Borgmestrene Steen Christiansen (S), t.v., Thomas Lykke Pedersen (S) og Merete Amdisen (S) fra henholdsvis Albertslund, Fredensborg og Ishøj kommuner forholder sig til renteudviklingen fra 2020 til 2023.

Borgmestrene Steen Christiansen (S), t.v., Thomas Lykke Pedersen (S) og Merete Amdisen (S) fra henholdsvis Albertslund, Fredensborg og Ishøj kommuner forholder sig til renteudviklingen fra 2020 til 2023. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Borgmestre: Afdrag på gæld og god likviditet har givet større nettorenteindtægter

Det er især afdrag på gæld og forbedret likviditet, der har givet flere kommuner en større nettorenteindtægt i 2023 sammenlignet med 2020, siger flere borgmestre til NB-Økonomi.

Udgivet: 26/11/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Højere likviditet betød især i 2023 højere renteindtægter. Samtidig har flere kommuner nedbragt deres gæld, hvilket betyder lavere renteudgifter.

Det forklarer flere borgmestre til NB-Økonomi.

Hele 47 kommuner oplevede en positiv udvikling i forholdet mellem renteindtægter og renteudgifter fra 2020 til 2023. Det vil eksempelvis sige en langt højere stigning i renteindtægter end udviklingen i renteudgifterne eller for mange en lavere renteudgift. Det skyldes både aktive politiske valg i kommunen og en strukturel økonomisk udvikling, lyder nogle af svarene.

"Vi har oplevet at have en god likviditet gennem flere år og har en stor kassebeholdning, derfor afdrog vi ekstraordinært på vores gæld i 2023 med i omegnen af 70 millioner kroner. Det er med til at reducere vores udgifter til renter og afdrag," siger borgmester i Ishøj Merete Amdisen (S) til NB-Økonomi.

For Ishøj Kommune betød det, at de i 2020 betalte 9,5 mio. kr. i renteudgifter, hvilket blev nedbragt til 8,3 mio. kr. i 2023.

Fik du læst?

Så meget tjener eller betaler din kommune i renter

Lignende svar kommer fra Fredensborgs borgmester:

"I 2023 blev Fredensborg som den femte kommune i Danmark gældsfri på den ordinære gæld. Vi var i 2010 en af de mest forgældede kommuner og er nu gældsfri, det er vi naturligvis stolte over," skriver Thomas Lykke Pedersen (S) fra Fredensborg i en sms.

I Fredensborg kunne de i perioden 2020 til 2023 derfor nedbringe renteudgifterne fra 8,9 mio. kr. til 5,8 mio. kr., et tal der alt andet lige bør være lavere i årene efter, da kommunen nu er gældsfri.

Fra Gentoftes borgmester Michael Fenger (K) lyder det i en sms:

"Det skyldes højere kassebeholdning og bedre renteforhold på indlån”.

Høj likviditet har givet højere renteindtægt

Den positive udvikling skyldes dog ikke kun afdrag på gæld, forklarer Ishøjs borgmester. Der er også nogle strukturelle økonomiske påvirkninger, som gør, at det har været nemmere at få en positiv likviditet de seneste par år.

"Vores borgere er i højere grad end tidligere i arbejde, selvom vi stadigvæk har den højeste ledighedsprocent i landet, så er den historisk lav i Ishøj i øjeblikket. Det betyder, at vi har færre ydelser til borgerne, hvorfor der ligger flere penge i vores kasse," siger Merete Amdisen og tilføjer:  

"Det betyder også, at borgerne betaler lidt mere i skat, så i år har vi faktisk krydset grænsen mellem, at vi har flere skatteindtægter, end vi får i tilskud og udligning. Det er første gang, det er sket, mens jeg har siddet i byrådet i knap tyve år."

Lokale forhold og renteændringer

Man skal være opmærksom på, at den positive udvikling i kommunerne ikke nødvendigvis kun skyldes afdrag på gæld og positive renter på høj likviditet. Kommunerne kan have meget forskellige vilkår.

I Ballerup Kommune er renteudgifterne godt nok faldet fra 13,8 mio. kr. til 10,2 mio. kr. fra 2020 til 2023. Men det skyldes ikke, at man har afdraget stort på gælden. Årsagen skal i stedet findes i, at man i 2020 havde en stor ekstraordinær renteudgift på omkring 9,0 mio. kr., som man ikke har andre år. Så hvis man ser bort fra det, så er renteudgifterne steget i perioden, forklarer økonomichef.

"Vores renter af den langfristede gæld er højere i 2023, end den er i 2020. Det er fordi, renterne generelt er steget," Mikkel Elkjær, der er økonomichef i Ballerup Kommune.

Rentestigningerne påvirker dog også positivt, da der også er kommet højere indlånsrenter. Det er især denne udvikling, der giver Ballerup en positiv nettorente i 2023. Renteindtægterne lå nemlig kun på 3,3 mio. kr. i 2020 og er steget til 19,2 mio. kr.

"Vi får højere renter af vores indskud i banken, men så får vi også væsentlig større renter på vores investeringer, som er placeret i en investeringsforening," siger Mikkel Elkjær.  

Renterne er steget de seneste par år oven på krigen i Ukraine, og det har sat sig positivt i nogle kommuner.

"Kommunen har ikke kapitalforvaltning, da vi ikke har en langsigtet ”fri” likviditet. Kommunens likviditet er derfor primært placeret på hovedkontoen i banken, som har gået fra at have haft en negativ indlånsrente på -1% i 2020 til i 2023 at have haft en positiv indlånsrente på tæt på 3%," skriver Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S) i en sms til NB-Økonomi.

"På renteudgiftssiden har vi haft et enkelt større lån med høj variabel rente, som er faldet, og de nyoptagne lån siden 2020 har været til en lav rente."

Albertslund Kommune er gået fra at have renteindtægter på 1,2 mio. kr. i 2020 til 6,2 mio. kr. i 2023. På udgiftssiden er renterne nedbragt fra 10,1 mio. kr. til otte i samme periode.

Sidst opdateret: 26/11/2024 - 12:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]