Hvis kommunerne gerne ville have maksimal indflydelse på den reform af den kommunale udligning, som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) annoncerede onsdag den 18. september, så skulle de for længst være i fuld gang med påvirke det såkaldte kommissorium, der reelt vil sætte grænserne for, hvad der kan komme med i en reform.

Det er der ikke meget, som tyder på, at ret mange kommuner er, og derfor reduceres kommunernes indflydelse dag for dag, og allerede tidligt i det nye år, vil de have afskrevet en meget stor del af deres mulige indflydelse.

Sådan er processen

Der er en grundlæggende proces for udligningsreformer, som har været fulgt, siden det moderne systemet blev grundlagt efter kommunalreformen i 1970.

• Regeringen og Folketinget beder det såkaldte Finansieringsudvalg under Indenrigsministeriet om at analysere det eksisterende system med udgangspunkt i et såkaldt kommissorium. Det indeholder populært sagt en liste over de ting, som udvalget kan og skal analysere og dermed også reelt en afgrænsning af, hvad udvalget ikke skal se på.I forhold til den kommende reform, har Radikale, Liberal Alliance og Konservative ifølge et forlig om boligskattereformen fra 2017 et særligt krav på at blive taget med på råd - i hvert fald for den del, som omhandler indfasning af de nye ejendomsvurderinger. Dansk Folkeparti har meldt sig ud af forliget, og dermed afskrevet sig den indflydelse.Men derudover er det uklart, hvor meget oppositionspartierne, som var med i udligningsreformen i 2020 (SF, Radikale og Alternativet), har krav på i relation til kommissoriet mere bredt. Det skyldes en lidt mærkelig formulering om, at "forliget er aftalt, så enkelte partier ikke har vetoret", ligesom det direkte står, at en justering af forliget på grund af eks. opgaveflytninger ikke er omfattet af forliget.
• Når kommissoriet er fastlagt, så går Finansieringsudvalget i gang med at gennemføre analyser. Selvom kommunerne kan skrive til udvalget, så er det en relativt lukket proces, indtil udvalget formentligt i slutningen af 2026 offentliggør en betænkning, som typisk er på flere hundrede sider.
• I slutningen af Finansieringsudvalgets arbejde sker der en forandring. Når alle analyser er gennemført, så vil udvalget normalt gå i gang med at udarbejde tre-fem forskellige løsningsmodeller for de ændringer af systemet, som er beskrevet i kommissoriet. Her træder KL's repræsentant typisk ud, dels fordi den fælles kommunale organisation skal passe meget på at favorisere den ene kommune frem for den anden, dels fordi den siddende indenrigsminister typisk vil begynde at påvirke de enkelte forslag. Hvis man eksempelvis ser på udvalgets større seneste afrapportering i februar 2018, så er det tydeligt, at løsningsmodellerne ligger nogenlunde inden for skiven af de politiske ønsker, som daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance havde.
• Herefter kommer regeringen ofte med et udspil. Det kan enten være i form af en anbefaling af en bestemt af modellerne eller en tilpasning af en af modellerne. Forløbet forud for reformen i 2020 blevet meget speciel, fordi forhandlingerne om en reform i 2018 simpelthen brød sammen. Det skete primært på grund af intern uenighed i VLAK-regeringen, hvor især Venstre var utilfreds med, at reformudkastet fra LA-ministeren i så ringe grad tilgodeså land- og yderkommunerne.Derfor blev reformen i 2020 principielt baseret på analyserne fra 2018, men reelt blev det relativt meget politisk fritegning, som prægede processen.

Sådan blev nye krav fra partierne hældt ned ad brættet

Skribenten bag denne kommentar fulgte forhandlingsforløbet i 2018 og i særdeleshed i 2020 meget tæt. Forhandlere fra oppositionspartierne fortalte samstemmende, at hver gang de foreslog at se på noget, som ikke eksplicit var med i analysen fra Finansieringsudvalget, blev de hældt ned ad brættet af regeringens forhandlere - det vil sige finansminister Nicolai Wammen.

