Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Borgmestre vil bruge ekstra milliarder på at øge servicerammen

Ekstra milliarder til kommunal service vil falde på et tørt sted, lyder det samstemmende fra fem borgmestre i kølvandet på finansministerens melding om at lempe finanspolitikken efter, at råderummet er vokset.

Udgivet: 28/05/2024

Mads Brandsen

Journalist

Del artiklen:

“Det må være sådan, at det er blevet meget svært for regeringen ikke at finde flere penge til velfærd, end den selv havde tænkt sig.”

Ordene kommer fra Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S), men en mini-rundspørge blandt i alt fem borgmestre, som NB-Økonomi har foretaget, viser, at han langt fra står alene med den opfattelse. 

Forventningerne til årets økonomiaftale mellem regeringen og KL er tilsyneladende kun blevet øget, siden regeringen fredag opjusterede råderummet i dansk økonomi med 11,25 milliarder kroner. Heraf ligger kun en mindre del på forhandlingsbordet. 

“Regeringen ønsker at udmønte 4,1 milliarder kroner til politiske prioriteringer allerede fra 2025”, lød det fra Nicolai Wammen i en pressemeddelelse fra Finansministeriet. 

Der er for Erik Lauritzen ingen tvivl om, at de ekstra milliarder bør sendes i kommunernes retning. 

“Der må være råd til, at man omsider lytter til vores opråb. Der er jo stor forskel på kommunernes økonomi, men noget af bedste, regeringen kan gøre, er at give os en øget finansieret serviceramme”, siger han og nævner det specialiserede socialområde som et område, der trænger til flere penge.

Hans borgmesterkollega i Ishøj, Merete Amdisen (S), er helt enig.

“Der er brug for, at vi får et økonomisk løft, indtil vi kan implementere de anbefalinger på det specialiserede socialområde, der ligger i Tranæs-rapporten. I Ishøj kunne vi også godt ønske os et generelt løft af servicerammen,“ siger hun.

Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) peger på, at et løft af den kommunale økonomi er helt nødvendigt for at kunne svare bare nogenlunde på de forventninger, borgerne har.

“Jeg mener, vi skal have to milliarder kroner ekstra. Det bliver ikke guld og grønne skove i kommunerne af den grund, for listen af opgaver, vi har svært ved at løse, er lang, men det er da et sted at starte” siger han. 

Tror du, det er realistisk med to milliarder kroner ekstra? 

 “Jeg vil sige det sådan, at regeringen må komme med nogle ekstra penge, hvis den vil gøre sig selv en tjeneste. Det har jeg en klar forventning om, at den gør. Gør den ikke det, bør man måske overveje ikke at indgå en aftale. Sidste år sparede kommunerne 700 millioner kroner på administration, men regeringen er jo ikke kommet med noget som helst på statens område, som man ellers lovede. Det betyder, at vi må rulle grønthøsteren ud”, siger Mikael Klitgaard. 

Også Ole Vind (V), borgmester i Hedensted, har blikket stift rettet mod statens bureaukrati.

“Nu er regeringen nødt til at kigge indad. Det hænger ikke sammen i borgernes forståelse, at kommunerne skal spare voldsomt på administration, mens staten bare fortsætter. Jeg ser gerne, at staten finder besparelser på administration for 1,5 milliarder kroner - penge, der så kan bruges til at løfte serviceniveauet i kommunerne. Der er brug for at tilføre nogle penge til normalområdet, som i den grad bliver udhulet, fordi det specialiserede område er så dyrt,”  siger han. 

I Kolding peger borgmester Knud Erik Langhoff (K) først og fremmest på det specialiserede socialområde og folkeskolen som områder, der trænger til en økonomisk saltvandsindsprøjtning. 

“Bliver det i form af et løft af servicerammen, er det selvfølgelig vigtigt, at det bliver vedvarende,” siger han.

Borgmestrene har også en række forventninger til økonomiaftalen på anlægsområdet. Læs med på NB-Økonomi i morgen onsdag.

Sidst opdateret: 28/05/2024 - 11:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]