Flere seniorer i arbejde kan give over fire mia. kr. mere i kommunekasserne
Det ville give over fire mia. kr. mere i kommunekasserne, hvis seniorerne i alle kommuner blev ved at gå på arbejde lige så længe som i de kommuner, hvor der er flest seniorer i job. Se hvordan det ser ud i din kommune.
Udgivet: 02/05/2024
I de kommuner, hvor seniorerne bliver ved at gå på arbejde, også efter folkepensionsalderen, kan byrådene blandt andet glæde sig over, at arbejdsindkomsterne skæpper godt i kommunekasserne i forhold til for eksempel folkepensionen.
Et regnestykke, som NB-Økonomi har lavet, viser, at der ville kunne hentes omkring 4,5 mia. kr. i øgede kommuneskatteindtægter, hvis seniorerne i alle kommuner rent hypotetisk blev ved med at gå på arbejde lige så længe som i de tre kommuner, hvor de bliver ved længst.
Gevinsten for den enkelte kommune afhænger både af hvor mange seniorer, der i dag går tidligt på pension, og af hvor stor indkomstforskellen er mellem løn og pension. I kortet herunder kan du se den potentielle gevinst for din kommune.
Gevinsten kan altså være stor, fordi der er mange i kommunen, der i dag trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, eller fordi forskellen mellem løn og pension er stor (eller begge dele).
Det er særligt i yderkommunerne, at der er store gevinster at hente, hvis færre seniorer gik tidligt på pension. Og i de kommuner er det først og fremmest en gennemsnitlig lav tilbagetrækningsalder, det handler om. Forskellen ved at gå fra løn til pension ligger nemlig under landsgennemsnittet.
Det skal understreges, at det naturligvis ikke er nogen ukompliceret øvelse at hæve tilbagetrækningsalderen, som det også fremgår af den offentlige debat. Regnestykket illustrerer blot, hvor der er et stort potentiale, hvis det kan lykkes.
Sådan har vi gjort:
Data for seniorernes deltagelse på arbejdsmarkedet er trukket fra Jobindsats.dk. Der er afgrænset for aldersgruppen 55-66 år og for 67+ år. Den potentielle gevinst er forskellen op til gennemsnittet af de tre kommuner, hvor der er flest seniorer på arbejdsmarkedet i de to aldersgrupper.
Data for befolkningen i de to aldersgrupper, samt for indkomstniveauer er trukket fra Danmarks Statistik, hhv. FOLK1A og INDK2.
Den potentielle indkomstforskel ved som senior at være i arbejde eller på pension er beregnet som nedgangen i A-indkomsten for 50-54 årige til A-indkomsten for 65-69 årige.
De kommunale skatteprocenter er fra Kommunale Nøgletal.
Den potentielle skattegevinst for en kommune er altså fremgangen i indkomst, hvis andelen af seniorer på arbejdsmarkedet var lige så høj som i de tre kommuner, hvor den er højest, ganget med den kommunale skatteprocent.
Sidst opdateret: 02/05/2024 - 12:19









































