
Væksten i den statslige administration fortsætter. - Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Væksten i den statslige administration fortsætter
Det er lykkedes at bremse væksten i statslige arbejdspladser - for alt andet end statslig administration. I tredje kvartal 2024 var der 4.300 flere statsligt ansatte i forhold til første kvartal 2023, hvilket svarer til stigningen i de store administrative personalegrupper.
Udgivet: 04/11/2024
Væksten i antal statsligt ansatte er gået stort set i stå. Fra andet til tredje kvartal 2024 blev der ansat 100 flere i staten. Men det ser ikke ud til at være den statslige administration, der er holdt op med at vokse, men alle de øvrige personalegrupper.
Det viser et simpelt regnestykke, NB-Økonomi har foretaget på baggrund af Lønoverblik, som er et statistikværktøj for løn og ansættelser, udviklet i fællesskab mellem aftaleparterne i staten.
Regeringen er i forbindelse med finanslovsforslaget kommet med et oplæg til at skære 1.000 årsværk i den statslige administration, og oplægget er blevet kritiseret for at gå efter arbejdspladser et stykke væk fra Slotsholmen. Og tallene tyder altså også på, at det er nemmere at begrænse væksten andre steder end blandt de administrative personalegrupper.
4.400 flere i statslig admnistration
I forhold til SVM-regeringens start i begyndelsen af 2023 er der blevet ansat 4.300 flere i staten (årsværk), og det svarer omtrent til væksten i de store administrative personalegrupper som jurister, økonomer, chefer og kontorfunktionærer, som ifølge NB-Økonomis opgørelse er steget med knap 4.400. Det vil sige, at antal ansatte i de øvrige personalegrupper, som er alt fra maskinmestre til præster, har været stort set uændret over hele perioden.
I NB-Økonomis afgrænsning udgør de store administrative personalegrupper omkring halvdelen af alle statsligt ansatte. Andre store personalegrupper i staten, ud over de administrative, er lærere, politifolk og ansatte i forsvaret.
Sidst opdateret: 04/11/2024 - 13:04
Temaer: Bureaukrati










































