
Inflationen tegner til at blive lavere end forudsat ved midtvejsreguleringen af kommunernes økonomi i 2024. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Udsigt til ny inflationsgevinst i 2024
Igen i 2024 er der udsigt til, at kommunerne får et varigt ekstra råderum som følge af lavere prisudvikling end forudsat ved midtvejsreguleringen.
Udgivet: 28/10/2024
Kommunerne kan se frem til, at det igen i år kan blive lidt nemmere at få driftsbudgetterne til at strække, end det var forventningen ved budgetlægningen. Det hænger sammen med, at priserne efter alt at dømme stiger langsommere, end prognosen sagde ved midtvejsreguleringen.
I Økonomisk Redegørelse fra maj var prognosen for inflationen på 2,1 procent, og det var grundlaget for midtvejsreguleringen af kommunernes økonomi i 2024. I august blev prognosen nedjusteret til 1,8 procent, og de efterfølgende måneder har prisudviklingen været afdæmpet og peger i retning af en endnu lavere inflation i 2024.
Hvis inflationen skulle blive for eksempel 1,6 procent og altså et halvt procentpoint lavere, end kommunernes økonomi er reguleret i forhold til, vil det frigøre et varigt ekstra råderum på 300-350 mio. kr. Det viser en simpel beregning, som NB-Økonomi har foretaget med udgangspunkt i tidligere beregninger fra KL. KL's beregeninger viser, at ét procentpoints afvigelse på forbrugerpriserne svarer til cirka 6-700 mio. kr.
Den endelige og præcise effekt på kommunernes økonomi afhænger af den "kurv af varer", der ligger i kommunernes indløb, og som afviger fra forbrugerprisindeksets sammensætning.
I grafen herunder kan du se prisudviklingen i 2023 og de måneder af 2024, der indtil videre ligger tal for. Som det ses, er priserne de seneste måneder faldet i forhold til et toppunkt i juli måned.
Artiklen fortsætter under grafen.
Varigt råderum
Pl-reguleringen af kommunernes serviceramme sker kun én gang i budgetåret ved midtvejsreguleringen og bliver ikke efterreguleret, når den endelige prisstigning kan beregnes. Det betyder, at kommunerne beholder en eventuel gevinst, ligesom de selv har skullet håndtere et tab, som det skete i 2022, hvor budgetterne blev udhulet med i omegnen af 1,9 mia. kr.
En eventuel gevinst i 2024 kommer oveni gevinsten fra 2023 på 6-700 mio. kr.
Sidst opdateret: 29/10/2024 - 08:48









































