Finansminister Nicolai Wammen (S) stod skulder ved skulder med KLs formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S), da de præsenterede økonomiaftalen for 2025, hvor samarbejdet om regelforenkling skal intensiveres. Et høringssvar fra KL afslører dog, at det kan blive svært for regeringen at holde administrationen nede.

Finansminister Nicolai Wammen (S) stod skulder ved skulder med KLs formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S), da de præsenterede økonomiaftalen for 2025, hvor samarbejdet om regelforenkling skal intensiveres. Et høringssvar fra KL afslører dog, at det kan blive svært for regeringen at holde administrationen nede. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

KL advarer mod stigning i gebyr midt i budgetår

Markant stigning i gebyr til myndighedsbetjening i Forsyningstilsynet vil både skabe mere administration og pålægge kommuner udgifter fra juli 2024, som kommunerne ikke har budgetteret med. KL advarer lovgivere i høringsbrev.

Udgivet: 20/06/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Allerede fra næste måned vil en gebyrstigning til Forsyningstilsynet for øget myndighedsbetjening ramme kommunerne, selvom kommunerne ikke har haft en chance for at budgettere med gebyret, da de lagde budgetter i efteråret sidste år.

Det fremgår af et nyt høringssvar fra Kommunernes Landsforening (KL).

"Sådanne store prisstigninger midt i året virker derfor uhensigtsmæssige i kommunernes bestræbelser på at sikre et gennemsigtigt budget og udvise rettidig omhu i budgetplanlægningen. KL opfordrer derfor til, at Forsyningstilsynet informerer om gebyrerne for næste års myndighedsbehandling inden sommerferien, således kommunerne kan nå at tage højde for dem i deres budgetlægning for det følgende år," skriver KL.

Regeringen har de seneste par år pumpet velfærdsforventningerne voldsomt op hos borgerne. I økonomiaftalen for 2025 stod KL og regeringen for første gang i årevis stolte side om side og præsenterede en historisk aftale med et løft af velfærden. Samtidig ser man nu øgede gebyrer fra Forsyningstilsynet, hvor kommunerne skal betale allerede i 2024 i stedet for at bruge pengene på et kommunalt velfærdsløft.

Så sent som i går (onsdag) kunne NB-Økonomi afsløre, at det samme tilsyn vil tvinge blot fire kommuner til at betale et meget stort millionbeløb med meget kort frist i 2024, som de ikke har kunnet nå at have med i budgetlægningen sidste år. Endda selvom tvisten endnu ikke er afklaret.

KL er meget opmærksom på den slags statslige hovsaløsninger, hvor kommunerne uplanlagt får store udgifter, man ikke har kunnet forudse.

Fik du læst?

Tilsyn vil tvinge fire kommuner til at betale millionbeløb i 2024

Mere administration til kommunerne

Derudover vil KL skærpe deres opmærksomhed på ny lovgivning og ændringer i bekendtgørelser, der ikke trækker i retning af den aftale, som regeringen og KL har indgået om fælles regelforenkling.

Martin Damm forklarede til NB-Økonomi i går, at KL vil have mere fokus i deres høringssvar på, at lovgivningen ikke skal være unødig kompliceret, men nemmere at administrere.

"Det vil vi også lægge vægt på i vores høringssvar til ny lovgivning, hvor vi vil have et større fokus på administrerbarheden i de nye love," sagde Marin Damm.

Den fremgangsmåde kan man allerede se i høringssvaret om "betaling for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet", hvor KL skriver:

"KL gør opmærksom på, at det er en voldsom prisstigning, som jo tilmed vil medføre et yderligere ressourcetræk i kommunerne, da der vil være flere medarbejdere og konsulenter fra Forsyningstilsynet, som vil efterspørge input fra kommunerne. Samtidigt kommer kravet oven i en dagsorden om mindre bureaukrati og regelforenkling. Der er derfor stort behov for transparens om hvilket arbejde og resultater, der kommer ud af gebyrstigningerne.

Omkostningerne for kommunerne på årsbasis forventes ifølge et baggrundsnotat til bekendtgørelsen at blive 17,9 mio. kr., hvilket er en stigning på 400 procent.

Rettelse: Beløbet for kommunernes omkostninger er rettet fra halvårligt til årligt.

Sidst opdateret: 20/06/2024 - 11:35

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]