Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune, har skrevet et debatindlæg om at sikre ro om økonomien i kommunerne, så man ikke hopper fra budgetår til budgetår.

Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune, har skrevet et debatindlæg om at sikre ro om økonomien i kommunerne, så man ikke hopper fra budgetår til budgetår. - Foto: Kenneth Stjernegaard/Vejle Kommune

Debat

Borgmester: Kommuner har brug for langsigtede budgetstrategier

Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune, udfolder i dette debatindlæg, hvordan man i et langsigtet perspektiv kan have politisk fokus på den kommunale økonomi, så man undgår at hoppe fra budgetår til budgetår.

Udgivet: 12/11/2024

Del artiklen:

Af: Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune

Kommunal økonomistyring er kompleks. Skåret ind til benet bygger en robust kommunal økonomi på stram styring med klare og trygge rammer for decentrale ledere, langsigtet stabilitet, hvor udfordringer ikke vandrer mellem fagområder eller budgetår, og et strategisk mod til at træffe politiske beslutninger, der på den lange bane skaber vækst og udvikling.

Men kan det overhovedet lykkes at have en stabil og langsigtet planlægning i en tid, hvor udgifterne på flere områder kun er stigende? I Vejle Kommune strækker vi os for at skabe trygge og forudsigelige rammer.

I en tid, hvor kommunernes økonomi konstant er under pres fra både demografiske ændringer og stigende udgifter på de specialiserede områder, har vi som politikere ansvar for at sikre en langsigtet og robust budgetstrategi. Vi skal undgå kortsigtede løsninger og tænke længere end det enkelte budgetår.

Hverken borger eller medarbejdere er tjent med en "stop and go"-politik, hvor store udsving præger den økonomiske planlægning fra år til år og skaber unødig usikkerhed.

Fik du læst?

Fokus på effekt og værdi – der er fortsat et forbedringspotentiale

Efter finanskrisen og kommunesammenlægningerne har vi i Vejle Kommune arbejdet hårdt på at tilpasse vores økonomi. Vi er kommet hæderligt igennem. Med os tager vi en vigtig lektie: Stabil styring og økonomisk robusthed skal være fundamentet for vores politik. Vi kan ikke leve med gentagne sparerunder, der skaber uro i både organisationen og blandt borgerne.

En stabil og langsigtet styring kræver politisk snusfornuft og mådehold; at vi holder tungen lige i munden og sikrer, at vores beslutninger hviler på en langsigtet økonomisk strategi.

Det betyder blandt andet en politisk prioritering, hvor vi gemmer dele af råderummet i overslagsårene og nødigt lader underskud og udfordringer vandre mellem budgetår eller fagområder. Vi strækker os for hurtigst muligt at genoprette ubalancer, så vi undgår det fald i kvalitet for borgere og trivsel for medarbejdere, som ofte følger af vedvarende udfordringer med finansieringen.

Bred politisk opbakning

Aktuelt har vi fokus på at konsolidere økonomien på de store velfærdsområder. Over de seneste år er velfærdsområderne blevet tilført flere midler end nogensinde, og med det brede budgetforlig i september på tværs af byrådets partier, har vi sikret, at det også gælder de kommende år. Budgettet 2025-28 afspejler netop bred politisk opbakning til fortsat at prioritere kernevelfærden - at der er penge til at tage hånd om vores børn, ældre og sårbare borgere.

Fik du læst?

NB-Økonomi lancerer nyt debatpanel om kommuneøkonomi

Samtidig må vi erkende, at vi står over for store økonomiske udfordringer. Den demografiske udvikling med flere ældre og de stigende udgifter på de specialiserede områder har krævet, at vi rydder op i budgetterne og tager nogle svære, men nødvendige beslutninger. Vi har tilpasset budgetterne for at sikre os, at de ramte velfærdsområder får dækket hullet i kassen, så de har en reel mulighed for at gentænke og genstarte budgetlægningen i de kommende år.

Vi gør det ikke hovedløst, men med øje for, at vi samtidig investerer i initiativer, der hjælper os med at finde nye løsninger og samarbejdsformer. Vi har ikke brug for at gøre mere af det samme men at handle mere effektivt med en langt mere koordineret tilgang til opgaven på tværs af fagområder og forvaltningsgrene. Der skal sideløbende repareres og bygges nyt. Fordi fremtidens vækst, jobs og bosætning er vigtig for os på den lange bane

Det kræver disciplin og politisk mod af hele byrådet at sikre kloge investeringer med en ansvarlig og stabil styring, så der er midler til både drift og udvikling. Beslutningerne kan være svære og tunge og tillige upopulære, men gevinsten er ro og sikkerhed hos borgere og medarbejdere - på både den korte og lange bane.

Sidst opdateret: 12/11/2024 - 08:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]