
Jesper Würtzen glæder sig over, at 24 ud af 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer er med i budgetaftalen, som han kalder den bedste siden 2007. "Vi investerer massivt i velfærden for både ældre og børn samt i natur, klima og vedligeholdelse af veje og bygninger," siger han. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Budget25
Kommune hæver varigt servicerammen med 95 mio. kroner
Ballerup går 95 mio. kr. over den teknisk udmeldte serviceramme i budget 2025. Dermed sætter kommunen sig varigt på 20-25 procent af den del af servicerammen på 400-500 mio. kr., som kommunerne har stået til at gå under med til næste år.
Udgivet: 07/10/2024
Kommunerne har samlet set svært ved at lægge budgetter, der udnytter hele servicerammen for 2025, og KL har meldt ud til et borgmestermøde, at kommunerne samlet set vil gå 400-500 mio. kr. under servicerammen.
I Ballerup Kommune har man set sit snit til at udnytte den mulighed. Politikerne i kommunen har besluttet at gå hele 95 mio. kr. over deres teknisk udmeldte serviceramme i budgettet til næste år, skriver NB-Kommune.
"Velfærden styrkes massivt", lyder det i Ballerup Kommunes nyhed, hvor et flertal på 24 ud af 25 medlemmer har besluttet at skrue kraftigt op for servicen i 2025.
Det betyder i praksis, at kommunen varigt har sikret sig en højere teknisk serviceramme. Ballerup kommune kan derfor se frem til i 2026 og frem at få 95 mio. kr. mere på servicerammen, end de hidtil har været vant til. Det svarer til over 1.800 kr. mere pr. borger til service i kommunen.
Med mindre mange kommuner har lavet samme manøvre, så skaber det ikke noget kollektivt problem for kommunerne, fordi kommunerne under ét havde svært ved at nå op på den udmeldte serviceramme. Udfordringen for kommunerne er primært, at anlægsrammen ser ud til at blive overskredet med 800-900 mio. kr. Men her har politikerne i Ballerup Kommune slået to fluer med et smæk.
Budgetaftalen fra Ballerup viser nemlig, at politikerne har flyttet en række poster fra anlæg til drift, hvilket bidrager til, at den tekniske anlægsramme i kommunen netop overholdes.
Driftsudvidelserne er omfattende og strækker sig over fem A4-sider.
Artikel fortsætter under faktaboks.
Udpluk fra Ballerup Kommunes budget
Ældreområdet løftes med ca. 35 mio. kr. (blandt andet med 6-11 mio. kr. om året til velfærdsteknologi), børne- og ungeområdet med ca. 24 mio. kr. og klimaet med ca. 12 mio. kr. samt store beløb til vedligeholdelse og renoveringer af byrum.
Ballerup er ligesom mange andre kommuner i gang med at lave en omstilling af specialskolerne, og bl.a. afsættes der i aftalen ni millioner kroner årligt til at inkludere flere børn i folkeskolens almenklasser.
På bibliotekerne fjernes gebyrerne for manglende afleveringer, hvilket koster knap 600.000 kroner om året, og generelt skyder byrådet mange penge i kultur- og fritidslivet: 14 mio. kr. om året.
Partierne ønsker desuden at bygge nye idrætsfaciliteter for 250 mio. kr., hvilket skal udføres ved offentlig-privat partnerskab.
"Bundsolid økonomi"
Ballerup Kommune har de seneste par år oplevet vækst, hvilket gør, at de nu kan investere massivt i velfærden.
"Vi har skabt en bundsolid økonomi på grund af den byudvikling og befolkningsvækst, vi har oplevet. Det giver os mulighed for at lave den bedste aftale siden kommunalreformen i 2007," siger Jesper Würtzen (S) til NB-Kommune, der altså står i spidsen for en af de kommuner, der for alvor kan udnytte årets økonomiaftale.
Selvom der kan være store udsving, skal man være opmærksom på, at stigende selskabsskatter også får stor betydning for Ballerups finansieringsmuligheder i 2025, da kommunen er én af dem, der scorer allermest på netop selskabsskatten.
Undgår ikke besparelser
Der skal dog også spares en smule i kommunen. En af de få besparelser er to millioner kroner på central administration. Det modsvares af, at Ballerup-politikerne prioriterer rekruttering og fastholdelse med tre mio. kr. ekstra i 2025 og yderligere to mio. kr. ekstra om året fra og med 2026. Dertil kommer, at kommunen afsætter 2,5 mio. kr. om året til julegaver til medarbejderne.
Ballerup Kommune opererer i den økonomiske politik med et årligt omprioriteringsbidrag på omkring én pct. af servicerammen. Kommunen har derfor udarbejdet effektiviseringsforslag i budget 2025.
"Det er ikke alle forslag, der er med i det endelige budget, men Økonomiudvalget har konkret forholdt sig til alle forslagene, om hvorvidt de skal med eller ej," skriver kommunens pressetjeneste til NB-Kommune.
Budgetaftalen laves på bagkant af flere år med et større mindreforbrug i det endelig regnskab, end forvaltningen forventede i løbet af året. Denne usikkerhed i økonomistyringen ønsker kommunalbestyrelsen at adressere.
"Budgetparterne er derfor enige om, at der skal udarbejdes en analyse af årsagerne til de store forskelle mellem resultatet i regnskabet og de løbende vurderinger i budgetopfølgningerne. Analysen skal bl.a. undersøge, om der sker en generel over- eller underbudgettering af nogle områder, og kan komme med forslag til eventuelle forbedringer," lyder det i aftalen.
Alle kommunalbestyrelsens partier fra Enhedslisten til Nye Borgerlige er med i aftalen, som kun løsgænger Kate Svarrer står udenfor.
Sidst opdateret: 07/10/2024 - 09:35









































