Når KL og regeringen indleder økonomiforhandlingerne den sjette maj, så tyder meget på, at det grundlæggende paradigme for økonomiforhandlingerne vil skifte.

Årsagen er, at det nuværende paradigme fra 2019 står for fald.

Grundkonstruktionen i paradigmet er, at regeringen garanterer kommunerne minimum at dække det demografiske træk og derudover typisk har givet kommunerne mellem 200 og 800 millioner kroner oveni. Det har så givet regeringen rygstød til over for borgerne at hævde, at den dermed holdt hånden under velfærden og endda nogle gange har talt om massive investeringer i velfærden.

Grunden til at paradigmet er brudt sammen er, at regeringen har tegnet et falsk billede, som flere og flere gennemskuer i takt med løbende nedskæringer på de store almene serviceområder.

Forklaringen er, at kommunernes udgifter er steget med omkring tre milliarder kroner om året, fordi de ud over de stigende udgifter på 1,3 milliarder kroner til flere børn og ældre har oplevet en vækst på cirka 1,8 milliarder til det specialiserede socialområde samt specialundervisning.

Facit ude i den virkelige kommunale verden er derfor, at kommunerne har været tvunget til at bruge demografi-pengene på de specialiserede områder, og dermed er udgifterne pr. bruger på de brede almene velfærdsområder konstant blevet beskåret.

I sin tale til det økonomiske topmøde i marts lancerede finansminister Nicolai Wammen (S) det, som ligner et nyt paradigme, som man kunne kalde "velfærd gennem reformer".

Hovedpointen er, at regeringen fortsat vil fokusere på en fastholdelse og udvidelse af velfærden. Men den konstante underfinansiering af kommunernes udgiftsvækst skal afløses af nye reformer, som kan sikre, at kommunerne rent faktisk har mulighed for at indfri regeringens velfærdsløfter.

På den korte bane handler det om en reform af det specialiserede socialområde, som skal gøre det nemmere for kommunerne at stoppe udgiftsvæksten, og en regelforenkling, som kan nedbringe bureaukratiet og flytte medarbejdernes tid over på kerneopgaverne.

Brug for ekstra finansiering i overgangsfasen

Udfordringen for Wammen er, at en reform af det specialiserede socialområde tidligst kan have fuld effekt i 2027. Derfor vil regeringen til økonomiforhandlingerne stå med valget om at give kommunerne ekstra penge, eller blive mødt af nye borgmesteroprør, hvor borgmestrene vil råbe om falske og ufinansierede velfærdsløfter fra regeringen.

Meget tyder på, at regeringen vil forsøge at finde ekstra penge til kommunerne ud over det demografiske træk i 2025 og 2026, hvorefter kommunerne så selv skal finde pengene ved at udnytte de nye muligheder for især at styre udgiftsvæksten især på det specialiserede socialområde.

Ingen vil sige det, men når man hører KL-formandens afdæmpede retorik i forhold til de kommende forhandlinger, så tyder meget på, at KL-toppen regner med, at Wammen vil finde en milliard kroner ud over demografien. Dette for at undgå store besparelser på almenområdet ved at dække væksten på det specialiserede socialområde.

Hvis det er korrekt, og hvis Wammen vil levere de ekstra penge, så er det reelt uden betydning, om regeringen fremlægger nye beregninger af den præcise udvidelse af det økonomiske råderum.

Årsagen er, at Wammen uanset størrelsen af råderummet har et trumfkort, og det er frygten for en slap finanspolitik, som vil puste til inflationen.

Ekstra krudt til borgmesteroprør

Skulle Wammen, stik imod den aktuelle forventning, møde op til økonomiforhandlinger med en besked om, at staten ikke har pengene til at finansiere væksten i det specialiserede socialområde, indtil reformerne begynder at virke, så vil det manglende konvergensprogram til gengæld være potent krudt i et nyt borgmesteroprør.

Det var reelt det, der skete sidste år, hvor KL, ifølge flere kilder tæt på forhandlingerne, ganske enkelt nægtede at indgå en aftale, før finansministeren havde fremlagt den nye 2030-plan, og dermed afsløret en kraftig vækst i det økonomiske råderum.

Det betyder på bundlinjen, at det formentligt er til kommunernes fordel, hvis regeringen ikke fremlægger en eksakt beregning af det økonomiske råderum, for så kan alle de kommunale aktører bide sig fast i mere eller mindre velfunderede rygter om, at Finansministeriet har fundet op imod ti milliarder i ekstra råderum, som man ikke vil bruge på at forhindre nedskæringer i kommunerne.