
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) dropper lovforslaget om at fjerne kommunernes adgang til at selvbudgettere. Det er en markant indrømmelse til KL, der kraftigt protesterede mod en høringsfrist på bare tre hverdage. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regeringen dropper lov om afskaffelse af selvbudgettering
SVM-regering i stor kovending. Nu dropper de hastelov om afskaffelse af selvbudgettering i 2026. Loven skulle ellers fremsættes tirsdag og 1. behandles fredag.
Udgivet: 18/11/2024
Ny hastelov om afskaffelse af selvbudgettering fra 2026 bliver skrottet af regeringen. Det sker få dage før, at loven skulle 1. behandles i Folketinget.
Indenrigsminister Sophie Løhde (V) bekræfter i en pressemeddelelse, at regeringen dropper lovforslag om afskaffelse af selvbudgettering fra 2026, men fastholder forslaget om at give 16 kommuner mulighed for at skifte fra statsgaranti til selvbudgettering for 2024.
"Regeringen og KL har haft gode og konstruktive drøftelser og har aftalt, at muligheden for selvbudgettering opretholdes indtil videre. Regeringen og KL vil nu i fællesskab arbejde på en ændring af ordningen på den korte bane," hedder det i en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Stor sejr for KL
Det er en stor sejr for især vækstkommunerne, som via Kommunerens Landsforening (KL) har kæmpet for at bevare selvbudgettering, da de vil tabe store millionbeløb hvert år, hvis muligheden afskaffes.
KL's formand Martin Damm (V) vil dog ikke tale om en sejr, men siger:
"Vi har haft et rigtigt godt møde med regeringen. Nu gør vi det, som vi plejer, nemlig at sætte os sammen med regeringen og i fællesskab finde løsning på problemerne," siger Martin Damm til NB-Økonomi.
Ifølge pressemeddelelsen er målet at finde en løsning inden foråret 2025. Skulle det mod forventning ikke lykkes at finde en løsning, så har regeringen allerede nu meddelt, at den vil basere det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2026 på augustprognosen fra regeringen i stedet for som nu prognosen i Økonomisk Redegørelse fra maj. Samtidig vil det betyde, at økonomiforhandlingerne udskydes til august.
I både 2024 og 2025 er det netop store opskrivninger af den forventede skatteindtægt i kommunerne, som har gjort det oplagt for mange kommuner at selvbudgettere. Ved at basere statsgarantien på august-prognosen fjerner regeringen kommunernes mulighed for at få en næsten sikker gevinst alene på grund af ændringer i prognosen inden beslutningen om selvbudgettering.
Ulempen vil i givet fald være, at kommunerne først kender deres endelige budgetgrundlag sidst i august - bare halvanden måned før vedtagelsen af budgettet.
Liberal Alliances indenrigsordfører Carl Andersen har været den mest fremtrædende kritiker af regeringens lovforslag om afskaffelsen af selvbudgettering.
"Liberal Alliance er ekstremt positiv overfor regeringens beslutning. Men jeg er nysgerrig på, hvorfor regeringen valgte så rodet og forhastet en proces både for fremsættelsen og tilbagetrækningen af et forslag med så vidtgående konsekvenser for kommunerne," siger han til NB-Økonomi.
Læs hele pressemeddelelsen her
Regeringen og KL vil arbejde sammen om ændringer af selvbudgetteringsordningen
18-11-2024
Regeringen og KL har haft gode og konstruktive drøftelser og har aftalt, at muligheden for selvbudgettering opretholdes indtil videre. Regeringen og KL vil nu i fællesskab arbejde på en ændring af ordningen på den korte bane.
Der fremsættes ikke for nuværende et lovforslag om afskaffelse af selvbudgettering mv. I stedet skal der i god tid frem mod ØA26 opnås enighed mellem regeringen og KL om holdbare ændringer af selvbudgetteringsordningen, der understøtter, at ordningen primært skal være relevant for en mindre gruppe af vækstkommuner, og der samtidig sikrer større stabilitet for kommuner, der vælger det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.
Såfremt der ikke opnås enighed primo 2025, udskydes økonomiforhandlingerne til august med henblik på at lade august-skønnet for bl.a. det kommunale udskrivningsgrundlag udgøre grundlaget for ØA26, herunder fastsættelse af statsgarantien.
Der udarbejdes en løsning for de kommuner, der i 2024 og 2025 har valgt statsgaranti. Ligesom regeringen fortsat vil tildele Fanø Kommune et ø-tilskud som lille ø-kommune uden fast forbindelse.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
“Det er er vigtigt, at vi får skabt mere stabile og forudsigelige økonomiske rammer for alle kommuner, hvor statsgarantien igen skal være det sikre valg. Samtidig er vi i regeringen optaget, at der også er et godt alternativ for vækstkommunerne, som selvbudgetteringsordningen særligt har været tiltænkt. Det er en skal-opgave at få løst, som vi nu forpligter hinanden på. Jeg sætter derfor stor pris på, at regeringen og KL nu sætter os sammen og får fundet en løsning. Jeg vil samtidig tage ansvar for at hjælpe de kommuner, der valgte statsgarantien for 2024 og 2025.”
KLs formand Martin Damm siger:
“Vi er glade for, at regeringen er gået i dialog med os om at finde en ordning, som både tilgodeser de kommuner, som har god gavn af selvbudgettering, og de kommuner for hvem statsgarantien er helt nødvendig. Det er også godt, at vi fortsat finder en løsning for de 16 kommuner, der har valgt statsgarantien i 2024.”
KLs næstformand Thomas Gyldal Petersen siger:
“Det er godt for kommunestyret, at vi finder løsninger, som respekterer kommunernes frihedsgrader. Vi ser frem til konstruktivt samarbejde med regeringen om den fælles opgave.”
Tilføjelse: Tirsdag er tilføjet kommentar fra Carl Andersen (LA)
Sidst opdateret: 19/11/2024 - 12:31









































