KL-formand Martin Damm og finansminister Nicolai Wammen (S) mangler svar på fire afgørende spørgsmål inden de er klar til at melde deres positioner til årets økonomiaftale ud. Chefredaktør Arne Ullum giver i denne analyse en guide til, hvad kommunerne isæ skal holde øje med for at få en pejling af sparekravet i 2025.

KL-formand Martin Damm og finansminister Nicolai Wammen (S) mangler svar på fire afgørende spørgsmål inden de er klar til at melde deres positioner til årets økonomiaftale ud. Chefredaktør Arne Ullum giver i denne analyse en guide til, hvad kommunerne isæ skal holde øje med for at få en pejling af sparekravet i 2025. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Analyse

Det her bliver afgørende for økonomiaftalen og sparekravet til kommunerne

Det er nogle ekstraordinært store uafklarede forudsætninger, der er for årets økonomiaftale. Læs her hvilke fire forhold, som afgør, hvor meget kommunerne skal spare på velfærden i 2025.

Udgivet: 15/03/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Økonomiaftalen for 2025 tegner til at blive et kompliceret kludetæppe, hvor en række uafklarede forhold bliver afgørende for, hvor store besparelser kommunerne skal indregne i deres 2025-budget.

Mens det anses for givet, at regeringen uden debat vil give kommuner og regioner dækning af det demografiske træk svarende til cirka 1,3 milliarder kroner, så er der fire afgørende forhold, som først bliver afklaret senere på foråret:

  • Størrelsen af det økonomiske råderum bliver fastlagt, når regeringen senest ved udgangen af april indsender det såkaldte konvergensprogram til EU-Kommissionen.
  • Besparelser på det specialiserede socialområde og specialundervisning. Regeringen og KL har reelt fået indsigt i det såkaldte Tranæsudvalgs forslag, men det store spørgsmål bliver, hvor meget regeringen kan og vil gennemføre med virkning fra 2025.
  • Regeringen og KL aftalte i sidste uge en afbureaukratiseringspakke, men også her er det uklart, hvor stor effekt den får i 2025.
  • Finanspolitikken er i år baseret på en såkaldt blød landing, men nye tal fra dansk og international økonomi peger på, at landingen måske bliver så blød, at der er fornyet risiko for øget inflation.

Råderum kan måske stige med otte milliarder

Inden udgangen af april skal regeringen indsende det såkaldte konvergensprogram til EU. Det er her, regeringen vurderer, hvordan den strukturelle beskæftigelse udvikler sig. Populært sagt, så angiver den strukturelle beskæftigelse, hvor mange mennesker der vil være i arbejde i Danmark, når økonomien er i balance, dvs. uden at lønningerne bliver presset op og dermed presser inflation over målsætningen. Dermed er den strukturelle beskæftigelse den afgørende faktor for at fastsætte det økonomiske råderum - altså hvor mange penge staten kan bruge på ekstra offentlige udgifter eller skattelettelser.

Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er der på baggrund af den seneste års udvikling basis for at opjustere den strukturelle beskæftigelse med 30.000 personer svarende til et øget råderum på otte milliarder kroner. Netop AE har tidligere ramt meget præcist på de forestående justeringer af råderummet.

Hvis råderummet bliver hævet, så bliver det næste store spørgsmål, hvad pengene skal bruges til. Her er det især værd at bemærke, at regeringen igen og igen har hævet udgifterne til forsvaret.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte onsdag et klart signal om, at oprustningen kommer "med en pris".

»Vi får ikke råd til alt det, vi gerne vil i fremtiden,« sagde hun. 

Tranæsrapport vil kun reducere væksten på specialiserede socialområde

Selvom regeringen siden S-regeringens tiltræden i 2019 troligt har dækket det såkaldte demografiske træk (penge til det stigende antal ældre og i mindre grad flere børn), så er pengene ifølge de kommunale regnskaber gået til at dække kraftigt stigende udgifter på det specialiserede socialområde og specialundervisning af skoleelever.

Regeringen og KL blev ved den seneste økonomiaftale indgået i maj 2023 enige om at undersøge muligheden for at begrænse udgiftsvæksten med afsæt i det såkaldte Tranæs-udvalg. Selvom regeringen ifølge en række kilder har besluttet sig for gå relativt langt for at følge anvisningerne fra Tranæsudvalget, så skaber både regeringens frygt for vælgernes reaktioner samt udtalelser fra udvalgsformand Torben Tranæs tvivl om, hvor meget væksten på det specialiserede socialområde reelt vil falde - og især hvor meget effekten slår igennem i 2025.

Ifølge Tranæs kan man ikke fra den ene dag til den anden gå fra en situation, hvor udgifterne stiger utilsigtet, til en situation, hvor udgifterne kun stiger, når det er tilsigtet.

