
De tre borgmestre fra venstre Martin Damm, Stephanie Storbank og Jesper Würtzen i henholdsvis Kalundborg, Billund og Ballerup, har alle fået en stor skattegevinst på selskaber i 2025. Men det kommer også med en investeringspris, forklarer de. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Kommuner med høje selskabsskatteindtægter bruger dem på erhvervslivet
Borgmestre, som hiver mange penge ind på selskabsskatter, målretter pengene til at servicere erhvervslivet. De er påpasselige med ikke at lade indtægterne glide ind i den daglige drift.
Udgivet: 29/08/2024
Selskabsskatteindtægterne svinger meget op og ned fra år til år, og derfor er pengene mindre sikre end eksempelvis indkomstskatter. Pengene målrettes i stedet engangsudgifter som infrastruktur eller løbende servicering af erhvervslivet på anden vis.
Det forklarer tre borgmestre, der alle står til at få høje selskabsindtægter i 2025, til NB-Økonomi.
"Man skal passe på med at blive lullet i søvn, når det går godt, hvor man får lagt alle indtægterne over i driften. For det er livsfarligt, for du kan ikke omstille driften så hurtigt den dag, det ikke går så godt. Det handler om at bruge noget af det provenu, man får, til også at være aktiv til at udvide eksempelvis infrastruktur, som også følger med erhvervet," siger Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune.
NB-Økonomi har tidligere skrevet om, hvor store forskelle der er blandt kommunerne, når det kommer til at modtage indtægter fra selskabsskat. Men pengene bruges ikke til at have ekstra sosu'er, pædagoger eller lærere i kommunerne, da der er for store udsving i, hvor meget kommunen får ind af indtægter fra erhvervslivet fra år til år. I Billund Kommune, hvor LEGO ligger, forbereder de sig derfor også på mindre gunstige tider.
"Der er perioder, hvor selskabsskatten ikke er så god. Derfor har vi også en økonomisk politik, der tilsiger, at vi skal have en ekstra likviditet, der gør, at vi ikke skal til at lave helt så hårde opbremsninger i år, hvor selskabsskatten er lavere," forklarer Stephanie Storbank (V), der er borgmester i Billund Kommune.
Investerer i erhvervslivet
Selvom enkelte kommuner får en stor gevinst i 2025 på grund af selskabsskatteindtægter, så kommer den med tre års forsinkelse. Derudover har kommunerne store udgifter til investeringer i netop erhvervslivet løbende, selvom der kan være år, hvor investeringer ikke dækkes i tilsvarende indtægt.
"Vi bruger indtægterne fra selskabsskatten til at servicere erhvervslivet og sikre os, at det bliver ved med at udvikle sig til gavn for hele samfundet," siger Jesper Würtzen (S), der er borgmester i Ballerup Kommune.
"Det er eksempelvis infrastruktur og at sørge for et godt samarbejde med jobcentre og vores erhvervsafdeling, hvor vi lytter til erhvervslivets ønsker og behov. Vi arrangerer også kurser og netværk for dem, men vi samarbejder også med uddannelserne, så dem, der kommer ud fra uddannelserne, også har en relation til erhvervslivet."
Den samme forklaring går igen i Kalundborg Kommune.
"Hos os har vi jo foretaget nogle ret store investeringer i vores kommune for at have erhverv. De investeringer falder jo mange år før, at indtægterne fra selskabsskatten kommer ind. Vi har alene inden for de seneste to år måtte sætte 60 millioner kroner af til at udvide infrastrukturen. Det er udgifter, man har, fordi man har et erhverv. Indtægterne fra selskabsskatten kan derfor bruges til at finansiere de investeringer, man laver løbende," siger Martin Damm.
Derudover får kommunerne ikke den fulde gevinst af selskabsskatten, da den også udlignes. Omvendt trækkes andre kommuner i bloktilskuddet af den indtægt, der primært falder i enkelte kommuner. Det kan give lidt frustrationer i kommuner, som ikke får så meget i selskabsskatteindtægter, men de har omvendt heller ikke udgiften, der er forbundet med at generere den.
"Jeg har nogle gange set i debatten, at selskabsskatten skal udlignes noget mere. Men man skal bare huske, at så skal man også udligne alle udgifterne, for der følger nogle udgifter med," siger Damm.
Politisk strategi med erhverv
Jesper Würtzen forklarer også, at der er forskel på kommuner. Er man en kommune med meget erhverv, så er der ikke lige så meget plads til beboere og dermed en stabil indkomstskatteindtægt.
"I Ballerup er det næsten en tredjedel af kommunens areal, der er lagt ud som erhverv," siger han. "Andre kommuner har valgt at have mange borgere og næsten ikke noget erhverv."
Det er en strategisk og politisk beslutning fra kommune til kommune. For Jesper Würtzen er argumentet for meget erhverv, at det skaber vækst og arbejdspladser. Han påpeger også, at det er godt for samfundet og andre kommuners indtægter fra indkomstskat, fordi der skabes arbejdspladser til borgere i andre kommuner.
"Faktisk er det sådan, at Ballerup Kommune har 53.000 arbejdspladser, og vi er 51.000 borgere. Så derfor har vi faktisk 41.000, der pendler ind i kommunen hver eneste dag, men som betaler deres kommuneskat i den kommune, de bor i," siger han.
Sidst opdateret: 26/03/2025 - 09:10









































