Kristina Koch Sloth er kommunaldirektør i Vordingborg Kommune, hvor man arbejder på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Kristina Koch Sloth er kommunaldirektør i Vordingborg Kommune, hvor man arbejder på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. - Foto: Vordingborg Kommune

Debat

International arbejdskraft er en fælles udfordring

Det er ikke kun den højt specialiserede internationale arbejdskraft, der er brug for, hvis kommunerne skal med på den grønne omstilling. Det skriver kommunaldirektør i dette debatindlæg.

Udgivet: 26/09/2024

Del artiklen:

Af Kristina Koch Sloth, kommunaldirektør i Vordingborg Kommune

I Vordingborg Kommune har vi sammen med vores lokale erhvervsliv en fælles ambition om at indtage positionen som ”Østdanmarks kraftcenter for grøn energi”. 

Indsatsen har allerede skabt nye grønne arbejdspladser og har tiltrukket nye grønne virksomheder til kommunen, og der er potentiale for mange flere. Men det forudsætter, at vi kan tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft. 

Lige nu har vi kontakt til ti virksomheder, som overvejer at flytte til Vordingborg Kommune. Hvis blot tre af de virksomheder gør alvor af overvejelserne, så mangler vi 300 kvalificerede medarbejdere. 

Fik du læst?

NB-Økonomi lancerer nyt debatpanel om kommuneøkonomi

Udfordringen rækker ud over Vordingborg Kommune og den grønne omstilling. I KL’s udspil til ”International arbejdskraft” kan man læse, at mere end 200.000 job er blevet slået op på ét år uden at kunne besættes. Samtidig viser tal fra Finansministeriet, at der alene i den offentlige sektor forventes en øget efterspørgsel på 36.000 jobs i 2030.

Derudover vil der være et ekstra arbejdskraftsbehov på 40.000 i det private og til den grønne omstilling. Den nuværende danske arbejdsstyrke kan ikke følge med. Manglen på hoveder og hænder vil stige støt henimod 2030.

Relevant international arbejdskraft

Med den stigende arbejdskraftsmangel giver det mening at rette blikket mod relevant arbejdskraft internationalt. Når vi taler om international arbejdskraft, så kan vi komme til at glemme, hvilke professioner det drejer sig om. Vi har i bund og grund brug for både højt uddannet arbejdskraft, lavt uddannet arbejdskraft og arbejdskraft med håndværker- og professionsuddannelser. Faktisk er det især det sidste, der særligt presser sig på hos os.

I Vordingborg Kommune har vi taget de første initiativer til at hjælpe vores virksomheder med at blive bedre til at rekruttere internationale medarbejdere og integrere dem i virksomheden. Det har vi blandt andet gjort gennem vores erhvervsselskab Business Vordingborg, som har fået en af vores lokale virksomheder med i det nationale pilotprojekt ”Kompetencer til et grønt Danmark”.

Her får virksomhederne mulighed for at prøve kræfter med international rekruttering. Resultaterne af dette pilotprojekt skal fremover hjælpe andre virksomheder med at nedbryde de lokale barrierer, som forhindrer dem i at rekruttere international arbejdskraft. 

Fik du læst?

Råderumsugen 2024: Kommunerne sætter det lange lys på i budgetprocessen

Mange udfordringer ved rekruttering

Der er mange spørgsmål og udfordringer for de virksomheder, som ikke tidligere har rekrutteret udenlandsk arbejdskraft. Det gælder alt fra for eksempel skatteforhold, arbejdstilladelser, sprogbarrierer, kulturforskelle mv. Virksomheder, kommuner og erhvervsselskaber må gå sammen og udvikle fælles viden og løsninger på tværs af kommunegrænserne.

I Region Sjælland gør vi det blandt andet gennem ”ArbejdskraftAlliancen”, som er et samarbejde mellem ni kommuner i Region Sjælland med det formål at bistå erhvervsvirksomheder med at søge kvalificerede medarbejdere i udlandet og få styr på alt det praktiske omkring opholdstilladelser, tildeling af CPR-numre, sygesikringskort, bankkonto mv.

Der er også mange andre redskaber i værktøjskassen, når vi som kommune skal hjælpe med at skaffe international arbejdskraft. Det kan være alt fra oprettelse af bosætningskonsulenter, etablering af internationale skoler, tilflytterservice, virksomhedsnetværk, job-til-partnerpakker, velkomstambassadører mv. 

De første initiativer er taget, men det er kun starten. I de kommende år vil kommunerne i stigende grad komme til at have fokus på international arbejdskraft – og ikke mindst hvilke typer af international arbejdskraft vi har brug for. Rejsen er kun lige begyndt, og destinationen skal nås i et tæt samarbejde mellem kommuner og erhvervsliv. 

Sidst opdateret: 03/10/2024 - 08:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]