
Borgmesteren i Faaborg-Midtfyn Kommune er på byrådets vegne irriteret over, at få besked om budgetoverskridelser for 2023 alt for sent. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester klandrer forvaltningen: Fremover får byrådet hyppigere besked om økonomien
I Faaborg-Midtfyn Kommune sidder borgmesteren med et ønske om, at politikerne tidligere kunne have fået meldingen fra forvaltningen om store budgetoverskridelser: 'Der er noget i styringen og arbejdsgangene, der ikke fungerer godt nok.'
Udgivet: 27/02/2024
Der er brugt væsentligt flere penge end forventet på børnesager og plejehjem i løbet af 2023 i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Her og nu drejer det sig om ekstraregninger for samlet 40 mio. kr., som politikerne først ser her, hvor regnskabet for 2023 er ved at blive gjort op. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Det store hul i økonomien irriterer borgmester Hans Stavnsager (S), der efterlyser retvisende rapporteringer, så politikerne kan følge med i den kommunale økonomi året igennem.
"Det er utilfredsstillende, at vi skal frem til afslutningen af regnskab 2023, før vi som politikere får at vide, at budgetterne er overskredet på de her områder i det omfang, som det er tilfældet. Der er noget i styringen og arbejdsgangene, der ikke fungerer godt nok, og derfor har jeg i samråd med kommunaldirektøren foreslået Økonomiudvalget, at vi får eksterne øjne på for at gennemgå arbejdsgange og styringsprocesser, så vi kan få klarlagt, hvor det er gået galt, om vi er effektive nok, og hvor vi kan reducere omkostningerne," siger Hans Stavnsager.
Han peger især på en stor stigning i udgifter til specialtilbud for børn, der har behov for hjælp, hvilket er en landsdækkende tendens, fastslår borgmesteren:
”Der er visiteret flere børn til ydelser, end vi havde forudset i budgettet. Det er en bekymrende udvikling, at flere børn har brug for hjælp. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning, at børnene får den hjælp, de har brug for. Derfor må vi nu trække i arbejdstøjet og få lagt en plan for, hvordan vi får skabt holdbare løsninger på de udfordringer, der er opstået, så budgetterne holder, og børnene får den støtte, de har behov for,” siger borgmesteren i meddelelsen.
"Hvis det bare drejer sig om et enkelt år, kan vi nok godt klare den uden katastrofeopbremsninger, og sikkert også uden at genåbne budgettet, men det er helt klart, at vi skal have analyseret på, hvordan vi opdager, at noget stikker så meget af tidsnok til, at vi kan handle på det," siger Hans Stavnsager.
Kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen vil nu sikre, at politikerne får månedsvise rapporteringer i stedet for kvartalsvise for at være opdaterede på den økonomiske udvikling.
Da en betydelig del af merforbruget i 2023 skyldes visitationer til ydelser, som fortsætter i de kommende år, skal der tages stilling til, hvordan de øgede udgifter håndteres i budget 2024. Den opgave bliver placeret hos fagområder og fagudvalg.
Det færdige regnskab forventes at blive præsenteret for Økonomiudvalget i begyndelsen af april.
Sidst opdateret: 27/02/2024 - 13:23









































