Finansministeren har i et svar til Finansudvalget opgjort væksten i den statslige administration til 16.000 årsværk siden 2017.

Finansministeren har i et svar til Finansudvalget opgjort væksten i den statslige administration til 16.000 årsværk siden 2017. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Administrationen er vokset i alle ministerier

Antallet af administrative årsværk i staten er steget med godt 16.000 siden 2017, viser et svar fra finansministeren til Finansudvalget. Over halvdelen af væksten er sket på tre ministerområder.

Udgivet: 17/04/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Knap fem måneder efter, at Finansudvalget stillede spørgsmålet, er Finansministeriet nået frem til, at antallet af administrative årsværk er steget med 16.000 siden 2017. Væksten svarer til, at på de fem måneder, der er gået, ville der være kommet godt 1.000 flere administrative medarbejdere.

Finansudvalget har stillet følgende spørgsmål:

"Vil ministeren udspecificere, hvorledes de øgede lønudgifter og årsværk til administrative stillinger i staten fordeler sig på de forskellige ressortområder fra 2017 til 2023, herunder hvad der driver stigningen i de administrative udgifter og årsværk, foruden udgifter relateret til øget skattekontrol og Covid-19 pandemien?"

Finansministeriet kan ikke opgøre hvilke årsværk inden for ministerierne, der kan henføres til covid-19 og skattekontrol. Stigningen er imidlertid sket i hele perioden og ikke kun i corona-årene, og tre fjerdedele af væksten er kommet på andre ressortområder end Skatteministeriets.

Skatteministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet står tilsammen for over halvdelen af væksten, og der har været stigninger mellem alle årene. Opgørelsen er korrigeret for ressortændringer mellem ministerierne, og væksten over årene kan ses af nedenstående tabel.

Stigningen i årsværk svarer ifølge Finansministeriet til, at lønudgifterne til statslig administration er steget med 11,2 milliarder kr.

Finansministeren anfører i svaret, at det "på alle områder er relevant at se på, hvilke opgaver og ansatte der er mest behov for. Det er derfor en stor prioritet for regeringen at begrænse statslig administration og bureaukrati."

Og der henvises igen til, at der på finansloven for 2024 er gennemført en rammereduktion i staten på ca. 400 mio. kr. årligt, samt at regeringen senere i år "vil præsentere et flerårigt arbejdsprogram for staten, som blandt andet har til formål at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati."

Fik du læst?

Det vil tage 35 år at rulle væksten i statens administration tilbage

Svaret kan ses i sin helhed her.

Finansministeriets afgrænsning

Finansministeriet har anvendt en afgrænsning af administrative årsværk og ledere i staten på baggrund af statslige institutioners registrering af medarbejderes primære arbejdsfunktion (DISCO). Administration forstås her som en fælles betegnelse for myndighedsopgaver (inklusive fx tilsyns opgaver, men eksklusive politibetjente), politisk betjening, støttefunktioner, it-op gaver, kommunikation, kunde-/borgersupport og ledelse. Der er således tale om en bredere definition af administration end opgørelsen af ’generelle fællesomkostninger/generel ledelse og administration’ på finansloven eller rene opgørelser af støttefunktioner (hr, økonomi og service/bygningsdrift), der alene omfatter de interne udgifter til at drive en organisation. Disse funktioner udgør således kun en del af den anvendte definition, mens en stor del vedrører udadrettet administration (forberedelse, udarbejdelse, implementering og løbende administration af og opfølgning på lovgivning, regulering og tilskud mv.), som fx skatteforvaltningens administration af skattelovgivningen samt udvikling og drift af it-systemerne til denne administration.

Det bemærkes, at der uagtet konsolideringen fortsat er usikkerhed forbundet med opgørelsen, bl.a. fordi der kan være forskellig registreringspraksis af DISCO-koder på tværs af institutioner. Denne usikkerhed vil være større, jo mere detaljeret niveau, der ses på. Opgørelsesmetoden og datagrundlaget er således behæftet med usikkerhed og bør ses i lyset af de ovennævnte forbehold og udfordringer i forhold til afgrænsning af administrative funktioner mv.

Sidst opdateret: 17/04/2024 - 10:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]