Af Morten Mandøe, cheføkonom hos Kommunernes Landsforening (KL).

Alle økonomisk udviklede lande bruger en stor del af samfundskagen på velfærdsydelser inden for uddannelse, sundhed, social sikkerhed mv. Danmark og de øvrige nordiske lande er alligevel særligt kendte for vores veludviklede velfærdssamfund.

Den model, som de nordiske velfærdssamfund er bygget op omkring, kaldes den universelle velfærdsmodel, og  bygger på en implicit samfundskontrakt.

Den går ud på, at vi accepterer at betale en relativt høj skat til gengæld for, at vi alle nyder godt af velfærdsydelser i en god kvalitet samtidig med, at der bliver spændt et fintmasket sikkerhedsnet ud, som kan gribe de borgere, der af den ene eller anden grund har nogle særlige problemer.

Danskerne efterspørger kernevelfærd

I KL har vi i publikationen ”Velfærdssamfundet belyst” undersøgt det danske velfærdssamfunds tilstand og udvikling fra en række forskellige perspektiver. Formålet har været at gøre status over, om samfundskontrakten stadig holder. Det gør den, men modellen er i stigende grad under pres.

Et godt eksempel er ældreområdet. Hjemmehjælp er sammen med sundhedsvæsenet det område, som flest danskere synes, at der burde bruges flere penge på. I det hele taget står de brede kernevelfærdsområder højt på danskernes ønskeliste.

Samtidig viser analyserne, at ældrepleje er en ”forsikring”, som vi alle – uanset hvilken indkomst vi har haft tidligere i livet – kan få brug for med næsten lige stor sandsynlighed.

De ti procent af befolkningen, der som 58-årig havde den laveste indkomst, stod i 2022 for 11,4 pct. af udgifterne i ældreplejen, mens de ti procent med den højeste indkomst stod for 9,2 procent. Altså ikke nogen stor forskel, når man tænker på den stærke sammenhæng mellem social baggrund, sundhed og levetid. Behovet er først og fremmest bestemt af, hvor lang tid man har brug for hjælp, inden man skal herfra, og den vej skal vi alle.

Det at den brede befolkning oplever, at velfærdssamfundet er der for dem, når børnene skal passes, have en uddannelse, og når man bliver gammel, er en afgørende forudsætning for opbakningen til vores velfærdsmodel. Når det kommer til danskernes holdninger, er der grundlæggende opbakning til, at vi skal bevare den model, som vi har valgt, intakt. Dog er der en tendens til, at befolkningen i dag vurderer den offentlige sektor som mindre velfungerende, end de gjorde i 00’erne.     

Det knager i fugerne

Publikationen belyser også en række velkendte udfordringer, såsom den voksende forskel på udviklingen i privat velstand og offentlig velfærd, manglen på arbejdskraft, udviklingen på de specialiserede områder, samspillet mellem sundhedsvæsen og ældrepleje samt den stigende bureaukratisering af den offentlige sektor. Alt sammen presser velfærden til den brede befolkning, som i stigende grad fravælger den fælles velfærd og køber sig til alternative løsninger.

Budskabet er ikke, at modellen bryder sammen lige om lidt. Men vi er nødt til at forholde os til udviklingen, og der er behov for at tage nogle dilemmafyldte valg i dialog med befolkningen, hvis ikke de skal blive skuffede. Ellers er risikoen, at befolkningens opbakning til modellen på et tidspunkt svinder så meget ind, at samfundskontrakten i sidste ende bliver opsagt.       

Noget af det, der gør vores velfærdsmodel helt særlig, er, at den også hviler på en forudsætning om, at man kan fordele velfærden efter (lokale) behov. Hvis man skulle rulle ensrettede standarder ud over det ganske land, så ville velfærdsmodellen ikke kunne afhjælpe så manges behov, som det er tilfældet i dag.

I kommunerne kan vi både sikre ordentlige rammer om velfærden og tilpasse den til de behov og ønsker, borgerne har lokalt. Derfor er det også vigtigt, at vi som samfund bliver ved med at værne om værdien af lokaldemokratiet og det decentrale samarbejde om de gode løsninger.