
Novo Nordisk og medicinalindustrien står for den store vækst i BNP'en i andet kvartal. Men samme industri er med til at gøre økonomien mere ustabil fra kvartal til kvartal. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
BNP stiger i andet kvartal - men økonomien svinger
I andet kvartal 2024 stiger BNP med 1,1 procent. Det skyldes især medicinalindustrien, som får økonomien til at svinge en del fra kvartal til kvartal og gør det svært for økonomer at lave præcise prognoser.
Udgivet: 07/10/2024
Bruttonationalproduktet (BNP) stiger med hele 1,1 procent i andet kvartal 2024. Det sker efter, at første kvartal havde et fald i BNP på 0,8 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik (DST).
Det er især medicinalbranchen, der er årsag til de store udsving i økonomien fra kvartal til kvartal. Det har de seneste år gjort det svært for økonomer at komme med mere præcise prognoser.
For en måned siden sagde Helge J. Pedersen, der er cheføkonom hos Nordea eksempelvis til NB-Økonomi:
"Det er blevet sværere at lave prognoser fra dansk økonomi i al almindelighed som følge af medicinalindustriens stigende betydning. Den tegner sig efterhånden for en rigtig stor del af den samlede bruttoværditilvækst i Danmark og har haft en meget stor indflydelse på den økonomiske vækst over de seneste par år," sagde Helge J. Pedersen.
Ifølge DST, har det også været gældende for dette kvartal.
"Det er især industrien, der bidrager til stigningen i BNP, og særligt medicinalindustrien, mens handel, transport og erhvervsservice havde en negativ indvirkning på væksten," skriver DST.
Sidst opdateret: 07/10/2024 - 09:29









































