30 ud af 37 kommuner mangler finansiering til at øge driften i 2025

Det er hverken serviceramme eller aktuel lav likviditet, der er årsag til, at kommunerne ikke øger driften markant i 2025. Det skyldes primært manglende finansiering, fremgår af det spørgerunde blandt landets borgmestre.

Udgivet: 28/10/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Hele 30 ud af 37 borgmestre svarer i en ny spørgerunde foretaget af NB-Kommune, at manglende finansiering er den primære begrænsning i forhold til at øge driftsudgifterne yderligere i kommunerne.

"Vi er kronisk underfinansierede," svarer Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) eksempelvis.

Også i kommuner, der ellers har en robust økonomi sammenlignet med Langeland, er det svært at finde finansiering til at investere markant i velfærden, som økonomiaftalen for 2025 ellers skulle sikre.

"Kan ikke finansiere yderligere. Også i tvivl om vi kan finde medarbejderne," svarer Johannes Lundsfryd (S), der er borgmester i Middelfart Kommune.

Svarene er bemærkelsesværdige, fordi de er faldet, efter regeringen gav kommunerne en finansieringshåndsrækning oven på økonomiaftalen for 2025, hvor aftaleparterne havde reduceret balancetilskuddet med op mod 3,2 mia. kr. Det skabte store finansieringsudfordringer for kommunerne, hvorfor regeringen efterfølgende valgte at tilføre kommunerne 1,8 mia. kr. i ekstraordinært finansieringstilskud.

Forskellen, som handlede om selvbudgettering for tidligere år, har kommunerne selv dækket. Det kan være en del af forklaringen på den udfordring, som mange kommuner står med. Et finansieringsproblem, der kan vokse yderligere de kommende år, hvor eventuelle selvbudgetteringsgevinster skal dækkes af meget færre kommuner.

Der er 37 borgmestre, der har svaret på spørgerunden. Dem, der ikke har svaret "manglende finansiering" på spørgsmålet om den primære begrænsning for at øge driftsudgifterne har svaret følgende:

Fire har svaret "serviceramme", to har svaret "lav likviditet" og én har svaret "ved ikke eller ønsker ikke at svare". Se fordelingen i procent nedenfor. Vær opmærksom på, at svarene ikke nødvendigvis er repræsentative for alle 98 kommuner, hvis for eksempel kommuner, der ikke har finansieringsudfordringer, i mindre omfang har svaret.

Sidst opdateret: 30/10/2024 - 10:59

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]