Regeringen gør et stort nummer ud af, at man dækker kommunernes ekstraudgifter "når der heldigvis kommer flere børn og ældre". Men nye data viser, at pengene i stort omfang ikke lander i de kommuner, som rent faktisk får flere børn og ældre.

Faktisk bliver der årligt overført cirka 2,5 milliarder kroner fra kommuner med mange børn og ældre til kommuner med få børn og ældre. Det viser en analyse fra nogle af landets førende eksperter i kommunal økonomi hos Dataproces.

Forklaringen på den skæve fordeling af penge til børn og ældre skal findes dybt nede i teknikken bag det kommunale udligningssystem. Fejlen betyder meget enkelt, at kommuner med eks. flere 85+ årige end landsgennemsnittet bliver underkompenseret med tæt på 50.000 kroner, hver gang kommunen får en ekstra ældre i forhold til landsgennemsnittet.

Som du kan se i grafikken herunder, så sker den massive overflytning af penge fra de udprægede yderkommuner til universitetsbyerne.

Teknikken i den særlige regel forklares i artiklen her:

Begynder også at ramme hovedstadskommuner

I og med at tabet opstår hos de kommuner, som har en større andel af børn og ældre end landsgennemsnittet, så er effekten de seneste år også begyndt at ramme forstadskommunerne til de store byer. Forklaringen er, at de dels fik mange unge udflyttere for 30-40 år siden, som nu udløser en massiv vækst i antallet af ældre, dels at når de ældre dør, så flytter der typisk børnefamilier ind.

Samtidig er universitetsbyernes andel af børn og ældre faldet, fordi den kraftige ekspansion af uddannelsespladser i byerne betyder, at kommunerne har en meget stor andel af 20-29 årige, som er den gruppe, hvor kommunerne får den største overkompensation af udgifterne.

Afdelingschef Kasper Lund Nødgaard fra Dataproces er langt inde i udligningssystemets mange kroge, men han har aldrig fundet en god forklaring på, at man i firserne og halvfemserne valgte at bygge udligningssystemet op, så det gav en såkaldt skæv aldersmæssig kompensation.

En del af forklaringen er angiveligt, at det dengang ikke betød meget, at der var en skæv aldersmæssig kompensation, fordi alle kommuner stort set havde en aldersmæssig fordeling af borgerne tæt på landsgennemsnittet, og derfor havde det ikke den store økonomiske effekt.

I 2023 var det helt anderledes.

Her havde København en andel af 80+årige på kun 50 procent af landsgennemsnittet, mens kommuner som Bornholm, Odsherred og Langeland havde mellem 50 og 80 procent flere end landsgennemsnittet. I 1993 havde København og de fire kommuner stort set samme andel af ældre over 80 år, og niveauet var kun lidt over landsgennemsnittet.