Socialdatamålingen viser større sociale skel end det socioøkonomiske indeks
De sociale skel i kommunedanmark ser forskellige ud alt efter, om man bruger det socioøkonomiske indeks eller andelen af borgere, der modtager både forsørgelsesydelse og social ydelse (socialdatamålingen). Se her, hvor din kommune ligger.
Udgivet: 20/03/2024
Der er dobbelt så stor afstand mellem top og bund, når man kigger på Socialdatamålingen som i opgørelsen af det socioøkonomiske indeks. Det viser en beregning af standardafvigelsen (et mål for spredningen) i de to opgørelser (se nærmere om beregningen i bunden af artiklen).
Dertil kommer, at der også er forskel på placeringerne, sådan at en kommune kan ligge over gennemsnittet i den ene opgørelse, men under i den anden.
Af de 28 kommuner, der har den største andel af borgere, der modtager både offentlig forsørgelse og andre sociale ydelser, er der kun 16, der også ligger højt i opgørelsen af det socioøkonomiske indeks. Af de øvrige 12 er der fem, der endda har et socioøkonomisk indeks under én.
Af de otte kommuner, der ligger lavest, har hele syv dog også et lavt socioøkonomisk indeks, og det er kun København, der har et socioøkonomisk indeks over én. For disse kommuner er der altså bedre overensstemmelse.
I plottet nedenfor kan du se det socioøkonomiske indeks for hver kommune holdt op imod andelen af borgere, der modtager både forsørgelsesydelse og social ydelse. Du kan se kommunenavnet ved at holde musen over hver prik i grafikken (artiklen fortsætter nedenunder).
Plottet er opdelt i felter efter landsgennemsnittet på én for det socioøkonomiske indeks og 2,5 procent for andel modtagere af både forsørgelses- og sociale ydelser. Kommuner i de grå felter ligger enten højt eller lavt på begge målepunkter, mens tallene for kommunerne i de hvide felter peger i hver sin retning.
Særligt tre kommuner med et højt socioøkonomisk indeks skiller sig ud. Ishøj, Albertslund og Brøndby ligger med socioøkonomiske indeks på 1,56 eller højere, mens andelen af borgere, der modtager begge typer ydelser, er på niveau med landsgennemsnittet.
En række kommuner, særligt jyske, ligger med en forholdsvis høj andel af modtagere af både forsørgelses- og social ydelse, men lavt i det socioøkonomiske indeks. Det er fx Lemvig, Odder og Viborg, der har forholdsvis mange borgere, der modtager begge typer ydelser, men alligevel ligger under én i det socioøkonomiske indeks.
Ser man på de to opgørelse med statistiske briller, og korrigerer til samme gennemsnitsniveau, er standardafvigelsen på det socioøkonomiske indeks kun halvt så stor som i opgørelsen af modtagere af forsørgelses- og sociale ydelser (Socialdatamålingen). Da standardafvigelsen er udtryk for observationernes gennemsnitlige afvigelse fra gennemsnittet, betyder det, at afvigelserne fra gennemsnittet i Socialdatamålingen er dobbelt så store som afvigelserne i det socioøkonomiske indeks.
Sidst opdateret: 20/03/2024 - 12:51









