Han fastslår, at det ikke er Ekspertudvalgets opgave at få udgifterne til at stoppe med at stige. Det handler derimod om at sikre, at udgifter ikke stiger utilsigtet, så politikerne får bedre mulighed for at kunne træffe beslutninger lokalt om hvilken velfærdspolitik, der skal føres inden for de nationalt fastsatte rammer.

På den måde vil der komme et politisk mandat bag måden, man prioriterer i velfærdsstaten.

"Hvad der så vil være tilbage af udgiftsstigninger, er det, der skyldes et øget behov eller besluttede kvalitetsstigninger," siger Torben Tranæs til NB-Social.

Fik du læst?

Tranæs understreger: Vi skaber økonomisk bæredygtighed med anbefalingerne

Afbureaukratiseringspakke har mest symbolsk betydning

Da regeringen og KL i sidste uge præsenterede en aftale om 56 afbureaukratiseringstiltag blev effekten alene vurderet til et trecifret millionbeløb - altså teknisk set mellem 100 og 999 millioner kroner. Der er angiveligt ingen, som tror på, at det i bedste falde bliver mere end 300-400 millioner kroner. Om beløbet når derop, afhænger af den konkrete udmøntning og hastigheden af lovændringerne.

Selvom det er et mindre beløb i den store kommuneøkonomi, så har regeringens vilje til at sikre en stor effekt allerede i 2025 en meget stor symbolsk betydning for borgmestre og byrådspolitikere. Årsagen er, at de er rasende over, at regeringen pålægger kommunerne administrative besparelser uden selv at reducere i statens administration, der er vokset markant hurtigere end kommunernes.

Omvendt betyder det også, at regeringen kan få relativt meget goodwill hos kommunerne ved at sikre en vidtgående og hurtig implementering af de 56 forslag.

Effektiviseringerne ingen vil tale om

Selvom ingen har lyst til at tale om det, så har den offentlige sektor ifølge de såkaldte input-outputdata fra Danmarks Statistik effektiviseret for cirka 0,4 procent om året svarende til cirka 1,2 milliard kroner om året.

Regeringen vil nødig tale om det, fordi effektiviseringer for mange borgere rimer på nedskæringer, og derfor har regeringen løbende forsøgt at knytte effektiviseringskravet til upopulære områder som private konsulenter og bureaukrati.

KL frygter, at regeringen bruger effektiviseringerne som argument for, at det kan dække det specialiserede socialområde. Udfordringen er, at der er opdrift på en lang række udgifter eksempelvis på grund af GDPR og mange andre udefrakommende forhold, som kommunerne dækker ind via de løbende effektiviseringer.

Wammens overvejelser

Når finansminister Nicolai Wammen (S) har indregnet råderummet, besparelsespotentiale på det specialiserede socialområde og administration, så er der en afgørende brik tilbage. Hvor meget vurderer regeringen, at man kan øge de offentlige udgifter, uden at inflationen bliver presset opad?

Men derudover kommer en klassisk overvejelse: Vil regeringen please borgmestrene og det kommunale bagland ved at bruge pengene ved økonomiforhandlingerne, eller vil regeringen gemme en større del til finanslovsforhandlinger, og dermed gøre forligspartierne glade.

I den sammenhæng kan det spille en rolle, at regeringen sidste år slap med en meget lav pris for at få mange af Folketingets partier med i en finanslovsaftale, mens det kommunale bagland i Venstre og Socialdemokratiet var ret højlydte i deres kritik af, at den manglende finansiering af væksten på især det specialiserede socialområde og de upopulære administrative besparelser tvang kommuner til at skære i velfærden.

KL' overvejelser

Hos KL's top er overvejelsen meget enkel. Det afgørende spørgsmål er, hvor meget kommunerne reelt skal spare på velfærden, og i hvilket omfang regeringen i givet fald vil tage ansvaret for nedskæringerne.

Hvis regeringen ikke kan levere store besparelser på det specialiserede socialområde og afbureaukratisering allerede i 2025, så vil kommunerne stille regeringen over for et enkelt valg: Giv kommunerne nogle flere penge, eller fortæl danskerne, at regeringen har besluttet at skære i velfærden. Altså slut med al snak om at "regeringen holder hånden under velfærden" ved at dække det demografiske træk.

De kommunale topfolk får et første indtryk af Nicolai Wammens tanker, når han på torsdag holder regeringens tale på det kommunale topmøde i Aalborg. Her vil KL's topfolk og mange borgmestre sidde med en guldvægt for at måle, hvordan Wammen vægter konflikten mellem at tilfredsstille de velfærdshungrende danskere og kommunernes krav om en ærlig kommunikation af, at kommunerne bliver nødt til at skære i velfærden, hvis ikke regeringen enten finder et milliardbeløb ekstra til kommunerne eller leverer solide besparelsesmuligheder på det specialiserede socialområde og specialundervisning i folkeskolen.

Sidst opdateret: 19/03/2024 - 14:17

Emner: Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]