KL's formand Martin Damm afviser kritik fra to borgmestre, som i sidste uge kritiserede KL's formandskab for at favorisere vækstkommuner, som er egne hjemkommuner.

KL's formand Martin Damm afviser kritik fra to borgmestre, som i sidste uge kritiserede KL's formandskab for at favorisere vækstkommuner, som er egne hjemkommuner. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Damm svarer på kritik: KL har støttet akuthjælp til 16 kommuner med statsgaranti

KL's formand afviser kritik af KL i sag om lovindgreb mod selvbudgettering og nødhjælp til 16 ramte kommuner. Det bygger ifølge Martin Damm på misforståelser. Samtidig kritiserer han regeringen for at lovgive med unødigt hastværk.

Udgivet: 11/11/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

KL har over for regeringen støttet et krav om hjælp til 16 kommuner, som i 2024 stod til at tabe 850 millioner kroner, fordi de valgte statsgarantien og ikke som alle andre kommuner selvbudgetterede.

"Vi har på møder med ministre støttet ønsket fra de 16 kommuner om, at de skal have mulighed for at vælge om," siger Martin Damm, og påpeger, at det har KL gjort før med omvendt fortegn. I 2020, da COVID-19 skabte frygt for en alvorlig økonomisk nedtur støttede KL, at de selvbudgetterende kommuner fik lov til at komme over i statsgarantien.

KL's støtte til kravet kom først frem på et lukket partimøde i Venstre tirsdag, men Martin Damm mener, at det viser, at den kritik som borgmestre torsdag rettede mod KL er baseret på forkerte fakta.

Fik du læst?

To borgmestre retter hård kritik mod KL-bestyrelse for at favorisere vækstkommuner

Derudover afviser Martin Damm også, at han skulle have plejet sin egen hjemkommune, Kalundborgs, interesser, da han onsdag udtalte sig usædvanligt skarpt mod afskaffelsen af selvbudgettering fra 2026.

"Og så også kunne jeg [i kritikken fra de to borgmestre] se, at vi ligesom skulle være nogen, der levede på den grønne gren og vandt på selvbudgettering, det er faktisk ikke rigtigt. Der, hvor jeg selv kommer fra, taber vi faktisk på selvbudgettering."

Martin Damm udtrykker dog forståelse for, at tonen kan blive lidt skarp, når kommunerne er hårdt pressede økonomisk.

"Så kan der jo ryge en finke af panden," siger han.

KL har fire dage til at komme med høringssvar

Martin Damm fastholder, at KL's skarpe tone over for regeringens plan om at afskaffe selvbudgettering er helt berettiget.

"Det handler om, at kommunerne fortsat skal have lov at lægge budget ud fra faktiske forhold, og ikke på baggrund af fejlskøn eller skøn fra nogle statslige embedsmænd. Det er jo helt grundlæggende vilkår, at man kan det. Og selvbudgettering har altid været der, det var først relativt sent at man kunne få statsgaranti," siger han.

KL-formanden afviser, at KL har reageret for langsomt på de store skævheder i kølvandet på store fejlskøn over udviklingen i de kommunale beskatningsgrundlag og dermed går vækstkommunernes ærinde, når den bastant afviser regeringen plan om at fjerne muligheden for selvbudgettering.

Det gælder også kritikken fra Holger Schou Rasmussen af, at KL ikke proaktivt er kommet med et forslag til ændring af selvbudgetteringen, som kunne forhindre de stigende økonomiske skævheder mellem kommuner.

"Det er jo svært at sige, hvordan kan man indrette et system, der bliver påvirket af, at staten skyder skævt [i prognoserne for udviklingen i de kommunale udskrivningsgrundlag]. Vi mener jo, at løsningen ligger derovre, hvor man skyder skævt. Systemet med selvbudgettering og statsgaranti har virket i 30 år. Problemerne er jo opstået fordi, man lige pludselig skyder voldsomt skævt," siger han.

KL er sjældent blevet tromlet så voldsomt

Martin Damm anerkender, at det er regeringen og Folketingets ret i sidste ende at gøre det, de vil.

"Men jeg har da ikke været ude fra før, at de bare lige kører ind over og uden foregående drøftelse," siger han og peger samtidig på, at KL allerede på mandag - altså fem dage efter offentliggørelsen skal aflevere høringssvar.

"Det er et selvkonstrueret hastværk. Man kunne bare lave hastelovgivning i forhold til de 16 kommuner og så vente med en eventuel ændring af selvbudgetteringen. Det får jo først betydning for 2026," siger han.

Sidst opdateret: 11/11/2024 - 09:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]