Forbedring i 2023 - men kommunerne får stadig langt flere sygemeldinger end normalt

Sygefraværet faldt i 2023 i næsten alle kommuner sammenlignet med året før. Men de kommunalt ansatte har fortsat langt højere sygefravær, end man var vant til frem til 2021. Se udviklingen i din kommune.

Udgivet: 24/05/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Den gode nyhed er, at sygefraværet er mindsket i forhold til det rekordhøje niveau i 2022. Den dårlige nyhed er, at de ansattes fravær i de fleste kommuner fortsat er usædvanligt højt, når der sammenlignes med normalniveauet før covid-pandemien, skriver NB-Kommune.

De samlede tal for kommunale medarbejderes sygefravær i 2023 er offentliggjort af Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

De ansattes fraværsprocent i 2023 var på landsplan i gennemsnit 6,5 procent, når både fravær som følge af egen sygdom og arbejdsskader indregnes. I 2018-20 var fraværet 5,3 procent alle år. Højdepunktet indfandt sig med 7,1 procent i 2022, hvor begyndelsen af året var præget af, at covid19-restriktionerne blev fjernet, hvilket afstedkom flere sygdomsbølger, der ramte en meget stor del af befolkningen.

De ansatte i Langeland Kommune havde sidste år landets højeste sygefravær med over 20 fraværsdagsværk pr. fuldtidsmedarbejder i gennemsnit. Det svarer til et gennemsnitligt fravær på 9,0 procent for de knap 1.000 ansatte i kommunen (omregnet til fuldtidsansatte).

Ærø Kommune og Bornholms Regionskommune er de eneste andre kommuner, hvor sygefraværet overstiger otte procent.

Lavest var sygefraværet på Samsø og i Lemvig og Ringkøbing-Skjern kommuner, der er landets tre eneste, hvor medarbejderne havde færre end 13 fraværsdagsværk pr. fuldtidsansat.

Herunder kan du se, hvordan sygefraværet udviklede sig i alle kommuner fra 2022 til 2023. Den største positive udvikling ses i Morsø Kommune, der er gået fra at have nogle af landets mest sygemeldte ansatte til blot at ligge en smule over landsgennemsnittet. I hovedparten af kommunerne er antallet af hele fraværsdage reduceret med 1-2 dage pr. fuldtidsansat.

I blot fire kommuner steg sygefraværet i fjor: Ærø, Langeland, Fredensborg og Faxe.

Som nævnt er mængden af de ansattes sygedage stadig på et usædvanligt højt niveau. Sammenlignet med 2019 - det sidste normale år inden pandemien - er sygefraværet i kommunerne steget med 22,6 procent, viser KRL's data.

VIVE kom sidste år med flere bud på, hvorfor sygefraværet er gået i vejret i sådan en grad. Ud over at det høje sygefravær i 2022 skal ses i lyset af corona-smitten - hvilket i mindre grad gør sig gældende i 2023 - kan stigningen tænkes at hænge sammen med en øget smitte med sygdomme som influenza efter årene med corona-nedlukninger, et større arbejdspres og flere stressbetingede sygemeldinger, vurderede professor Kurt Houlberg og seniorforsker Jan Hyld Pejtersen fra VIVE. De pegede også på, at sygemeldingskulturen kan have ændret sig og dermed normerne for, hvornår og hvor længe man sygemelder sig.

Desuden kan den høje beskæftigelse og manglen på arbejdskraft i flere dele af den kommunale sektor spille en rolle. VIVE-forskerne skrev, at det stigende sygefravær i årene før corona-krisen og i 2022 eventuelt kan "dække over, at der i takt med faldende arbejdsløshed muligvis kommer flere medarbejdere med større sundhedsudfordringer ind på det kommunale arbejdsmarked, eller at frygten for at miste jobbet måske er mindre i økonomiske opgangstider."

Se udviklingen i sygefraværet i din kommune siden 2019 her.

Sidst opdateret: 27/05/2024 - 22:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]