Mere end tre ud af fire kommuner får øget finansiering i 2025
Den øgede finansiering fra tilskud og skatteindtægter kommer 76 kommuner til gode, mens 22 kommuner mister finansiering i 2025. Se her, hvordan udviklingen er i din kommune.
Udgivet: 29/06/2024
Den samlede finansiering stiger med 3,9 milliarder kroner i 2025. 76 kommuner får tilsammen 4,6 milliarder kroner mere i finansiering, mens 22 kommuner mister 0,6 milliarder.
Det viser meddelelsen om tilskud og udligning, som blev offentliggjort af Indenrigs- og Sundhedsministeriet fredag, og som ud over tilskud og udligning også indeholder kommunernes skatteindtægter for det kommende år.
Bloktilskud, andre tilskud og reguleringer samt indkomstskatter, selskabsskatter og dækningsafgift for offentlige ejendomme udgør tilsammen 434,7 milliarder kroner i 2025, hvilket svarer til 72.636 kr. pr. indbygger.
Du kan se udviklingen i den samlede finansiering i din kommune i kortet herunder (artiklen fortsætter under kortet).
Finansieringen falder især i en række yderkommuner, hvilket afspejler lavere folketal, samt i bl.a. enkelte nordsjællandske kommuner og Billund og Fredericia på grund af faldende selskabsskatteindtægter.
Korrigeres der for indbyggertallet og ses på finansiering pr. indbygger flytter billedet sig, så det nu først og fremmest er en række østsjællandske kommuner, der mister finansiering, samt mest markant Billund og Fredericia kommuner. Igen er det selskabsskatten, der har stor betydning.
Du kan se udviklingen pr. indbygger i kortet herunder (artiklen fortsætter under kortet).
Selvom der er store udsving i finansieringen mellem årene, er det fortsat de samme kommuner, der ligger i den høje og den lave ende finansieringsmæssigt. Østsjælland (bortset fra de københavnske vestegnskommuner), Øst- og Midtjylland, samt Aalborg og Rebild kommuner ligger lavt, mens yderkommunerne ligger højt.
I kortet herunder kan du se finansieringen pr. indbygger i 2025.
Kommunale indtægter
Tallene i denne artikel omfatter:
Den generelle kommunale udligning, jf. samletabel 1
Andre udligningsordninger, jf. samletabel 2
Bloktilskud fordelt efter indbyggertal, jf. samletabel 3
Andre tilskud og reguleringer, jf. samletabel 4.1 og 4.2
Indkomstskat, jf. tabel 2
Selskabsskat, jf. tabel 7
Dækningsafgift for offentlige ejendomme, jf. tabel 8
Alle tabeller i i Meddelelse om tilskud og udligning.
Andre indtægter, som ikke er med i Indenrigsministeriets opgørelse er eks. renter, brugerbetaling og dækningsafgift for private ejendomme.
Ved sammenligning af 2024- og 2025-tal er pl-reguleret med 4,188 procent, svarende til midtvejsreguleringen i 2024 og den pl, der indgår i økonomiaftalen for 2025 på 3,9 procent.
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 03/07/2024 - 11:22









































