kommer til anlæg, så kan det for eksempel dreje som om klimainvesteringer. Her kan der være forskellige variationer og kommentarer fra borgmestrene. Nogle ønsker en højere anlægsramme, så man kan realisere klima eller kystsikring. Andre at man kan investere uden for anlægsrammen.
"Klimatilpasning, midler og lån hertil, samt muligheden for at udføre det udenfor anlægsrammen, i hvert fald hvis det er et større projekt," skriver Kertemindes borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) i en sms til NB-Økonomi, som nogle af de muligheder, man bør kunne vælge i forbindelse med en økonomiaftale for 2026.
Det er bemærkelsesværdigt, at det specialiserede socialområde er gået tilbage sammenlignet med tidligere års spørgerunde, hvor området ellers var altdominerende. Anlæg, klima og nu beredskab sniger sig dog længere og længere op på listen.
Oven i de 29 som enten har valgt anlæg, klima eller kystsikring, er der nemlig også en række borgmestre, der har valgt at sige, at beredskab, grøn trepart og sikkerhed, hvor der også kunne være anlæg med.
Anlæg og klima fyldte også sidste år, men her var der hele 43 ud af 47 borgmestre, der ønskede flere midler til socialområdet, hvor der kun var 24 ud af 47, der havde svaret enten anlæg eller klima. Anlæg er med andre ord blevet en smule større ønske, og socialområdet et markant mindre ønske.
Socialområdet skal stadigvæk kompenseres
Et nyt svar har sneget sig ind i årets spørgerunde blandt borgmestrene. Blandt de 34 borgmestre, der har svaret, at socialområdet er det vigtigste, så har seks af de borgmestre skrevet i forskellige variationer, at der stadigvæk er behov for støtte til socialområdet, så længe regeringen ikke har implementeret anbefalingerne fra Tranæs-udvalget.
Steffen Jensen (S), som er borgmester I Halsnæs Kommune er én af dem, der både har svaret anlæg og socialområdet. Han har især lagt vægt på netop løsningerne, der skal til på socialområdet.
"Forpligtende løsninger på det specialiserede område," skriver han i en sms.
I Helsingør har man svaret:
"Fortsat flere midler til de specialiserede områder. Trods der er indgået aftale på handicapområdet, så er kommunerne stadig meget i minus," siger Benedikte Kiær (K), der er borgmester i Helsingør.
Regeringen fik i 2024 en række anbefalinger til, hvordan man fik bedre styr på økonomien og ikke mindst opdriften i udgifterne på socialområdet i kommunerne fra det såkaldte Tranæsudvalg opkaldt efter dets formand professor Torben Tranæs. Problemet er imidlertid, at regeringen langt fra er i mål med at vedtage de love, som skal give kommunerne de nødvendige redskaber til økonomistyringen. På den baggrund vurderer Tranæs ikke, at kommunerne, uden penge i økonomiaftalen for 2026, kan dække opdriften på socialområdet til næste år.
Nye områder har sneget sig ind
Der er også en række nye områder, der har sneget sig ind i spørgerunden.
At sikre finansieringen i kommunerne har hele ni borgmestre svaret. Det antal er højere, end dem der har svaret skole eller ældre. Derudover fylder grundskyld, ønsket om at få styr på valget mellem selvbudgettering og statsgarantien samt behovet til at få økonomisk støtte til at sikre de mange reformer bliver godt implementeret.
Det er områder, som ikke tidligere er blevet nævnt i spørgerunden.
I Jammerbugt Kommune mener borgmesteren, at alle skal kunne "finansiere deres beregnede service- og anlægsramme," skriver Mogens Christen Gade (V), der er borgmester i kommunen.
Længere sydpå i Vejen er man helt enig.
"Det er nødvendigt med det ekstra finansieringstilskud, som kom ovenpå sidste års aftale på 2,5 mia. kr., indtil en ny udligningsreform er klar," skriver Vejens borgmester Frank Schmidt-Hansen (K).
Derudover fylder særtilskud også som vanligt.
Sidst opdateret: 28/01/2025 - 11:19









































