
Torsten Schack Pedersen (V), minister for samfundssikkerhed og beredskab, vil lande en aftale om redningsberedskab før jul. Men kommunerne skal ikke forvente midler i den aftale. De får dog indirekte en håndsrækning fra statslig side. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Beredskabsminister: Ambitionen er at lande en aftale om redningsberedskab før jul
Det er beredskabsministerens ambition at lande en politisk aftale om det statslige redningsberedskab før jul. Dermed må kommunerne vente til senere, hvis de skal gøre sig forhåbninger om midler til beredskab.
Udgivet: 27/11/2024
Den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), har planer om at lande en politisk aftale om det statslige beredskab allerede inden jul.
Det siger han i et interview med NB-Økonomi.
"Jeg har den klare ambition at lande en politisk aftale omkring et styrket redningsberedskab - i høj grad det statslige beredskab," siger Torsten Schack Pedersen.
Det betyder, at kommunerne må vente med en økonomisk håndsrækning til at styrke deres redningsberedskab, som de anvender i forbindelse med eksempelvis ekstremt vejr. I Altinget henviser beredskabsministeren til, at kommunerne må forhandle økonomi i økonomiaftalerne i stedet.
Det er tankevækkende, at kommunerne ikke får en økonomisk håndsrækning, når en aftale lander. Ministeren anerkender nemlig, at det er kommunerne, der står for langt det meste af redningsarbejdet.
"Der er ikke tvivl om, at når vi ser på vores redningsberedskab, så er det i høj grad kommunerne, der spiller en central rolle, fordi det er de kommunale redningsberedskaber, der rykker ud som de første og løser langt hovedparten af opgaverne," siger Torsten Schack Pedersen.
Kommunerne kan alligevel få indirekte hjælp med aftale
Beredskabsministeren mener, at den centrale hjælp, der tilbydes kommunerne ikke er tilstrækkelig, og at der derfor er behov for at styrke den del først. Dermed kan en ny politisk aftale betyde, at kommunerne kan få indirekte hjælp, fordi hjælpen blot kommer fra staten rettet mod kommunerne og ikke internt i kommunerne selv.
"Når opgaven bliver længerevarende og mere kompleks, som vi ser det til nogle af de store oversvømmelser, stormflode og skybryd, så er det, at kommunerne kan rekvirere assistance fra det statslige redningsberedskab ved beredskabsstyrelsen," siger Torsten Schack Pedersen.
Men den statslige assistance har været alt for presset til at være tilstrækkelig effektiv.
"Vi skal kun et år tilbage, hvor der var voldsomme oversvømmelser på Møn og Sydsjælland. Der var vores redningsberedskab presset til det yderste. Der var alle kapaciteter sat i sving," understreger ministeren.
"Det er vigtigt for mig, at når kommunerne ringer og beder om hjælp, så har vi et statsligt redningsberedskab, der kan levere den hjælp, der skal til, hvad angår ressourcer og kapaciteter."
Torsten Schack Pedersen er lydhør over for kommuner og andre aktører, der kommer med kritik af det statslige beredskab.
"Jeg er i dialog med stort set alle aktører på området, og jeg er også lydhør for, at det er beredskabsstyrelsen, der forestår eksempelvis uddannelsen til holdledere og indsatslederuddannelsen, hvor der er nogle lidt lange ventetider, som jeg godt kunne tænke mig, vi kunne nedbringe, så kommunerne kan få det mandskab, de har brug for," siger Torsten Schack Pedersen.
Sidst opdateret: 27/11/2024 - 11:33









































