Københavns Kommunes foreløbige tal viser, at kommunen står til at overskride den tekniske anlægsramme med 500 millioner kroner i 2024.

Københavns Kommunes foreløbige tal viser, at kommunen står til at overskride den tekniske anlægsramme med 500 millioner kroner i 2024. - Foto: Søren Lorenzen/Ritzau Scanpix

Få kommuner står for størstedelen af overskridelsen på anlægsrammen

De foreløbige tal viser, at det er ganske få kommuner, der står for størstedelen af overskridelsen på kommunernes anlægsramme. Det viser ny rundspørge foretaget af NB-Økonomi.

Udgivet: 10/12/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

12 kommuner går samlet 1,7 mia. kr. over anlægsrammen. Det er lidt over halvdelen af kommunernes foreløbige samlede overskridelse på tre milliarder kroner.

Fik du læst?

Risiko for milliardoverskridelse af den kommunale anlægsramme

NB-Økonomi har spurgt landets kommuner - enten borgmestre eller økonomidirektører - om deres foreløbige forventninger til anlægsregnskabet for 2024. Det vil sige, om de går over, under eller rammer nogenlunde lige på anlægsrammen.

36 kommuner ud af de 67 kommuner, der har svaret, regner på nuværende tidspunkt med, at de går over anlægsrammen. Det er især store kommuner som København, Aalborg, Vejle, Kolding og Esbjerg, der trækker store beløb fra 100 mio. kr. overskridelser og op, men også kommuner som Gladsaxe, Roskilde, Middelfart og Skanderborg regner med at gå over anlægsrammen med mellem 60-100 millioner kroner i 2024. Svaret er blandt andet, at man har udskudt anlægsprojekter fra tidligere år, som nu får afløb i 2024.

"Merforbruget skyldes, at vi er blevet bedre til at gennemføre vores anlægsprojekter, så vi i 2024 får indhentet noget af det efterslæb på bygge- og anlægsprojekter, vi har haft fra tidligere år, hvor vores regnskaber kom til at ligge under vores anlægsramme," skriver Frands Fischer (S), der er borgmester i Skanderborg Kommune til NB-Økonomi.

At kommunerne under ét ser ud til at gå store millionbeløb over anlægsrammen i 2024 vil alt andet lige betyde en løftet pegefinger fra regeringen, når de endelige regnskaber offentliggøres i april til næste år. Derudover kan kommunerne risikere, at der på et tidspunkt indføres sanktioner på anlægsrammen som med servicerammen, fordi regeringen er trætte af, at kommunerne år efter år overskrider rammen.

Men der er også kommuner, der mener, at de simpelthen har for lav en anlægsramme sammenlignet med hvor meget vækst, der er i kommunen.

"På anlæg skyldes overskridelsen, at vi som vækstkommune simpelthen er underforsynet med ramme til opførelse og opdatering af helt nødvendige faciliteter som børnehaver, skoler og plejehjem. Hertil kommer ekstra omkostninger til klimasikring, hvilket vi ikke er kompenseret til i de tildelte rammer," skriver Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K) i en sms.

Historisk lav anlægsramme

Kommunernes Landsforening har via Momentum offentliggjort en analyse tilbage i maj, der viser, at kommunerne på grund af blandt andet inflation faktisk får en historisk lav anlægsramme. Meget tyder også på, at kommunerne til kommende økonomiforhandlinger for 2026 vil prioritere at kræve højere anlægsramme, så der er råd til at håndtere både de almindelige byggerier som daginstitutioner, skoler og plejecentre, men i høj grad også klimainvesteringer og klimasikring.

Det skal understreges, at tallene om overskridelser af anlægsramme for 2024 er foreløbige. Kommunerne kan godt nå at nedbringe betydelige millionbeløb, inden de endelige regnskaber lukkes i starten af næste år. Dertil skal siges, at borgmestre og økonomichefer på tværs af kommunerne kan have forskellige opgørelsesmetoder. Nogle har måske meldt en overskridelse ind, som er sammenlignet med det budgetterede, mens andre har meldt ind i forhold til KL's udmeldte tekniske anlægsramme.

Det kan give store forskelle. Et eksempel er Københavns Kommune, som går ca. 200 mio. kr. over anlægsrammen sammenlignet med deres budget for 2024. Det tal kommer dog helt op omkring 500 mio. kr., hvis man sammenligner med den tekniske anlægsramme.

Men uanset om man måler på den ene måde eller anden måde, så kunne store byer som København for alvor bidrage med at få anlægsregnskabet ned for kommunerne under ét, alene på grund af deres størrelse. Noget små kommuner har sværere ved, selvom de eksempelvis går meget over rammen pr. indbygger.

Under anlægsrammen

Der er dog også en del kommuner, der rammer på eller under anlægsrammen. Ud af de 67 svarer 19 kommuner, at de går under rammen. Det er dog med relativt små beløb sammenlignet med dem, der går over. De resterende 12 kommuner regner med at lande på rammen.

Det højeste beløb er 30-40 millioner under anlægsrammen i Lolland Kommune.

"Vi udnytter ikke vores rammer, for vi har ganske enkelt ikke økonomien til det," skriver Holger Schou Rasmussen (S).

I nabokommunen har man lignende udfordring især på service, men man vælger at gå under anlægsrammen i Guldborgssund, fordi KL har opfordret kommunerne til at holde igen, så de samlet set ikke går over.

"Anlæg er primært efter henvendelser fra KL om at reducere, for at kommunerne under et ikke overskrider. Service er, fordi vi ikke har økonomi til at fylde rammen ud," skriver Simon Hansen (S).

Sidst opdateret: 10/12/2024 - 12:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]