"Overskridelsen svækker troværdigheden om de aftalte anlægsrammer," sagde finansministeren til kommunerne oven på en overskridelse af anlægsrammen på 1,7 mia. kr. i 2023. Foreløbige tal viser en overskridelse på fem mia. kr. i 2024.

"Overskridelsen svækker troværdigheden om de aftalte anlægsrammer," sagde finansministeren til kommunerne oven på en overskridelse af anlægsrammen på 1,7 mia. kr. i 2023. Foreløbige tal viser en overskridelse på fem mia. kr. i 2024. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Borgmestermøde: Anlægsrammen overskrides voldsomt i 2024 og 2025

Anlægsrammen ser foreløbigt ud til at overskrides med fem mia. kr. i 2024 og to mia. kr. i 2025. Det kom frem på et borgmestermøde i KL onsdag. Til gengæld går servicerammen under med ca. én mia. begge år.

Udgivet: 05/09/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Borgmestrene står overfor endnu en løftet pegefinger fra finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V), hvis de ikke får styr på anlægsrammen, inden året er omme.

Til borgmestermødet (B98) hos KL onsdag kom det nemlig frem, at kommunerne har indberettet foreløbige anlægstal for 2024, der overskrider rammen med hele fem mia. kr. Det fortæller flere borgmestre til NB-Økonomi efter mødet.

I april udløste det hårde ord fra Wammen, at kommunerne igen ikke kunne holde sig inden for anlægsrammen.

"Jeg ser med alvor på, at kommunerne igen overskrider de budgetterede rammer for anlæg. Overskridelsen svækker troværdigheden om de aftalte anlægsrammer," udtalte finansministeren i en pressemeddelelse, der kommenterede på kommunernes regnskaber for 2023.

Kommunerne har siden 2007 overskredet anlægsrammen hvert år med undtagelse af 2009, 2012, 2019 og 2021, ifølge Finansministeriets erfaringer fra budgetloven og en gennemgang af regnskaberne fra 2021-2023. På regnskabssiden er det kun overskridelse af servicerammen, der udløser sanktioner.

Det blev indført i 2011 og fik den øjeblikkelige virkning, at kommunerne ikke overskred servicerammen længere. Derfor kan kommunerne risikere, at der på et tidspunkt også kommer sanktioner på anlægsregnskabet.

Flere borgmestre fortæller til NB-Økonomi, at de mener, at nu må kommunerne stå sammen og komme ned i anlæg, men at det godt nok bliver noget af en opgave at nedbringe med fem milliarder kroner. De oplyser dog, at beløbet på de fem mia. kr. kan være kunstigt højt, fordi mange kommunerne kan have ladet overførsler og udskydelser af anlægsprojekter fra tidligere år rulle automatisk med i den foreløbige opgørelse. Det vil sige uden at tage aktivt stilling til anlæg og udskyde eller aflyse projekter til kommende år.

(Artikel fortsætter længere nede)

Anlæg i 2025 kan blive mere end to milliarder for højt

Selvom kommunerne nok skal få nedjusteret anlæg, så de ikke overskrider budgettet for 2025 med to milliarder kroner, så kan regnskaberne for 2025 godt ende med en overskridelse alligevel.

Det skyldes helt lavpraktisk, at flere borgmestre ikke tør at bruge regeringens finansieringstilskud til drift på servicerammen, fordi det er et engangsbeløb. I stedet forventer flere, at kommunerne vil bruge dem på engangsudgifter som anlæg, lyder det fra flere borgmestre.

Både i 2024 og 2025 ser det ud til, at kommunerne går omkring en milliard kroner under på service. Selv hvis man teknisk set i budget og regnskab derfor kan flytte lidt fra anlæg over på service, ser det stadigvæk ud til, at kommunerne i regnskabet for begge år vil overskride anlægsrammen.

Med tanke på historikken ser det derfor ud til, at kommunerne har en strukturel udfordring med at overholde anlægsrammen.

Regeringen har dog et forklaringsproblem, når de løser strukturelle problemer med engangsmidler som det nye ekstraordinære finansieringstilskud, fordi kommunalpolitikere ikke kan være sikre på, at pengene til velfærd er varige. Det bliver svært at indfri løfterne om mere velfærd, når enhver økonomichef eller borgmester ikke vil administrere kommunernes økonomi uansvarligt ud fra engangsbeløb og diverse hovsaløsninger, som man har set de seneste år, når der skal lappes på udligningssystemet.

Finansieringstilskud redder KL

Der var ikke det store drama ved borgmestermødet hos KL. Det skyldes dog nok, at regeringen i sidste øjeblik var kommet med en redningsplanke i form af finansieringstilskuddet og kompensation for tab på grundskyld. Ellers havde der været rabaldermøde, understreger flere borgmestre over for NB-Økonomi.

Dermed reddes KL på målstregen, og mødet blev afholdt i god ro og orden, uden store protester.

Ud over anlæg og service var mulige skattesanktioner også oppe at vende. Her var det foreløbige tal, at kommuner med ønsket om at hæve skatten, overstiger med 40 mio. kr. mere end kommuner, der ønskede at sænke skatten. Det beløb er til at overkomme, men der tilføjes, at den ikke er hjemme endnu, fordi flere andre kommuner muligvis ønsker at hæve skatten.

Den ulige fordelte selskabsbeskatning var også oppe at vende på mødet. Det er uholdbart på den lange bane, hvis enkelte kommuner kan høste store selskabsskattegevinster fra eksempelvis energiselskaber og Novo Nordisk, hvor alle andre kommuner skal betale for den fest.

Sidst opdateret: 05/09/2024 - 11:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]