Borgmestrene i Hedensted Ole Vind (V), t.v. og i Favrskov Lars Storgaard (K) vil have tempo på analysen af udligningsystemet. Indenrigsminister Sophie Løhde (V) skal ikke vente et helt år med at sætte analysen i gang.

Borgmestrene i Hedensted Ole Vind (V), t.v. og i Favrskov Lars Storgaard (K) vil have tempo på analysen af udligningsystemet. Indenrigsminister Sophie Løhde (V) skal ikke vente et helt år med at sætte analysen i gang. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Borgmestre: Analyse af udligning skal igangsættes hurtigere

Der skal ikke gå et helt år, før en analyse af udligningssystemet igangsættes af indenrigsminister Sophie Løhde (V). Det siger flere borgmestre til NB-Økonomi.

Udgivet: 24/09/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

En analyse af udligningssystemet haster, og den tager lang tid at lave, hvis den skal være grundig. Derfor skal der ikke gå et helt år, før en analyse igangsættes.

Det understreger flere borgmestre overfor NB-Økonomi.

I udspillet til en ny sundhedsreform, står der, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil igangsætte et arbejde under Finansieringsudvalget i ministeriet, som skal se på forbedringer af udligningssystemet. "Kommissorium for Finansieringsudvalget vil foreligge medio 2025 med henblik på afrapportering senest ultimo 2027," står der. Men det er for sent, siger borgmestrene. Indenrigsminister Sophie Løhde (V) skal ikke vente et helt år med starte på analysen, lyder kritikken.

"Det kan vi ikke vente på. Hvis vi skal have en analyse, så skal de sætte gang i det arbejde nu. Det duer jo ikke, at de venter med at sætte det i gang om et år eller halvandet. Hvis regeringen mener og vil noget med det, de siger, så skal de jo sætte det i gang," siger Lars Storgaard (K), der er borgmester i Favrskov Kommune.

Det er han ikke den eneste borgmester, der mener. Problemet er, at hvis analysen først sættes i gang om et år, så vil afrapporteringen også først ske hen mod slutningen af 2027. Dermed kommer man alt andet lige også tidligst i gang med en ny udligningsreform i løbet af 2028.

"Der er simpelthen nødt til at være mere fart på det her end 2027 og 2028, det er vi nødt til at forvente af regeringen," siger Venstre-borgmesteren Ole Vind fra Hedensted Kommune.  

"2028 er ganske enkelt for sent, det er der en hel række kommuner, der simpelthen ikke kan holde til. Det er nødt til at være en anden tidsplan."

Vigtigt med grundighed

Selvom borgmestrene er kritiske overfor, hvor lang tid der går, før analysen sættes i gang, så er de mere forstående overfor, at det kan lang tid at lave selve analysen. Her er det vigtigt, den kommer til bunds i de skævheder, som mange kommuner oplever, de rammes af.

"Det er rigtig rigtig vigtigt, at man gør sig umage med at få det belyst ordentligt, så man har et godt grundlag til at vurdere og konkludere. Så jeg har ikke brug for en forceret proces, som ender ud i noget makværk," siger Rebilds borgmester Jesper Greth (V).

De tre borgmestre fra Favrskov, Hedensted og Rebild kommuner har sammen med borgmesteren i Holstebro været primus motor bag en analyse af udligningssystemet. Det arbejde satte de allerede i gang for omkring et år siden, og i februar 2024 lykkedes dem at få både et foretræde i Indenrigsudvalget og en offentlig høring om udligning med henblik på at få lavet en analyse. Med den nye sundhedsreform har SVM-regeringen givet sig og vil sætte den ønskede analyse i gang.

Fik du læst?

Fire borgmestre har fået Christiansborg til at holde åben høring om kommuneøkonomien

I Holstebro har borgmesteren dog lidt mindre travlt med, om analysen sættes i gang i 2024 eller i 2025, så længe den bliver grundig.

"Hvis de vil lave den rigtige analyse, så må det tage den tid, det tager. Det tror jeg generelt godt, at kommunerne vil vente på," siger H.C. Østerby (S) fra Holstebro.

Sidst opdateret: 24/09/2024 - 13:13

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]