Opjusteringen af den strukturelle beskæftigelse betyder, at holdbarheden af dansk økonomi er blevet forbedret, og at årrækken med den såkaldte hængekøjeudfordring er blevet kortere. Overvismand Carl-Johan Dalgaard sagde til NB-Økonomi ved præsentationen af Det Økonomiske Råds forårsrapport:

"Isoleret set er højere strukturel beskæftigelse noget, der gavner statsfinanserne, fordi det er en forestilling om, at det her er en varig gevinst."

Dermed er manøvrerummet i den offentlige økonomi på længere sigt blevet større. I denne uge er der kommet en ny befolkningsprognose fra Danmarks Statistik, som også påvirker råderummet både på kort og langt sigt. Tallene i de her viste figurer tager ikke højde for den nye befolkningsprognose.

Det større råderum i Finansministeriets beregninger hænger sammen med, at det, der giver hængekøjen, er den faldende andel af beskæftigede i befolkningen over årene. Når beskæftigelsesandelen så ventes ikke at falde så meget, vil hængekøjen ikke blive så dyb.

Det er illustreret i grafen fra Finansministeriet her ved siden af. Selvom dansk økonomi på langt sigt er holdbar, er der en periode i 2030'er og -40'erne, hvor den offentlige strukturelle saldo teknisk set ventes at bryde budgetlovens underskudsgrænse. Det kaldes "hængekøje"-årene, jf. faconen på grafen.

Den nye forventning om, at højere andel af befolkningen vil være i beskæftigelse fremadrettet, betyder altså, at kurven rykker sig lidt opad, så perioden, hvor den strukturelle saldo bryder med underskudsgrænsen, bliver kortere.

Fordelingen af befolkningen mellem beskæftigede og ikke-beskæftigede har blandt andet betydning for de samlede skatteindtægter og de offentlige udgifter til overførselsindkomster, herunder offentlige pensioner i form af folkepension mv.

Figuren her til venstre viser den faktiske beskæftigelse i de historiske år. I de kommende år er det Finansministeriets prognose, og efter 2030 har Finansministeriet fremskrevet beskæftigelsen med en række beregningstekniske forudsætninger, herunder antagelsen vedrørende den strukturelle beskæftigelse.

Udsigten til en periode med en faldende andel beskæftigede i de kommende år skyldes primært to forhold. For det første, at de generationer, som går på pension mellem 2025 og 2040, vil være større end de årgange, der træder ind i arbejdsstyrken. For det andet, at de generationer, der går på pension indtil omkring 2040, har udsigt til en længere pensionsperiode end mange tidligere og senere generationer, blandt andet fordi folkepensionsalderen ikke øges lige så hurtigt som den forventede levealder.