
Både Ole Vind (V), t.v. borgmester i Hedensted Kommune og Ole Vive (V), borgmester i Faxe Kommune regner ikke med, at finansieringstilskuddet bliver anvendt til serviceløft. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Borgmestre: Finansieringstilskuddet går til kassen og anlæg
Selvom flere kommuner med lavvande i pengekassen kan se frem til ekstra finansiering i 2025, så betyder det ikke automatisk et løft i serviceudgifterne, fortæller to borgmestre til NB-Økonomi.
Udgivet: 05/09/2024
På trods af udmeldinger om den bedste økonomiaftale nogensinde og bemærkninger om sporskifte i dansk kommunaløkonomi vil flere af de mange penge ikke nødvendigvis finde vej til servicebudgetterne i 2025.
Det gælder også det ekstra finansieringstilskud, som regeringen netop har tilbageført til kommunerne. Det forklarer flere borgmestre til NB-Økonomi.
"Vi får ca. 13 millioner fra det tilskud. Men det er kun i 2025. Det er et engangsbeløb, og vi ved ikke, hvad der skal ske i de efterfølgende år," siger borgmester Ole Vind (V) fra Hedensted Kommune.
Selvom likviditeten i langt de fleste kommuner er stigende, vil flere kommuner ikke have den nødvendige finansiering til at udnytte servicerammen næste år. Heller ikke selvom regeringen har stablet et ekstraordinært finansieringstilskud på benene, som finansminister Nicolai Wammen (S) kunne offentliggøre fredag i sidste uge.
I stedet vil tilskud og engangsbeløb sandsynligvis finde vej over i kommunernes kassebeholdninger og anlægsbudgetter for 2025.
På borgmestermødet onsdag lød der også meldinger om, at kommunerne generelt ikke kommer til at udfylde deres serviceramme, men derimod vil få sværere ved at holde sig inden for anlægsrammen. Det kan du læse mere om her:
"Vi skal investere os ud af fattigdom"
Hedensted Kommune er en af de kommuner, hvor likviditeten ellers har udviklet sig positivt i andet kvartal af 2024. Men ifølge borgmester Ole Vind (V) er det ikke et udtryk for en generel bedring i kommunens finansiering:
"Lige nu er vores likviditet lige under de 3.000 pr. indbygger, og det er bevidst. Det er en smule over vores mål, men vi vidste godt, der skulle lægges lidt ekstra i kassen, da vores prognoser viser et fald senere på året. Og det fald skyldes en anlægsudgift," siger borgmesteren og tilføjer, at der stadig for meget økonomisk usikkerhed i horisonten.
Hedensted Kommune søgte om 60 mio. kr. fra særtilskudspuljen til mest vanskeligt stillede kommuner og ligeledes 60 mio. kr. fra den ordinære lånepulje til anlægsudgifter. Ingen af delene fik kommunen dog del i.
Situationen taget i betragtning mener Hedensteds borgmester også, at der kun er én rigtig ting at gøre med de penge, som kommunen fik fra finansieringstilskuddet: "De skal i kassen, og de skal bruges på anlæg. Vi er nødt til at investere os ud af fattigdom på den lange bane."
Ingen servicefest trods særtilskud
I Faxe Kommune er kassen også i bedring, men her er det et mere midlertidigt fænomen.
Kommunen modtager 20 mio. kr. fra det ekstraordinære finansieringstilskud i 2025, og samtidig får kommunen for første gang del i særtilskudspuljen for mest vanskeligt stillede kommuner, hvilket giver 15 mio. kr. ekstra i 2025.
Men på trods af ekstra tilskud bliver der heller ikke tale om servicefest i Faxe Kommune, siger borgmester Ole Vive (V):
"Det ser svært ud. Vi kommer ikke til at udfylde vores del af servicerammen i 2025."
For selvom likviditeten i kommunekassen efterhånden har sneget sig op over de 3.000 pr. indbygger, er det ikke, fordi der er opstået luft i kommunens budget.
"Det er fordi, vi har skubbet nogle anlægsudgifter. Det var en nødvendighed for at have nogle penge at stå imod med. Vi har dog nogle udgifter i fremtiden, hvor der er et planlagt træk på kassen til anlægsudgifter senere," siger Faxes borgmester.
Borgmesteren påpeger, at kommunen generelt har en lav kassebeholdning, også i gode tider, og at Faxe Kommune derfor også søgte de to lånepuljer til anlæg for 2025. Her havde man samlet set søgt 63,7 mio. kr. fra de to lånepuljer til anlæg, både den ordinære og særlige lånepulje, men fik ikke del i nogen af lånepuljerne.
Sidst opdateret: 05/09/2024 - 11:33









































