Så meget tjener eller betaler din kommune i renter
30 kommuner har højere renteindtægter i 2023 end renteudgifter. Det er sekskommuner flere end i 2020. Få overblikket over din kommunes renteindtægter og -udgifter her.
Udgivet: 26/11/2024
I 2023 var der 30 kommuner, der havde højere renteindtægter end renteudgifter. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Københavns Kommune er den klare rentevinder, da de ligger med en nettorenteindtægt (renteindtægter fratrukket renteudgifter) på hele 582 kr. pr. borger. Det er over dobbelt så meget som de næste på listen, som er Gladsaxe Kommune med 260 kr. pr. borger, Ishøj med 233 kr., Frederiksberg på 229 kr. og Gentofte med 220 kr. pr. borger.
Man skal være opmærksom på, at alle de nævnte kommuner har en likviditet et stykke over landsgennemsnittet, og derfor er det ikke mærkeligt, at de har høje renteindtægter. Alle fem kommuner har fået langt flere renteindtægter ind i 2023 sammenlignet med eksempelvis 2020. København, Ishøj og Frederiksberg har samtidig reduceret deres renteudgifter i perioden, hvor Gentofte og Gladsaxe har haft en stigning i renteudgifterne.
Det er især de i forvejen rigere kommuner, som har høje renteindtægter. Men antallet af kommuner, som har højere indtægter end udgifter på renter er dog steget fra 24 kommuner i 2020 til 30 kommuner i 2023. Det kan dog også skyldes, at det har været nogle gode investeringsår i årene efter corona, som har givet nogle kommuner et ekstra rygstød.
Vær opmærksom på, at der er taget alle renteudgifter med, herunder renteudgifter til ældreboliger. Der er til gengæld ikke taget kursgevinster og kurstab med, som konteres på 07.58, da det vil mudre billedet i mange kommuner.
Artiklen fortsætter under kortet.
Udvikling fra 2020 til 2023
Hvis man i stedet ser på udviklingen i nettorenteindtægterne fra 2020 til 2023, vil man, ud over Ishøj i top og København som nummer to, se kommuner som Ballerup, Vallensbæk og Fredensborg. Igen sjællandske kommuner primært rundt om København.
Fredensborg Kommune havde i 2020 højere renteudgifter end -indtægter, men det skiftede til højere renteindtægter i 2023, hvilket giver en positiv udvikling på 295 kr. pr. borger i perioden. De fire andre kommuner har langt over 300 kr. pr. indbygger i forbedring fra 2020 til 2023.
Først på 13., 14. og 15. pladsen ser man jyske kommuner, hvor henholdsvis Aarhus, Billund og Kolding indtager de pladser med en positiv udvikling på 161 kr. pr. indbygger for Aarhus, 153 kr. for Billund og 151 kr. pr. indbygger for Kolding.
Selvom den store forbedring ligger i de rige kommuner, så er der også mange yderkommuner, der har klaret sig positivt. Det drejer sig blandt andet om Tønder, Nordjylland, Lolland, Guldborgssund, Stevns og Norddjurs.
Rettelse: 27.11.2024 kl. 12.54. I den første artikel stod der 31 kommuner, det er ændret til 30.
Sidst opdateret: 27/11/2024 - 12:22









