Og da Finansieringsudvalget altid er loyal over for kommissoriet, så var forhandlingerne i 2020 reelt styret af det kommissorium, der blev vedtaget 2. februar 2015 som led i en aftale mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Derfor falder kommunernes indflydelse dag for dag

Det er med andre ord afgørende, hvilket kommissorium regeringen og Folketinget bliver enige om. Formelt kan flertalsregeringen godt se stort på alle oppositionspartierne, men det vil nok ikke ske. Det skyldes både ønsket om et bredt flertal bag en kommende udligningsreform, men også det rent praktiske forhold, at det er usikkert, om de nuværende regeringspartier har flertal i hele perioden frem til, at reformen er vedtaget i foråret 2028.

I og med, at et kommissorium skal være færdigt, inden Folketinget går på sommerferie, må det forventes, at regeringen fremlægger et udkast til kommissorium kort efter påske 2025 - altså om bare seks måneder.

Hvis kommunerne skal have reel indflydelse, så skal de altså nå at påvirke og overbevise enten oppositionspartierne eller regeringen inden april.

Det ville ikke være noget problem, hvis det ikke var, fordi kommunalordførerne pt. har en meget begrænset viden om de mange tekniske detaljer, som hver flytter hundreder af millioner eller milliardbeløb mellem kommunerne i udligningssystemet.

Det er værd at bemærke, hvor de tre mest vidende politikere ved 2020-forhandlingerne er i dag. Den radikale ordfører Kathrine Olldag er ikke længere medlem af Folketinget, og de to øvrige Sophie Løhde (V) og Nicolai Wammen (S) er begge ministre.

Dermed kan kommunerne ikke forvente, at de med kort varsel kan påvirke oppositionens ordførere, simpelthen på grund af deres mangel på grundlæggende viden om det komplicerede udligningssystem. Det øger med andre ord kravet om at komme tidligt ind i processen, hvis kommunerne vil have indflydelse.

Flere ordførere er begyndt at røre på sig og indsamle viden, men der er så vidt vides ingen oppositionspartier, som seriøst har afsat akademiske ressourcer til at støtte deres ordfører. Det er især bemærkelsesværdigt, at Danmarks Demokraterne og Danske Folkeparti tilsyneladende ikke har oprustet på en sag, som passer perfekt ind i partiets store mærkesag om balancen mellem provinsen og København.

Derudover er det tankevækkende, at de Konservative ikke sætter emnet højere på deres interne dagsorden, da de anser sig selv for at være et større borgmesterparti. Her har de reelt en mulighed for at påvirke en fremtidig udligningsreform, da de er meget utilfredse med den nuværende.

Det er sigende, at det stadig er usikkert, om Folketingets Indenrigsudvalg overhovedet vil indkalde til en eller flere høringer for at forberede medlemmerne til de afgørende forhandlinger om kommissoriet.

Derfor er situationen lige nu, at kommunerne er i fuld gang med at afskrive en stor del af deres indflydelse på udligningsreformen, og selv hvis de vågner op, er spørgsmålet, om oppositionspartierne overhovedet er i stand til indgå i en substantiel debat med kommunerne.

Indflydelse gennem ministre fra Venstre og Socialdemokratiet

Dermed peger alt på, at den afgørende indflydelse vil gå igennem ministrene fra Venstre og Socialdemokratiet. Det burde umiddelbart sikre de mange Venstre- og socialdemokratisk ledede kommuner indflydelse. Men helt så enkelt er det ikke.

Socialdemokratiet har det store problem, at de som landets største borgmesterparti har mange borgmestre i tre af de fire store kommunegrupper med modsatrettede interesser; Yderkommuner, den fattigste halvdel af hovedstadskommunerne og de store universitetsbyer. Det eneste sted, Socialdemokratiet ikke har borgmesterinteresser, er i de rige nordsjællandske kommuner. Men i og med at de betalte gildet ved den seneste reform, er der ikke så meget at komme efter her.

Venstres borgmestre kommer mere entydigt fra provinskommunerne, og derfor vil partiet givetvis kæmpe for, at en række strukturelle fordele i udligningssystemet for de store universitetsbyer (læs København, Aarhus og Frederiksberg) og Vestegnskommunerne skal i fokus i kommissoriet. Men her vil Venstre være låst af hensynet til den socialdemokratiske regeringspartner.

Derfor kan det nemt ende med et meget begrænset kommissorium, som alene løser de afledte effekter af den ændrede opgavefordeling på især sundhedsområdet og naturligvis den forligsbelagte indfasning af de nye grundværdier i udligningssystemet.

Og så vil en mere grundlæggende reform af udligningssystemet være udskudt til midt i 2030'erne.