- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fagminister blander sig i kommunernes budgetproces og puster til velfærdsforventninger

Freden mellem kommuner og regeringen har knapt nået at sænke sig, før børne- og undervisningsministeren blander sig i de kommende kommunale budgetforhandlinger. Han puster dermed også til gløderne om velfærdsforventninger.

Udgivet: 20/06/2024

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Børne- og undervisningsministeren mener, at kommunerne med økonomiaftalen for 2025 nu har fået udmærkede forudsætninger for at kunne løfte folkeskolen i endnu højere grad end før.

Med et lidt opsigtsvækkende udtalelse til DR, blander fagministeren sig nu i kommunernes kommende budgetforhandlinger.

"Vi har fra regeringens side sendt historisk mange penge ud til kommunerne", siger ministeren, og med et sådant løft følger der også en anbefaling fra Mattias Tesfaye (S): "Jeg vil kraftigt opfordre til, at hvis man er et sted, hvor folkeskolen er nedslidt, skal man prioritere den, når der lægges budgetter her til efteråret", siger ministeren i et interview til DR-Nyheder.

Ministerens udtalelser er interessante, da det før økonomiforhandlingerne var et udtalt krav fra både KL og det politiske bagland, at der var brug for enten flere penge til service, eller en ærligere forventningsafstemning fra Christiansborg om, hvilken service pengene rakte til. Derudover er det ikke kutyme, at ministre går ud og foreslår i detaljer, hvordan kommunerne skal prioritere deres økonomi. Nogle kommuner har måske råd til at prioritere folkeskolen, hvor andre er hårdt presset af det specialiserede socialområde og specialundervisning.

Kommunerne fik også et løft med økonomiaftalen fra 2025, men der er stadig delte meninger om, hvorvidt pengene rækker til at køre ned af den nye vej, der hedder velfærd, som KL's formand Martin Damm (V) udtrykte det, eller om pengene blot rækker til at lappe hullerne i vejen.

Hvor meget regeringen har lagt op til i velfærdsløfter gennem tiden kan du læsere mere om, her:

Fik du læst?

Analyse: Så meget har regeringen overdrevet velfærdsløfterne

Tesfaye får kritik fra oppositionen

Børne- og undervisningsministerens udtalelser har allerede affødt kritik fra oppositionen.

Udtalelserne har fået SF's pt. barslende børne- og undervisningsordfører, Jacob Mark, til tasterne. I et opslag på Facebook skriver han:

"Flere af skolerne må endda søge penge fra private virksomheder og fonde for at dække basale behov. Og hvad var svaret fra ministeren på det? Jo… det er kommunernes skyld. Kommunerne har ansvaret, siger han." Du kan læse opslaget i fuld længde herunder:

(Artikel fortsætter længere nede)

En af de skoler, som Jacob Mark omtaler, er en skole, hvor skolebestyrelsen har måttet se sig nødsaget til at bede om privat hjælp for at kunne købe nye skolebøger. Den ligger i Greve Kommune, hvor Pernille Beckmann (V) er borgmester.

Fra borgmesteren lyder der en anerkendelse af, at der faktisk er blevet tilført en god portion penge med den nye økonomiaftale, men Pernille Beckmann påpeger også, at der eksisterer to virkelighedsopfattelser af saltvandsindsprøjtningen:

"Det virker til, at politikerne på Christiansborg tror, at vi nu skal til at smøre et nyt lag af velfærd ud over kommunerne. Men mange steder, ude i byrådene, så opleves det her som midler, der skal dække et hul, der har vokset sig større gennem en årrække, og ikke en udbygning."

Lige nu er forvaltningen i Greve i gang med at regne på, hvordan pengene fra økonomiaftalen påvirker rammen for næste års budget.

Flere borgmestre er kritiske

Pernille Beckmann er ikke den eneste borgmester, der mener, at økonomiaftalen ikke ligefrem hævede velfærden markant, som regeringen siger. Flere af hendes kollegaer, har allerede kritiseret aftalen. Det kan du læse mere om her:

Fik du læst?

Borgmestre efter økonomiaftale: 'Kommer ikke til at flyde i mælk og honning'

Ministeren understreger dog til allersidst i interviewet med DR, at det stadigvæk er kommunalbestyrelsen - og ikke ham - der skal lægge budgetterne.

"Jeg vil meget nødigt tvinge kommunalpolitikerne, for de er tættere på borgerne. De vil også børnene alt det bedste, og de er bedst til at træffe beslutningen, om det er børnehaven, plejehjemmet eller folkeskolen, der skal have et løft næste år."

Sidst opdateret: 20/06/2024 - 11:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]