
Regionerne ender med et lille mindreforbrug i 2023, efter at der i slutningen af 2023 tegnede sig et større merforbrug. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Regionerne undgår lige netop budgetsanktioner
Efter stort drama i slutningen af sidste år lander regionerne 2023 med et lille mindreforbrug. Det viser en gennemgang af regionernes årsresultater, som NB-Økonomi har foretaget.
Udgivet: 22/04/2024
Selvom de økonomiske prognoser i slutningen af 2023 varslede mørke skyer og mulige budgetsanktioner over for regionerne, så lykkedes det lige akkurat regionerne at komme ud af 2023 med et lille mindreforbrug.
Baggrunden var dengang et truende stort merforbrug i de to regioner, Midtjylland og Nordjylland, som mindreforbrug i de andre regioner ikke så ud til at kunne opveje.
Men nu viser gennemgang som NB-Økonomi har foretaget, at et mindreforbrug i størrelsesordenen 25 mio. kr. på sundhedsområdet bliver det samlede årsresultat for regionerne i 2023. Det er ud af et samlet driftsbudget på over 100 mia. kr., og svarer til under en kvart promille.
Særligt praksissektoren har presset økonomien i alle regioner, herunder udgifterne til tilskud til diabetesmedicinen Ozempic.
Begge regioner gennemførte sidst på året en hård opbremsning med henblik på at begrænse merforbruget, og som det ses af nedenstående tabel endte de to regioner med tilsammen at have et merforbrug på 90 mio. kr. Da Region Hovedstadens resultat bliver et mindreforbrug på omkring 115 mio. kr. på sundhed, og de sidste to regioner regner med balance, er det lykkedes regionerne at blive på den rigtige side af stregen.
Opbremsningen skete igennem en række fokuserede indsatser på hospitalerne som for eksempel kvalificeret ansættelsesstop og mindre brug af frivilligt ekstraarbejde, vikarer og overarbejde. Derudover er der vist tilbageholdenhed gennem udskydelse af udgifter til vedligeholdelse, nyanskaffelser mv.
Samtidig har de to trængte regioner holdt tilbage på de centrale konti for fællesudgifter.
Både på hospitalerne og de centrale konti kan det dog vise sig, at problemerne blot flyder ind i 2024, hvis der ikke findes varige løsninger i stedet for engangs.
Sidst opdateret: 22/04/2024 - 11:45









































