Dyre enkeltsager på handicapområdet: Koster det samme som i 2010 - men markant flere
I en ny større analyse kan man se, at de dyreste enkeltsager på det specialiserede socialområde ikke er blevet dyrere. Til gengæld er der kommet flere.
Udgivet: 02/04/2024
De dyre enkeltsager på socialområdet, der er med til at drive udgiftsvæksten, er ikke blevet dyrere de seneste 14 år. Til gengæld er der kommet mange flere.
Det er konklusionen i en analyse udarbejdet af Komponent og Sofiefonden, skriver NB-Social.
Med udgangspunkt i Komponents og Kommunernes Landsforenings store afdækning af botilbudssager over to millioner kroner, har Komponent og Sofiefonden analyseret resultaterne.
Her har de særligt set på de borgere med autisme og/eller udviklingshæmning, der udgjorde 64 procent af de dyre enkeltsager over to millioner kroner.
Ser man på aldersgruppen 18 til 25 år var der i 2023 191 borgere med autisme og/eller udviklingshæmning, der koster mere end to millioner årligt.
Kort om bagmændene:
Sofiefonden er en selvejende institution, der indsamler midler til og yder støtte til oprettelse og drift af institutioner til gavn for børn med autisme og til institutioner og boliger for voksne med autisme.
Komponent er kommunernes fælles udviklingscenter. De arbejder for at finde nye veje til sammenhængende og fremtidssikrede indsatser inden for ledelse, administration, økonomi, styring og velfærd.
Næsten en seksdobling
Komponent og Sofiefonden har også sammenholdt resultaterne med en rapport fra Social- og Boligstyrelsen (dengang Servicestyrelsen) fra 2010, hvor man havde data fra 85 kommuner. Her så man på antallet af, hvad man kaldte særforanstaltninger.
En grundlæggende udfordring for socialområdet er manglende data, men rapporten giver et indblik i, hvor mange dyre enkeltsager med problemskabende adfærd, der var i 2010.
Definitionen af en særforanstaltning minder på mange måder om det, der i dag ville udgøre en dyr enkeltsag. Der er dog tale om en smallere definition
Særforanstaltninger beskrives i rapporten som:
Et tilbud på det sociale område over for børn, unge og voksne, der har en problemskabende adfærd, som er så omfattende, at der er visiteret en personalenormering på mindst 1:1 til den pågældende person. Det betyder, at der kan være tale om forskellige målgrupper, boformer og indsatser, men fælles er, at borgeren har en problemskabende adfærd og meget personale omkring sig.
"Komponent har filteret de særligt dyre enkeltsager over 2 millioner kroner, så vi kun medtager borgere med samme definition af problemskabende adfærd, og vi har derved fremskaffet sammenlignelige tal," siger Thomas Holm, der er formand for Sofiefonden.
Han fortsætter:
"Når vi sammenligner omkostningerne i 2023 med omkostningerne i 2010, er der ikke noget, der tyder på, at de særligt dyre enkeltsager i forhold til særforanstaltningerne er dyrere. Det er det samme. Forskellen er bare, at der er seks gange så mange. Og 71 procent af borgerne i denne gruppe er mennesker med udviklingshæmning og/eller autisme."
I 2010 var der nemlig "kun" 200, mens der i 2023 er næsten 1200 dyre enkeltsager over to millioner kroner.
Dengang brugte kommunerne mere egne tilbud
En anden markant forskel fra 2010 til 2023 er, at i 2010 brugte kommunerne i halvdelen af tilfældene interne tilbud. I 2023 er det kun i lidt over 20 procent af sagerne. I 2023 bruger kommunerne langt flere private og selvejende botilbud - særligt ved de dyreste sager.
Sidst opdateret: 14/04/2024 - 17:19











































