Mette Frederiksen (S) er har sat turbo på afstemningsknappen, når det kommer til at tredjebehandle nye forslag under SVM-regeringen. I hvert fald hvis man sammenligner hendes første statsministerår i S-regeringen med det første år i SVM-regeringen.

Mette Frederiksen (S) er har sat turbo på afstemningsknappen, når det kommer til at tredjebehandle nye forslag under SVM-regeringen. I hvert fald hvis man sammenligner hendes første statsministerår i S-regeringen med det første år i SVM-regeringen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

SVM-regeringen er værre end S-regeringen til at producere bureaukrati

Hvis bureaukrati måles på antallet af love, der er blevet tredjebehandlet, så er SVM-regeringen langt værre end den tidligere S-regering til at skabe bureaukrati det første regeringsår.

Udgivet: 17/01/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Mette Frederiksen (S) var langt bedre til at holde bureaukratiet nede det første år som statsminister i S-regeringen, end hun har været det første år i spidsen for SVM-regeringen. Til trods for, at en flertalsregering for alvor skulle kunne tage fat i netop bureaukratiet.

I hvert fald, hvis man kan antage, at en stigning i antallet af love vil medføre en stigning i mængden af bureaukrati.

Nye tal fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos, viser, at SVM-regeringen ligger på en tredjeplads ud af otte regeringer siden Schlüters tredje periode som statsminister (der er ikke data fra første periode, og han sad ikke i et helt år i anden periode).

Tager man det første regeringsår for alle regeringer siden Schlüters tredje periode med, så vil SVM-regeringen ligge i midten. Den nuværende regering er derfor ikke i nærheden af at nå sit mål fra regeringsgrundlaget, hvor der står, at den er parat til at tage et "opgør med regler og bureaukrati."

Den turbo på regeljunglen, som SVM-regeringen i stedet har fået sat, koster penge, forklarer specialkonsulent Jonas Herby fra Cepos til NB-Økonomi.

Kommunernes Landsforening har i en analyse påvist, at Folketinget de seneste fem år aktivt har vedtaget love, som har forøget statens administrative omkostninger med to milliarder kroner.

"Bureaukrati koster penge. Nærmest hver gang, der laves nye regler, så koster det penge et eller andet sted i samfundet. Så længe man ikke har en øvre grænse for, hvor mange regler man indfører, så er der heller ikke nogen øvre grænse for, hvor meget bureaukrati, man kan skabe," siger Jonas Herby.

(Artikel fortsætter under kort)

Der skal være en klar grænse for antallet af love

Både KLs formand Martin Damm (V) og KLs administrerende direktør Kristian Vendelbo kritiserede i sidste uge til NB-Økonomi, at der ikke er en mekanisme i Finansministeriet, der holder øje med de stigende omkostninger på bureaukrati og administration på tværs af ministerierne og nye love.

Jonas Herby mener, at der burde være en lovbegrænsning. Han henviser blandt andet til, at flere partier har foreslået, at når der vedtages nye regler, skal der også fjernes nye regler.

Når staten har så stort et råderum, som de har i øjeblikket, så er der ikke ligesom hos kommunerne de samme begrænsninger, hvad angår økonomien, og derfor kan bureaukratiet fortsætte med at vokse, forklarer Jonas Herby. Som NB-Økonomi tidligere har skrevet om, så kan der også være lovgivning, der vedtages, som ikke giver kommunerne DUT-kompensation. Det kan f.eks. være ved opgaveglidninger fra sundhedsvæsenet.

"I nogle tilfælde vil man være bundet af sit eget budgets begrænsninger. Men det er ikke tilfældet, hvis man pådutter erhvervslivet eller kommunerne bureaukrati, de ikke bliver kompenseret for. Her er der i princippet ingen øvre grænse for, hvor meget bureaukrati kan vokse," siger Herby.

Jonas Herby anerkender, at det kan være svært for et almindeligt folketingsmedlem at finde ud af, hvad lovgivningen betyder for forskellige aktører. Derfor foreslår han, at det er mere tydeligt i lovgivningen.

"Der burde være en samlet oversigt over, hvad lovforslaget koster i implementering og årlige administrative byrder i løbet af fx de første ti år," siger han.

Sidst opdateret: 17/01/2024 - 13:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]