Selvom en planlagt overskridelse af de økonomiske rammer på 260 millioner kroner i Vejle umiddelbart kan lyde harmløst, så kan budgetflertallets beslutning udløse en bølge af rammeoverskridelser i andre kommuner. Vejle har traditionelt været en af duksene i forhold til den faseopdelte budgetproces, og når først duksene begynder at bryde reglerne, så ved enhver skolelærer, at så er disciplinen ofte i frit fald.

Selvom sanktioner på en eller halvanden milliard kroner kan virke som et lille greb i kommunernes samlede kassebeholdninger på 50 milliarder kroner, skal kommunerne ikke forvente, at finansminister Nicolai Wammen (S) har samme afslappede holdning.

Hvis modellen fra Vejle med at bringe kassebeholdningen i spil til udvidelse af service- og anlægsrammen breder sig, så er der en stor risiko for, at Finansministeriet dels vil indføre sanktioner på anlæg, dels vil se på mulighederne for at inddrage en del af kommunernes rekordstore likviditet på 50 milliarder kroner.

Begge dele vil næsten uundgåeligt ramme de fattigste kommuner med de mindste kassebeholdninger hårdest, og derfor vil det formentligt udløse skarpe opgør i borgmesterkredsen ved den kommende faseopdelte budgetproces, hvis det ikke lykkes KL at få stoppet spenderlysten hos de mange øvrige velpolstrede kommuner.

På den ene side vil borgmestrene og KL-toppen kunne argumentere for, at Vejle traditionelt har været en af duksene i den faseopdelte budgetproces, og at kommunen målt i forhold til udgiftsbehovet har en af landets laveste - måske den laveste - serviceramme.

Modsat er der en risiko for, at når et borgerligt flertal i en af duksekommunerne begynder at se stort på reglerne, så kan det blive svært at styre mange af de byrådsflertal, som traditionelt har haft en lidt mere afslappet tilgang til udgiftsrammerne. Og argumentet om Vejles lave serviceramme vil formentligt ikke tælle tungt, fordi stort set alle kommuner mener, at deres serviceramme er for lille.

Finansministeren har spændt inflationsbuen til det yderste for at hjælpe kommunerne

Oprøret hos duksene fra Vejle kommer næsten på det værst tænkelige tidspunkt set i et større økonomisk sammenhæng. Regeringen valgte med finansminister Nicolai Wammen i spidsen at prioritere velfærden over risikoen for igen at sætte gang i inflationen.

Hvis kapacitetspresset i økonomien bare stiger lidt, så vil Finansministeriets tolerance over for bevidste overskridelser af service- og anlægsrammen formentligt kunne ligge på et meget lille sted. På basis af Finansministeriets udmeldinger og traditionelle holdninger, så kunne anbefalingerne fra embedsmændene forventeligt være:

• Sanktioner på anlægsregnskabet. I dag er der kun sanktioner på anlægsbudgettet, og skiftende finansministre har truet med sanktioner på regnskabsniveau - uagtet at netop anlæg er meget svært at styre.
• Reduktion i den årlige overfinansiering af kommunerne på seks-syv milliarder kroner fra udligningsreformen og en række senere lappeløsninger. Udfordringen er, at kommunerne hvert år får en finansiering, som er seks-syv milliarder kroner større end de økonomiske rammer, og dermed vil kommunernes kassebeholdninger fortsætte med at vokse. Og derfor vil logikken være, at fristelsen til at bruge af de mange milliarder vil blive stadig større.
• Indefrysning af kommunernes likviditet. Her vil man kunne ramme de rige kommuner målrettet, men det vil også svække disciplinen yderligere, fordi det i stort omfang vil straffe de ansvarlige kommuner, som pænt har lagt den ekstra likviditet i kassen.

Set med kommunernes øjne er de tre oplagte forslag fra grumme til forfærdelige. Og værst af alt, så vil de ramme kommunerne forskelligt. Dermed vil risikoen for fraktionsdannelser magen til dem, man så op til udligningsreformen i 2020, stige.