
Regeringstoppen i Socialdemokratiet er angiveligt klar til at kompensere kommunerne for at undgå massive besparelser i 2025. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Regeringen arbejder på at kompensere økonomisk pressede kommuner
Flere kilder afslører overfor NB-Økonomi, at regeringen arbejder på at kompensere økonomisk pressede kommuner oven på milliardjusteringerne af balancetilskuddet. Socialdemokratiet er klar - Venstre tøver.
Udgivet: 27/08/2024
Massiv vrede over besparelser i kommunerne i budget 2025 har sat regeringen på overarbejde. Regeringstoppen arbejder aktivt på at finde en måde at kompensere de kommuner, der er særlig hårdt ramt, siger flere kilder til NB-Økonomi.
Borgmestre fra især Socialdemokratiet og Venstre har de seneste uger presset deres respektive regeringspartier til at se på den tekniske justering, der er en del af baggrunden for, at omkring halvdelen af landets kommuner skal findes besparelser i 2025.
Regeringstoppen i især Socialdemokratiet har været rystet over, at økonomiaftalen for 2025 - der skulle give et "markant løft af velfærden" - ikke er i nærheden af at kunne indfri den forventning i halvdelen af kommunerne. I stedet er virkeligheden, som NB-Økonomi har fundet ud af ved en rundspørge i alle landets kommuner, at op mod halvdelen skal spare til næste år.
Venstre har været mere tøvende med at løse problemstillingen, og derfor er der stadigvæk forhandlinger i gang i regeringen. Der har været færre kommunalpolitikere, der har taget hårdt fat i Venstre sammenlignet med Socialdemokratiet, hvorfor S for alvor arbejder på en løsning.
Finansminister Nicolai Wammen og statsminister Mette Frederiksen vil alt andet lige gerne have problemet løst i denne uge, da Wammen senest fredag ifølge grundloven skal præsentere et finanslovsudspil, som forventes at indeholde nye velfærdsgaver. De gaver kan risikere at drukne i kommunernes kommende besparelser.
Løsning peger på ny særordning
Regeringen kan gå to veje. De kan tilbagerulle især de 1,8 mia. kr., som man har reduceret i finansieringen via balancetilskuddet - som svarer til en akkumuleret modregning af refusionsindtægterne i forbindelse med særligt dyre socialsager.
Det er der næppe begejstring for i Finansministeriet, blandt andet fordi der længe har været en utilfredshed med den høje likviditet, som kommunerne har oparbejdet under et, siden udligningsreformen indførte en permanent overfinansiering af kommunerne på 6-7 milliarder kroner om året.
Der kan være mere appetit i regeringen på at give kommunerne et mindre beløb end de 1,8 mia. kr., men i stedet give dem målrettet til de kommuner, som har en hård økonomi.
Her bliver det særligt interessant at se på, hvilke kriterier, som regeringen vil gå efter. Når særtilskudspuljen fordeles, sker det efter en række præcist afgrænsede parametre, og de kunne også tænkes at blive bragt i spil her. Alternativt kunne det skattefinansierede resultat anvendes, fordi det fortæller om den løbende balance eller ubalance i den kommunale økonomi. De to opgørelser kan du læse mere om her.
Der er dog mange parametre, der kan være relevante, som vi tidligere har skrevet om.
Manglende detaljer
Hvis regeringen vælger det håndtag, hvor de giver særligt pressede kommuner en ekstra håndsrækning, så vil de stå med andre problemer. Nemlig at den sidste halvdel af kommunerne kan skabe et ramaskrig, ikke mindst for de kommuner, som måske i årevis har sparet for at have en god og sund økonomi, uden at blive hjulpet på den måde, men som stadigvæk skal spare i 2025 på grund af reduktionen i balancetilskuddet.
Det er også et åbent spørgsmål, om håndsrækningen bliver varig som ved sidste års løft. Under alle omstændigheder handler det udelukkende om finansiering, fordi det er her udfordringen ligger. Servicerammen er jo blevet løftet.
Uanset hvad regeringen vælger at gøre, så vil det én gang for alle cementere, at regeringen har mistet overblikket over udligningen, fordi den er kørt skævt de seneste år. Den socialdemokratiske del af regeringen havde fredag den 16. august fra frokost og frem borgmesterbaglandet på besøg på Marienborg. Her var det tydeligt, at selv statsministeren ikke havde overblikket over problemets omfang, lyder det fra S-baglandet.
Sidst opdateret: 27/08/2024 - 10:21









































