På dagens pressemøde præsenterede formandskabet for De Økonomiske Råd forårsrapporten om dansk økonomi.

På dagens pressemøde præsenterede formandskabet for De Økonomiske Råd forårsrapporten om dansk økonomi. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Vismænd: Råderummet er ni milliarder større

Vismændene er enige med Finansministeriet om, at det økonomiske råderum kan opjusteres. Den strukturelle beskæftigelse vurderes at være vokset, og der er derfor grundlag for stabilt højere skatteindtægter frem mod 2030.

Udgivet: 28/05/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

I forårsrapporten fra De Økonomiske Råd (DØR) vurderer vismændene på baggrund af beskæftigelsesudviklingen - ligesom Finansministeriet i sidste uge - at råderummet er vokset. I vismændenes regnemaskine bliver resultatet ni milliarder kroner.

Det fremgår af rapporten, at "den strukturelle beskæftigelse er opjusteret med lidt mere end 30.000 personer siden vurderingen i Dansk Økonomi, efterår 2023. Opjusteringen skal ses i lyset af den fortsat stigende beskæftigelse de seneste år."

Det betyder imidlertid ikke, at der bare kan bruges løs af pengene i den offentlige økonomi. Vismændene gentager sin anbefaling fra efteråret om stramning af finanspolitikken. På trods af højere strukturel beskæftigelse vurderes det aktuelle beskæftigelsesniveau alligevel at ligge over, og der er derfor brug for at dæmpe aktivitetsudviklingen.

Højere strukturel beskæftigelse

Beskæftigelsesfremgangen er kommet bag på mange prognosemagere, særligt fordi det ikke har givet det pres på arbejdsmarkedet, som man ellers skulle forvente, givet den hidtidige vurdering af det strukturelle beskæftigelsesniveau.

Ifølge DØR er der usikkerhed om, hvor stor en del af beskæftigelsesfremgangen, der er strukturel og derfor varig, og hvor stor en del, der er betinget af den økonomiske fremgang og derfor midlertidig. Det er imidlertid vigtigt at skelne, fordi det kun er en forbedring af det strukturelle beskæftigelsesniveau, der forøger råderummet.

Særligt betydningen af den fremgang i beskæftigelsen, der skyldes mere udenlandsk arbejdskraft, er usikker, fordi det er uvist, om udlændingene vil blive i Danmark, når der er økonomisk tilbagegang, og derfor varigt vil være en del af arbejdsstyrken i Danmark.

Konsekvenser for det økonomiske råderum

I sig selv betyder forøgelsen af den strukturelle beskæftigelse, at råderummet øges. Vismændene opjusterer på den baggrund råderummet med ni milliarder kroner.

Samtidig er der i det seneste halve år, siden udgivelsen af sidste vismandsrapport, truffet en række politiske beslutninger, som både udvider og indskrænker råderummet. I tabellen herunder ses DØR's vurdering af de forskellige effekter (artiklen fortsætter nedenunder).

Nettoeffekten er altså, at råderummet er otte milliarder mindre end i efteråret 2023, fordi der nu blandt andet er truffet beslutning om højere løn til offentligt ansatte, skattelettelser og øgede forsvarsudgifter.

Regnestykket viser også, at der er 22 milliarder tilbage, efter at der er taget højde for det demografiske træk og målsætningen om yderligere forøgede forsvarsudgifter.

Det skal nævnes, at vismændene indregner 26 mia. til at dække det demografiske træk og velstandsudviklingen, mens Finansministeriet afsætter godt 20 mia. kr. Begge institutioner understreger, at den nye befolkningsprognose fra Danmarks Statistik, der ventes i næste uge, kan påvirke det tal.

Sidst opdateret: 28/05/2024 - 11:54

Temaer: Økonomisk råderum

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]