De tre borgmestre Jens Ejner Christensen (V) fra Vejle (t.v.), Christian Bro (S) fra Fredericia og Stephanie Storbank (V) fra Billund har alle brugt over gennemsnittet på anlæg per borger i perioden 2021 til 2023 på grund af blandt andet infrastruktur.

De tre borgmestre Jens Ejner Christensen (V) fra Vejle (t.v.), Christian Bro (S) fra Fredericia og Stephanie Storbank (V) fra Billund har alle brugt over gennemsnittet på anlæg per borger i perioden 2021 til 2023 på grund af blandt andet infrastruktur. - Foto: Kenneth Stjernegaard/Vejle Kommune (t.v.), Fredericia Kommune og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (t.h.).

Borgmestre: Derfor har vi brugt flere penge på anlæg

Flere borgmestre forklarer, at investeringer i infrastruktur og vækst i kommunen er medårsag til, at de over nogle år har brugt mere end en gennemsnitskommune på anlæg.

Udgivet: 04/12/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Børnehaver, skoler og nye veje. Det er nogle af de anlægsinvesteringer, som kommuner med højt forbrug på anlæg i perioden 2021 til 2023 har foretaget.

I et interview med NB-Økonomi uddyber de, hvorfor de har brugt mere pr. borger på anlæg end gennemsnittet af kommunerne.

"Det handler rigtig meget om udvikling, der er gang i kommunen i forhold til at følge med demografien. Det vil sige behovet for dagtilbud og skoler, men også infrastrukturen til vores virksomheder eller boligområder prioriteres. Derudover investeres der også i idrætshaller," siger borgmester Stephanie Storbank (V) fra Billund Kommune.

Samme forklaring ses i nabokommunen.

"Det er en direkte konsekvens af at være en kommune, der har en større vækst end gennemsnittet af landets kommuner," siger Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle. "Hvis vi skal leve op til egne ambitioner i forhold til børnepasning, på skoleområdet, infrastruktur og klimainvesteringer, så er vi presset på anlæg."

Kommunerne brugte i gennemsnit 2.830 kr. pr. borger på anlæg i perioden 2021 til 2023. Billund Kommune har brugt 3.521 kr. pr. indbygger, Vejle 3.684 kr., Fredericia 3.895 kr. og Vordingborg 3.062 kr. I en lang årrække har kommunerne haft svært ved at overholde den samlede anlægsramme, og samtidig har KL råbt op om, at anlægsrammen er for lille, fordi der er behov for at investere både på grund af vækst og i klimatiltag.

Du kan læse mere om tallene for de enkelte kommuner i nedenstående artikel.

Fik du læst?

Store forskelle i anlægsniveau

Midlertidig vækst i anlæg

I en tredje nabokommune har især infrastruktur lagt pres på anlægsrammen i perioden. Men de udgifter er ikke en vedvarende udbygning af infrastruktur rundt i kommunen, fordi kommunen vækster, men en engangsinvestering i et samarbejde med staten.

"Vi har etableret vejanlæg som forberedelse af et projekt, vi har sat i gang for Vejdirektoratet i forhold til en motorvejsafkørsel 61. Der har vi selv skullet forberede de kommunale vejanlæg, der leder op til Vejdirektoratets område," siger borgmester Christian Bro (S) fra Fredericia Kommune.

Han forklarer, at man har været nødt til at udbygge nogle veje, fordi en motorvejsafkørsel vil medføre langt mere trafik på det eksisterende vejnet.

I den anden ende af landet i Vordingborg er anlægsforbruget i den periode, som NB-Økonomi har set på, særlig højt, fordi man har haft en ekstraordinær stor udgift i perioden.

"Der har været et efterslæb på anlæg i kommunen gennem nogle år, så de penge, man har afsat fra tidligere år, de har ikke været effektueret i det omfang, som der var planlagt. Den udmøntning er blevet stærkere de senere år, det vil sige, at fordi vi har brugt færre penge tidligere, så har vi brugt lidt mere i perioden 2021 til 2023. Noget af det, som fylder meget i de senere års udmøntning, skyldes opførslen af et nyt rådhus, hvor vi bruger 140 millioner kroner på rådhuset," forklarer Brian Johansen, der er stabschef med ansvar for bl.a. økonomi i Vordingborg Kommune.

Brian Johansen tilføjer, at man i kommunen bogfører eksempelvis asfaltkontrakter som en anlægsudgift, hvor andre kommuner konterer den del under driften. Det betyder, at Vordingborg har en årlig udgift på omkring 18 mio. kr. til asfaltkontrakter, som belaster anlægsrammen. Det svarer til ca. 400 kr. pr. indbygger, hvilket faktisk bringer udgifterne under gennemsnitsniveauet.

I Vejle Kommune vil borgmesteren gerne understrege, at selvom de ofte bruger mange penge på anlæg, så er de tit med til at finde penge, når der skal reduceres til den fælles ramme i KL.

"Vi bidrager til den fælles overholdelse af anlægsrammen, når vi har fået tallene at se fra KL, så har vi kunnet flytte rundt på noget, så vi har kunnet bidrage til, at KL overholdt de samlede rammer," siger Jens Ejner Christensen.  

Sidst opdateret: 04/12/2024 - 12:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]