
Efter dagens møde vil de endelige anbefalinger være på plads. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix (arkiv)
Overblik: Tranæs-udvalget har afsluttende møde
Tirsdag den 27. har Tranæs-udvalget sit sidste og afsluttende møde. Snart vil anbefalingerne blive offentliggjort.
Udgivet: 27/02/2024
Tranæs-udvalget afholder sit afsluttende møde idag tirsdag den 27. februar. Det er her, de endelige anbefalinger vil blive lagt fast.
Dermed har både regeringen og KL indsigt i de endelige konklusioner, og dermed kan de to parter indlede forhandlinger om det måske mest omfattende indgreb på det specialiserede socialområde i mange år. Målet er, at en række nye tiltag skal stoppe, eller i hvert fald markant reducere, den årlige opdrift i udgifterne på cirka to milliarder kroner.
Der går dog noget tid inden offentligheden får indsigt i rapportens konklusioner.
"Udvalget har sidste møde d. 27.02, og der vil anbefalingerne blive endeligt lagt fast. Så skal vi sikre os, at alle rapportens formuleringer er som de skal være. Det er endnu ikke fastsat en bestemt dato i marts måned for offentliggørelse, men vi vil gerne være færdige så hurtigt som muligt," sagde udvalgsformand Torben Tranæs, til NB-Social for nogle uger siden.
Tranæs-udvalgets hovedopgave er at sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på det specialiserede socialområde.
Tilbage i foråret 2022 præsenterede udvalget en række økonomiske forslag med dets første delrapport. Herefter blev mange af dem realiseret med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024.
Den endelige rapport vil dog indeholde andet og mere end de økonomiske forslag, da kommissoriet dækker andet og mere end økonomien.
Udvalget skal belyse og analysere følgende fem emner:
Vi skal vide, hvad der driver udviklingen i udgifterne og borgernes indsatser
Vi skal vide hvilken forebyggelse, der kan hjælpe borgeren, før problemerne vokser
Fokus på kerneopgaven
Vi skal gøre det, der virker
Progression for borgeren
KL og regeringen kender anbefalingerne
Selvom de endelige anbefalinger ikke er offentliggjort endnu, så vil både Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen kende til indholdet på nuværende tidspunkt.
Det skyldes, at Ekspertudvalgets sekretariat består af medarbejdere fra Finansministeriet, Socialministeriet og KL.
På den måde kan anbefalingerne meget hurtigt komme i spil.
Læs hele udvalgets kommissorium her.
Sidst opdateret: 27/02/2024 - 12:34









































