Kommuner med store stigninger i ejendomspriserne kan ånde lettede op. Ifølge det opdrag, som det særlige Finansieringsudvalg om kommunal udligning vil få, er det en målsætning, at effekten af indfasningen af de nye grundværdier skal "minimeres".

Dermed kan provinskommunerne formentligt glemme alt om den tidligere formulering i boligskatteforliget, som ville betyde, at indfasningen af de nye grundværdier i den kommunale udligning over tid ville stoppe den udligningsrabat, som en lille gruppe af kommuner med store boligprisstigninger gradvist har fået siden indførelsen af boligskattestoppet i 2002.

Det viser et svar fra skatteminister Rasmus Stoklund (S) til Folketinget, hvor han slår fast , at Finansieringsudvalget, der rådgiver Folketinget om kommunal udligning, "skal opstille mulige modeller, der minimerer de kommunaløkonomiske konsekvenser af ændringer i beskatningsgrundlaget for grundskyld (grundvurderingerne) mellem kommunerne."

Svaret rummer en større historie om ulighed mellem provinsen og hovedstaden, idet konsekvensen af neutraliseringen af de nye ejendomsvurderinger er, at de økonomiske skævheder mellem provinsen og hovedstaden, som var et resultat af boligskattestoppet fra 2002, vil blive opretholdt efter 2029.

Skattestop gav kæmpegevinst til landets rigeste boligejere

Skattestoppet fra 2002 og Boligskatteforliget fra 2017 har populært sagt betydet, at de rigeste boligejere slipper med en markant lavere grundskyldspromille end de fattigste i landets yderkommuner. Helt konkret betaler en boligejer på Frederiksberg 3,1 promille i grundskyld, mens en boligejer i yder- og landkommuner betaler op til det femdobbelte med Varde som topscorer med en grundskyldspromille på 17,4.

Årsagen til, at grundskyldspromillerne er blevet så forskellige, er, at politikerne frem til 2029 ønskede at undgå store ekstraregninger til boligejerne i de store bykommuner med de højeste værdistigninger og dermed det største hop i de nye grundvurderinger. Man valgte derfor at tvangsnedsætte kommunernes grundskyldspromiller, så den enkelte boligejer skulle betale det samme som med de gamle fejlbehæftede vurderinger.

I det oprindelige forlig om boligskatten fra 2017 var målet, "gradvist at indfase en udligning af de kommunale forskelle i det nye beskatningsgrundlag fra 2028."

Det ville betyde, at kommuner med de største prisstigninger siden 2002 gradvist skulle udlignes af de faktiske grundværdier. I praksis ville det tvinge kommunerne til at hæve deres grundskyldspromiller tættere på landsgennemsnittet for at betale den nye regning på udligning, og dermed ville skævheder affødt af boligskattestoppet blive udfaset over en årrække.

Ændring af kommissorium blev aldrig diskuteret i Folketinget

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) henviser imidlertid i sit svar til lovbemærkningerne til lov nr. 679 af 3. juni 2023, hvor målsætning blev præciseret i lovbemærkningerne, og hvor målet om at minimere effekten blev tilføjet.

En gennemgang af Folketingets behandling viser, at ændringen af formålet med Finansieringsudvalgets arbejde ikke blev debatteret, og derfor blot gled igennem Folketinget.

Den lille ændring betyder angiveligt, at boligejerne i landets dyreste boligområder slipper for en ekstraregning med de forslag, som nu kommer fra Finansieringsudvalget i 2028. I og med, at målet nu er at "minimere " den ekstraregning til kommunerne med de lave grundskyldspromiller, vil det i praksis sige, at kommuner med de dyreste boligområder vil få en rabat i udligningssystemet, som så umiddelbart skal betales af de øvrige kommuner.

I praksis bliver det dog ikke kommunekasserne, som kommer til at bære den store udgift, ligesom det ikke bliver eksempelvis kommunekasserne i København og Frederiksberg, som kommer til at nyde godt af, at de rige bykommuner slipper for at betale udligning af de høje grundværdier.

Forklaringen er, at provinskommunerne formentligt vil være nødt til at fastholde tabet på den manglende udligning af boligskatter overfor boligejerne i provinsen, som dermed kommer til at fortsætte med de ekstra høje grundskyldspromiller. Det er tvivlsomt om de rige bykommuner på sigt vil hæve grundskyldspromillen og dermed indkassere gevinsten på de stigende grundværdier, når de ikke bliver udlignet af de stigende grundværdier.

Den reducerede udligning af grundværdier - sammenlignet med tiden inden boligskattestoppet - kommer dermed til at påvirke kommunekasserne væsentligt mindre end borgerne. Slutfacit vil derfor blive, at den ulighed, som boligskattestoppet skabte frem til 2021 mellem boligejere i rige og fattige kommuner, vil blive fastholdt.

Det er vigtigt at bemærke, at boligejerne i de dyre boligområder fortsat vil betale mere i boligskat målt i kroner end boligejerne i de billige boligområder - præcis som de højestlønnede stadig ville betale mere i indkomstskat, selvom man fjernede top- og toptopskatten og i stedet indførte et princip om, at skatteprocenten var lavere for høje end for lavere indkomster.

Det er derfor et markant brud med dansk skattehistorie, at Danmark nu ser ud til varigt at få et boligskattesystem, som er regressivt. Altså populært sagt, at de smalleste skuldre bærer det største læs, mens de bredeste skuldre bærer det mindste læs.