
Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager (A), har sendt et brev til undervisningsministeren. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Borgmester søger dispensation: Skolepraksis strider imod loven
Borgmesteren fra Faaborg-Midtfyns Kommune har anmodet om et møde med undervisningsministeren for at drøfte sagen, der ifølge borgmesteren kan ende med en millionregning til Faaborg-Midtfyn.
Udgivet: 24/05/2024
Hvis ikke Faaborg-Midtfyn får dispensation fra ministeriet, kan det ende med en millionregning til borgerne i kommunen. Det skriver borgmester Hans Stavnsager (A) i brev til undervisningsminister Mattias Tesfaye (A).
Årsagen er, at kommunen indtil nu har opdelt deres skoledistrikter i underdistrikter. Ved at gøre det har kommunen kunnet opretholde flere mindre lokale skoler, og det er ifølge borgmesteren en fordel, da kommunen dækker et geografisk stort, men tyndtbefolket område.
Men den praksis strider altså imod flere paragraffer i Folkeskoleloven, og derfor håber Hans Stavnsager nu på dispensation fra dele af loven.
Underdistrikter forhindre skolelukninger
Borgmesteren skriver i brevet, at kommunens praksis gør det lettere at tilpasse skolernes størrelse til ændringer i elevtallet og undgå store udsving i ressourceforbruget. Kommunen ønsker at fortsætte sin praksis med underopdeling af skoledistrikter, som de har fulgt i mange år, og håber derfor på dispensation.
Borgmester Hans Stavnsager argumenterer for, at underopdelingen hjælper med at opretholde små lokale skoler og gør dem mere bæredygtige fagligt og økonomisk. Han påpeger også, at det er i tråd med regeringens mål om frisættelse af kommunerne. Derfor søger han dispensation for at kunne fortsætte denne praksis.
Hvis kommunen tvinges til at opgive underopdelingen, vil det resultere i en årlig merudgift på cirka 4,1 millioner kroner til skoletransport, anfører borgmesteren. Det skyldes, at omkring 104 børn, som tidligere ikke var berettigede til skoletransport, nu vil være det, hvis underdistrikterne nedlægges. Derudover vil forældrenes mulighed for frit skolevalg blive begrænset, da børn fremover skal optages på den nærmeste skoleafdeling inden for det samlede skoledistrikt, lyder det i brevet fra Hans Stavnsager.
Hans Stavnsager oplyser til NB-Økonomi, at han ikke er bekendt med andre kommuner i lignende situationer.
Her er paragrafferne i Folkeskoleloven
§36, Stk. 2. Til hver skole hører et skoledistrikt, der kan være større eller mindre for de enkelte klassetrin. Et barn optages i skolen i det distrikt, hvor det bor eller opholder sig, jf. dog stk. 3, § 3, stk. 2, § 5, stk. 7, og § 22.
§45, Stk. 2. Skolelederen leder og fordeler arbejdet mellem skolens ansatte og træffer alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever. Lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever inden for de mål og rammer og principper, som kommunalbestyrelsen henholdsvis skolebestyrelsen har fastsat, kan ikke behandles af kommunalbestyrelsen. 2. pkt. gælder ikke beslutninger truffet efter § 1 c i lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø.
Kilde: Retsinformation
Sidst opdateret: 24/05/2024 - 09:30









































