Af Klaus Kristiansen (LA), medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune

Regeringen har for nylig fremlagt forslag til ændringer i kommunernes selvbudgetteringsordning. Formålet med disse ændringer er ifølge regeringen at skabe større økonomisk stabilitet og forudsigelighed for både kommunerne og staten.

Men her ligger en grundlæggende fejlantagelse. Vi i kommunerne kender vores økonomi, men når staten anvender meget konservative økonomiske forudsigelser, opstår der problemer.

Siden jeg blev medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune, har jeg dykket ned i Indenrigsministeriets regneark for selvbudgettering. Min baggrund for dette blev skabt for mange år siden, da jeg var studentermedhjælp i KL og arbejdede med KMD’s indtægtsprognosemodel. Dette ansvar lærte mig at omsætte nye reguleringer og ændringer til udligningsordningen til EDB-sprog, som det hed dengang. Som cand. polit. skrev jeg også en stor opgave om den kommunale budgetlægning, hvilket banede vejen for en IT-karriere, indtil jeg igen blev involveret i kommunaløkonomien.

I Lejre Kommune har vi truffet de rigtige beslutninger om valg af selvbudgettering, blandt andet baseret på mine bidrag. Derfor har den samlede estimerede gevinst været 111 millioner kroner til Lejre gennem valg af selvbudgettering i 2022 og 2024 – og vi har selvfølgelig også valgt dette i 2025 budgettet.

Når vi vælger selvbudgettering, tager vi det fulde ansvar for økonomien og får stor lokalpolitisk relevans. Vi kender vores kommune bedre end Indenrigsministeriet, vi har fingeren på pulsen og agerer ansvarligt i det kommunale selvstyre. Det kommunale selvstyre er under pres, når staten lægger deres fejlberegninger over på kommunerne. Den forsinkelse, der er indbygget i udmøntningen af udligningsordningerne, gør, at vi som kommuner oplever virkeligheden, når den sker, og ikke som staten, hvis konservative skøn præger den statsgaranterede udligning. Vores udgifter og indtægter er virkelige, og ikke planøkonomiske, og vi kan selv styre den økonomiske budgettering lokalt.

Regeringen ønsker at reformere selvbudgetteringsordningen ved at:

• Indføre strammere regler for selvbudgettering: Dette kan indebære højere krav til kommunernes skøn og større konsekvenser ved afvigelser fra de faktiske tal.
• Begrænse muligheden for selvbudgettering: Overveje at reducere antallet af år, hvor kommunerne kan vælge selvbudgettering, eller helt afskaffe ordningen.
• Øge statens kontrol: Styrke statens overvågning af kommunernes budgetteringspraksis for at sikre mere præcise skøn og forhindre store afvigelser.

Især ønsket om at øge statens kontrol er centralt. Det overraskede staten i 2024, at de fleste kommuner valgte selvbudgettering, hvilket betød en yderligere, men retfærdig udgift på mere end 3 milliarder kroner. Staten må leve med konsekvensen af deres konservative skøn og ikke bare vælte deres fejlskøn tilbage på kommunerne. Det er ikke ordentlighed, når forhandlingerne er afsluttet, og staten trak det “konservative” og korteste strå.

De 16 kommuner, som føler sig snydt, har til dels ret. Derfor er det vel okay, at vi i det kommunale fællesskab stiller os solidarisk med dem og måske ikke hjemtager hele gevinsten fra 2024 med udbetaling i 2026 på alle 49 millioner for Lejre, men betaler lidt til de 16 kommuner. Det er cirka 6-7 millioner fra Lejre ud af de 49.

Diskussionen om, at det kun er vækstkommunerne, der har fordel af selvbudgettering, er kun rigtig, hvis den statsgaranterede ordning ikke har medtaget de kommunale og kendte udbygningsplaner og dermed estimeret et for lavt befolkningstal for 2025. Men der er en stor fordel ved at anvende selvbudgettering ved at “spille” mod den indbyggede forsinkelse, som ligger i statens skøn. Bare udrulningen af de seneste kendte lønstigninger giver gode odds for selvbudgettering i næsten alle kommuner, fordi disse ikke i tilstrækkelig grad indgår i den statsgaranterede udlignings pris- og lønskøn. Derfor er vores odds langt bedre end dem, du får i Blackjack, når du bruger Basic Strategy.

Netop det forhold, at udligningsordningen er et nulsumsspil, sætter store krav til den enkelte kommune, fordi ingen kommune kan stilles bedre, uden at en anden stilles dårligere. Konsekvensen af dette er, at der, siden jeg var studentermedhjælp for mange år siden, kun har været små justeringer i udligningsordningerne og ingen større reformer. Måske fordi, når diskussionen åbnes, så kippes hestene om truget (læs: kommunernes sammenhold sættes på prøve), og Christiansborg-politikerne stikker hånden ned i et politisk hvepsebo med mange politikkollegaer som borgmestre, som jo netop kendetegner udligningsordningen.

Men tiden er løbet langt forbi de åbenlyse skævheder, som ligger i udligningsordningen i dag. Derfor er det bydende nødvendigt, at ordningen reformeres med fokus på øget økonomisk selvstyre i kommuner og ikke mere statslig planøkonomisk styring, som øjensynligt rammer helt ved siden af skiven.

Regeringen har med meget kort varsel inviteret relevante interessenter, herunder Kommunernes Landsforening (KL), til dialog om de foreslåede ændringer for at sikre en bred forståelse og opbakning til reformerne. Men regeringen har jo den økonomiske overhånd, fordi de jo som her bare kan bede os i kommunerne om at rette ind. Og det selvom vi lokalt over hele landet er dem, der har fingeren på den økonomiske puls. Planøkonomi fra regeringen er ikke vejen frem. Så jeg kan kun sige til regeringen: Hold fingrene væk fra selvbudgettering, og sæt fokus på en gennemgribende reform af området.

Som kommunalpolitiker deltager jeg meget gerne som relevant interessent i en dialog om en mere tidssvarende og retfærdig ordning med syn for det kommunale selvstyre.